For Thorbjørn Krarup har det altid været en drøm at blive professionel fodboldspiller. Den drøm skal han for alvor udleve nu, da han er blevet udlånt til den engelske Powerchair Football klub Greenbank PFC.
At blive professionel fodboldspiller er en drøm, som mange nok har haft fra en ung alder, hvis de interesserer sig for fodbold – inklusiv mig selv. At spille med de bedste spillere i den mest konkurrencedygtige liga har altid været min største drøm, og at få muligheden nu er ubeskriveligt stort.
Fra slutningen af marts til starten af juni skal jeg repræsentere Greenbank PFC, og det føles som en milepæl. Men det er ikke en milepæl, der er kommet ud af det blå – den er skabt gennem hårdt arbejde, prioritering og en masse op- og nedture.
En så stor omvæltning har dog langt fra været nem. Økonomisk hjælp, BPA-ordning og omfattende planlægning har fyldt meget for at få det hele til at gå op i en højere enhed.
Nogle ville måske have opgivet deres drøm på grund af de mange udfordringer, der kan følge med, når man har et handicap. Derfor er det vigtigt at have evnen til at se muligheder frem for begrænsninger, når sådanne chancer opstår – for man ved aldrig, om muligheden byder sig igen.
Når jeg sidder her og skriver dette blogindlæg, kan jeg mærke en vis melankoli. Jeg er nemlig kun den anden spiller internationalt, der har fået muligheden for at spille i den engelske liga. Det er jeg selvfølgelig enormt stolt af, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der ligger andre årsager bag.
Hvor mange har haft drømme, der aldrig er blevet realiseret – ikke på grund af deres handicap, men på grund af manglende ressourcer som en konsekvens af deres handicap? Det er en trist tanke, men også en vigtig problemstilling, der kan og bør ændres.
Et godt eksempel er i England, hvor FA (The Football Association) har valgt at støtte Powerchair Football og anerkende det som en elitesport. Det betyder, at de engelske landsholdsspillere modtager et honorar for hver slutrunde, de deltager i. Derudover bliver alle udgifter til træninger og slutrunder dækket.
Denne støtte har ikke blot skabt en større respekt omkring sporten i England, men har også ført til en markant vækst i antallet af aktive spillere, fordi sporten er blevet gjort attraktiv. Til sammenligning har jeg selv brugt omkring 40.000 kr. på rejser i forbindelse med min sport over de sidste 10 år.
Jeg håber, at DBU en dag vil følge i Englands fodspor, så folk som mig kan få mulighed for at udleve deres drømme. Sport ændrer liv. Siden jeg startede med at dyrke sport som 6-årig, har jeg fået utallige bekendtskaber, oplevelser og erfaringer, der har været med til at forme mig som menneske.
Jeg har mødt kærlighed, fået venner for livet og mødt mennesker af alle slags. Jeg har været tæt på at give op, været i syvende himmel – og alt derimellem. Sport er uvurderligt, så hvis du har et barn – med eller uden handicap – så send dem afsted til noget sport.
De vil takke dig for det!
Del din mening
Eller login med din email
Relateret indhold
Vi er ikke herre over, hvad der sker med os, men vi er herre over, hvad vi gør med det
Globetrotter på hjul: “For mig er det jo sådan, man rejser”
De troede bare, jeg var luddoven: Smil nu for fanden og tag dig sammen!
Janne Sander: Kommuneangsten kommer snigende…
Mangfoldighed på arbejdsmarkedet: For meget snak, for lidt handling
Helene Bagge Grimstrup: Jeg gemte min krop væk
Antonietts afskedsbrev til sin krop: ”Vi havde store planer, os to”
Johan Lauritsen: Jeg ville være normal
Janne Sander: Bogen fremtvinger tanker om, hvad man selv vil, kan og ikke mindst tør
Anders er verdens bedste: Nu kæmper han for at sætte sin sport på verdenskortet
Preben Steen: To måneder på den nye medicin
Antonietts digt om kommuneangst: ”Det føles som en krig, som kan forsætte uendeligt”
baggrundsartikels
blogs
debats
fjernsyns
fotoreportages
interviews
leders
lyds
nyheds
oplaeste-artiklers
podcasts
politiks
portraets
qas
smaa-samtalers
storys
videos
posts
Ingen resultater