Ny bog: mødet med kommunen er præget af stærk mistro fra begge parter

I sin nye bog Systemstress viser forfatter Karin Nissen, hvordan det system, som egentlig burde hjælpe, i stedet skaber stress for dem, systemet var skabt for.

I-gostudiet-rotated-aspect-ratio-1917-1263

Foto: Privatfoto

100%
Af Frederik Løkkegaard
16. maj 2024
Læsetid 3 min.
0

”Kommuneangst”, ”postkasse-PTSD” eller bare ”Systemstress”. Uanset hvilket ord, man vælger at sætte på, så tærer kontakten med systemet på kræfterne hos de borgere, der er afhængige af det.
Karin Nissens nye bog ”Systemstress” handler om mødet mellem borgere og systemet. 

Karin B. Nissen har arbejdet i mange år som socialrådgiver i det offentlige men er i dag selvstændig, hvor hun blandt andet vejleder og støtter borgere i deres kontakt med systemet. 

Hun peger på et system med mistro og manglende viden fra myndighederne om konkrete situationer som en årsag. 

”Generelt er det en proces, der er præget af stærk mistro fra begge parter. Sagsbehandlinger er skruet sammen, så det er borgeren, der skal dokumentere og bevise, at de faktisk har brug for hjælp,” fortæller hun. 

Det ender altså i en kamp mellem to fronter i stedet for et samarbejde. 

“Jeg får hjertebanken” 

Antoniett Vebel Pharao har muskelsvinddiagnosen limb-girdle og oplever selv ”systemstressen” hver gang, der tikker en notifikation ind på mobilen om ny digital post fra det offentlige. 

”Jeg får hjertebanken, hver gang jeg ser, at der er kommet noget i min e-Boks. Jeg tænker altid, hvad de nu vil tage fra mig. Jeg er jo den, der har alt at miste, og det føles ikke som om, at de tror på, at jeg faktisk har brug for hjælp.” siger Antoniett. 

Hun har gennem de sidste to år – på ny – skulle dokumentere hendes daglige liv i ned i mindste detalje for at bevise, at hun stadig har brug for den hjælp, der gør, at hun kan leve et værdigt liv.

“Med min diagnose bliver mine symptomer jo ikke bedre. Det er som om, at de slet ikke har sat sig ind i min sag. Jeg har jo haft hjælperordning, siden jeg var var 18 år.” 

Antoniette - Systemstress

”Det er jo et samarbejde”

I sin bog opstiller Karin B. Nissen mødet mellem borger og system som et samarbejde, fremfor den kamp det ofte ender i. Hun mener, at begge parter har et ansvar i at lave om på den måde, sagsbehandlinger foregår i dag – dog med stærk vægt på, at systemet bærer den tunge del. 

”Generelt er sagsbehandlinger en lang og kompleks proces med lange ventetider i alle led. Det gælder både fra, at sagen startes op, til at den faktisk bliver behandlet – og alle led derimellem.” siger Karin B. Nissen. 

Netop kompleksiteten er en af de ting, som kan gøre processen lang og besværlig, mener forsker og kommunalekspert Roger Buch. 

”Mange af de borgere, der ønsker hjælp, sidder jo i en unik position, der kræver unik behandling. Og selvom ventetiderne kunne være kortere, kræver det også en forståelse fra borgerne i, at de fleste sagsbehandlere arbejder så effektivt, de kan, indenfor de rammer, der er.” 

Gode råd behøver ikke at være dyre

I sin bog forsøger Karin B. Nissen at komme med sine bedste råd til, hvordan begge parterne hver især kan være med til at forbedre samarbejdet.

 

 

Gode råd til borgerne:

  • Hav en bisidder med til møderne, der har faglig kompetence til at hjælpe med forståelsen.
    De fleste borgere vælger at have en bisidder med, der udelukkende har en støttende funktion.
  • Betragt sagsbehandlingen som et arbejde.
    Altså, definer den tid, man må bruge på det om dagen samt skabe en fast struktur.
    Man skal lære at give slip på det, så det ikke fylder alle ens vågne timer.

Gode råd til systemet:

  • Ventetiderne skal skæres ned gennem en omstrukturering af processen.
    Sagerne skal behandles, når de er klar.
  • Sagsbehandlerne skal uddannes mere i empati og menneskeforståelse.
    De skal møde mennesket og ikke sagsnummeret.
  • Lovmæssigt har borgeren i disse typer sager ret til skærpet vejledning.
    Det undgås ofte pga. manglende tid.

Del din mening

Skriv et svar

Ingen resultater