William Korte: Jeg ville være kriminel, for kriminelle har man ikke ondt af

William Korte siger, at han har brug for hjælp til at komme ned under overfladen i det interview, vi skal til at i gang med.

Jeg besøger ham i hans lejlighed på Sydhavnen i København for at skrive et portræt af ham, men normalt taler han kun om, hvordan man kan forbedre forholdene for mennesker med handicap.

Han taler sjældent om sig selv.

Lidt efter har han både fortalt om sin ungdom i småkriminelt selskab og den dybe depression, han havde for få år siden.

Med andre ord: William Korte er ikke et menneske, der skøjter rundt på overfladen.

Med store øjne og et bredt smil bevæger han sig ubesværet rundt i alle afkroge af det liv, der starter i 1999 hos to teenageforældre, hvis første og eneste fælles barn er en dreng med muskelsvind.

Bruger sin stemme

Det er ikke mange år siden, at William tilbragte det meste af sin dag i sin lejlighed med at se tv og spille computer.

I dag er han både lærerstuderende, formand for Sammenslutningen af Unge Med Handicap og en del af Muskelsvindfondens Repræsentantskab.

”Folk har altid fortalt mig, at jeg er god til både at skrive og bruge min stemme,” siger William.

Hunden Arthur møffer lidt rundt om Williams kørestol, mens han taler. William smiler kærligt til den, da den lægger sig ved det ene hjul i en solstribe.

”Så jeg besluttede mig for, at jeg ville bruge mine ord på en eller anden måde, så den næste William ikke ender i en lige så dyb depression som den sidste,” siger William om sig selv.

Gangsterne på hjørnet

Williams arme er fyldt med tatoveringer, og hans bukser er camouflagefarvede. Selvom tatoveringer efterhånden er allemandseje, vurderer mange nye mennesker, at William er fra Amager, fortæller han.

Og det er han. Men hans stilmæssige valg er ikke tilfældige og uigennemtænkte.

”Man virker klart mere hård, når man ser sådan her ud, og det ville jeg rigtig gerne være engang. Det er også et blikfang, der vejer lidt op for kørestolen og tager noget opmærksomhed fra den.”

Han går efterhånden mindre op i at ligne ”gangsterne nede på hjørnet eller folk på Christiania”, som han siger, men han vil altid være en Amagerdreng.

Rapper eller kriminel

Gangsterne nede på hjørnet var engang Williams foretrukne selskab.

Flokken var i virkeligheden ikke så meget gangstere, som de var en samling af småkriminelle, utilpassede unge, som ikke var med til festerne i slutningen af folkeskolen og i gymnasiet.

William var ikke med, alene af den grund at festerne ofte foregik steder, hvor der var trapper. Trapper og en tung elkørestol er en umulig kombination.

Derfor endte den generte, 15-årige William på bænken nede om hjørnet sammen med de andre, der heller ikke passede ind.

”Jeg kunne have meldt mig ind i et gamerfællesskab eller alt muligt andet, men jeg var tiltrukket af den bænk derude, hvor de seje sad,” forklarer William, der i den periode drømte om at blive enten rapper eller kriminel.

”Den idé, jeg havde om, hvilket ungt menneske jeg gerne ville være, var bare ikke den sundeste idé.”

Han smiler lidt af sine egne ungdomseskapader, men smilet virker samtidig omsorgsfuldt. Som om han sender det til den 15-årige dreng i kørestolen, som hverken blev rapper eller kriminel, men blev så meget andet.

Bange for at blive sat i bås

På Muskelsvindfondens sommerlejre vidste William, at han ville passe ind med det samme. Dem var han på de fleste somre gennem sin barndom.

Men det var ikke der, han havde lyst til at være.

”Mange unge med handicap får på et tidspunkt brug for at trække sig fra den der handicapverden, hvor der primært er mennesker, der sidder i kørestol ligesom én selv.”

Han var bange for at blive sat i bås, fortæller han tøvende og mener selv, at det lyder tarveligt.

”Der var altid folk, der kom over til mig på stranden, fodboldbanen og alle andre steder og fortalte mig, at det måtte være hårdt at være mig. Og at det var dejligt, at jeg var udenfor og nyde mit liv i stedet for at sidde derhjemme,” siger William og fortsætter:

“Folk siger det jo i den bedste mening, og intentionen er god. Men den bunder jo i medlidenhed, fordi jeg sidder i kørestol, og derfor synes folk, at det er synd for mig.”

Fordi William fik lignende kommentarer dagligt i flere år, fik han efterhånden brug for at vise folk, at de ikke skulle have ondt af ham.

“En af måderne, hvorpå man kan at tage afstand fra medlidenheden, er ved at tilbringe tid sammen med folk, som man normalt ikke har medlidenhed med.”

Når William hang ud ved bænken nede om hjørnet, holdt folk sig væk. Så der blev han.

