Vi skal have flere til at interessere sig for os

Jeg tænker en del på min tid som studerende på lærerseminariet i Jelling for tiden. Fordi den såkaldte Tranæs-rapport er landet. Rapporten indeholder 19 anbefalinger til, hvordan man kan bremse den såkaldt ”eksplosive vækst” i udgifterne til det specialiserede område.

Man kan sige meget om udvalget og lige så meget om rapporten. Jeg kalder det et bestillingsarbejde fra regeringen. Der sad nemlig ingen fra handicapområdet i udvalget, der har lavet rapporten. Det består fortrinsvis af en flok økonomi-eksperter støttet af KL.

I korte træk konkluderer rapporten, at den nemmeste måde at reducere udgifterne på, er at give kommunerne lov til at begrunde afslag med økonomi. Så, hvis det bliver til lov, kan jeg ikke fremadrettet klage over afslag på bil, personlig hjælp eller nødvendige hjælpemidler, hvis kommunen blot har meddelt, at det er der ikke råd til.

Tænk engang, hvis man gjorde det samme på andre velfærdsområder: ”Desværre, i denne kommune kan du ikke få børnepenge, for det er der ikke råd til”. Sikke et ramaskrig, der ville blive.

De kritiske spørgsmål

Der er ingen, der stiller kritiske spørgsmål til rapporten eller dens præmis. For eksempel er udgiftsstigningen på socialområdet på under 1 mia. om året, og samtidig har regeringen varslet en skattereform på 10 mia. årligt fra 2026. Men dét betegnes sjovt nok ikke som ”eksplosivt”. Det betegnes heller ikke som ”eksplosivt”, at regeringen helt akut vil kaste 50 mia. efter forsvaret, altså oven i de 155 mia., der allerede ER afsat med forsvarsforliget. Næ nej. Det er ikke ”eksplosivt”.

Der er heller ingen, der stiller spørgsmål ved, at regeringen i årevis ikke har kompenseret kommunerne for det demografiske træk på handicapområdet, som man har gjort det på ældreområdet. Altså givet flere penge til et område, hvor målgruppen bliver større, fordi vi lever længere.

Den tavse katastrofe

Jeg tøver ikke med at kalde det en katastrofe for mig og for alle de andre med funktionsnedsættelser, der er borgere i det her såkaldte velfærdssamfund, hvis socialpolitikken fremover følger udvalgets anbefalinger. Og det skal vi naturligvis bekæmpe med alt, hvad vi har. Men det er hverken Tranæs-udvalget, rapporten, eller de dystre fremtidsudsigter den varsler, der bekymrer mig mest. Langt værre er det at måtte konstatere, at der uden for handicap-kredse stort set ikke er nogen, der har opdaget det. Den dag rapportens konklusioner blev fremlagt, var temaet på både DR og TV2, at Mikkel Hansen havde varslet stop for en i øvrigt glorværdig håndboldkarriere. Så blev det godt nok nævnt i aftenens nyhedsudsendelse, men igen var hele udgangspunktet ”den eksplosive stigning i udgifterne”.

Ikke én eneste journalist har indtil nu interesseret sig for at dykke ned i, om den præmis nu også holder vand. Ikke én eneste journalist har spurgt ministeren, hvorfor der dog ikke sidder nogen fra handicapområdet i Tranæs-udvalget?

Hvem siger nej for os?

Men jeg mangler altså den der klassekammerat der rejser sig op og siger ”fandeme nej” på mine og vores vegne. Om de så gør det i stemmeboksen ved næste valg, eller om de gør det ved at støtte op om den planlagte demonstration på Christiansborg Slotsplads d. 22. maj.

Skulle jeg pege på den største handicappolitiske udfordring i nyere tid er det denne: Vi er nødt til at få vores klassekammerater med, ellers bliver vi alle sammen reduceret til skyggemennesker. Vi er nødt til at få flere til at stille spørgsmål, reagere, og i det hele taget spørge sig selv, hvad det er for et samfund, de ønsker sig. Vi er nødt til at få pressen til at grave dybere, og i øvrigt også få forklaret de jævne danskere, at det her i den grad kommer til at ramme dem også, for resultatet vil uvægerligt blive, at hvis staten bryder samfundskontrakten og holder op med at støtte op om mennesker med handicap, så er der kun de pårørende tilbage til at sørge for, at vi kommer ud, kommer på toilet, kommer på sygehuset og til fysioterapi, eller bare får mad hver dag.

Allerede nu ekskluderes vi fra studier, job og deltagelse i samfundslivet, fordi der skæres på bevilling af handicapbil, personlig hjælp og på ledsagelse. Allerede nu kender jeg til konkrete eksempler på mennesker med handicap, som vælger livet fra, ikke fordi de fejler noget, man som sådan dør af, men fordi kampen bliver for hård eller livet for ensomt. Allerede nu ser vi talrige eksempler på unge mennesker, som sidder derhjemme fordi de ikke får hjælp til at komme ud af huset, og derfor ikke kan deltage i det berømte samfundsliv. De er gledet ind i skyggerne.

Skyggemennesker som ingen savner.

Hvem siger ”fandeme nej” for dem? Gør du?

Eva Christensen
Socialpolitisk konsulent og klummeskribent