Derfor havde han mindre og mindre kontakt med sine venner fra sommerlejrene. Ingen af dem havde brug for at drikke en masse alkohol, ryge cigaretter eller hash, ligesom William havde.

På den måde mistede William i flere år al kontakt med den verden, der gennem barndommen havde været hans faste holdepunkt.

Parkering på endestationen

Med røven i vandskorpen gennemførte William gymnasiet. Derefter hang studielivet ham langt ud af halsen. Han bad derfor jobcentret om hjælp til at finde et arbejde.

I stedet blev han foreslået at søge om førtidspension. Han var 18 år og lige flyttet hjemmefra, så han havde brug for pengene.

”Jeg var ikke meget for at søge om førtidspension, for det føltes meget som parkering på endestationen,” siger William.

Han så dog ikke andre muligheder, og det gjorde jobcentret heller ikke, så det var sådan, det blev.

”Jeg accepterede det med mig selv og tænkte ’hvis det er her, samfundet vil have mig, så det er det, jeg gør’. Og så gav jeg på en eller anden måde lidt op.”

Hvor dyb kan en depression blive?

Da jeg spørger William, hvad han foretog sig derefter, har han svært ved at huske det. De næste to år virker uklare og mudrede i hans hukommelse, siger han.

Men ham og en ven vendte i fællesskab rundt på dag og nat, så meget ved William.

De tilbragte det meste af deres vågne tid foran en computerskærm eller et tv, mens de enten røg, drak eller begge dele.

”Jeg tænkte, at ’nu skal jeg bare hygge mig, have det sjovt og være ung, og hvis de ikke mener, at jeg skal arbejde, så må jeg nyde ikke at gøre det’.”

Den mentalitet holdt det første års tid. Derefter besluttede William sig for, at noget var nødt til at ske.

”Både venner og familie omkring mig begyndte at udtrykke bekymring for mig, fordi jeg sov dagen væk. Det virkede mere og mere depressivt, fik jeg at vide, og til sidst blev jeg også selv bekymret,” siger William, hvis mentale helbred var voldsomt belastet af mangel på sollys, ordentlig mad, socialt samvær og simpelthen noget meningsfuldt at fylde sit liv med.

”Hvor dyb kan en depression reelt blive? Sådan kan jeg huske, jeg tænkte,” siger William.

Et afgørende opkald

Efter to år i sin lejlighed i en sump af depression og misbrug, men en tiltagende trang til at gøre noget drastisk, fik William en dag et opkald.

Det var fra Sammenslutningen for Unge Med Handicap, SUMH, som ville have ham med på et talerkursus.

”Det er sjovt nogle gange, hvordan tingene falder i hak,” siger William og smiler.

Det var det, der skulle til for at få William ud af sumpen, og siden den dag har han ikke set sig tilbage. Han har travlt, men nyder at have det.

Og han er ikke længere bange for at være en del af den verden, hvor handicap står øverst på dagsordenen.

Storebror

Gennem SUMH arbejder William hver dag for at jævne vejen for de unge med handicap, der farer vild eller oplever livet som en endeløs kamp.

Organisationen er blandt andet sat i verden, fordi alle unge med handicap skal have lov til at definere deres eget ungdomsliv og selv have mulighed for at skrue på både deres uddannelses- og arbejdsliv.

Williams liv handler i det hele taget meget om at være noget for andre.

Da jeg spørger ham, hvad han bruger sin sparsomme fritid på, er hans svar, at han gør meget ud af at være storebror. Han har i alt seks yngre halvsøskende.

”Da jeg var barn, handlede det meget om mig, fordi mine forældre havde vildt meget at se til i forhold til mit handicap, kommunen og alt sådan noget. Nu vil jeg gerne sørge for, at mine søskende føler, at det også handler om dem,” siger William.

Hans trang til at være noget for andre kommer også til syne i drømmen om at blive lærer i et ungdomsfængsel, når han er færdig med sin uddannelse. Han tror på, at han kan give de indsatte en følelse af at blive mødt og hørt.

“Folk åbner hurtigt op, når de sidder overfor et menneske, som på en eller anden måde skiller sig ud fra majoriteten ligesom dem selv, er min oplevelse,” siger William.

En zoo på Amager

William har mange drømme om fremtiden. En af dem er samtidig en idé til, hvordan man kan gøre noget ved den stigende mistrivsel blandt børn og unge.

”Jeg går og drømmer om at lave en zoologisk have på Amager.”

Der går et øjeblik, før det går op for mig, at han ikke laver sjov.

”Børn og unge fra lokalområdet skal hjælpe med at passe dyrene,” fortsætter han.

William fik selv hunden Arthur, da han havde det allerværst. Han smiler til den søvnige hund, der nu er kravlet over på sit tæppe i hjørnet af stuen.

”Nogle gange er det bare rart at have nogen at passe på – andre end sig selv.”