Statsassisteret selvmord er et samfund, der giver op

De anbefalinger, som regeringens udvalg ‘Udvalget for en mere værdig død’ har arbejdet på i mere end et år, er i dag offentliggjort på Idenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside. Et flertal i udvalget foreslår to forskellige modeller til aktiv dødshjælp i Danmark. Eller sagt mere præcist: statsassisteret selvmord. Det er det, vi reelt taler om. Det er det, jeg kalder det. For det er i  min optik et bud på, hvilke mennesker Danmark bør assistere med at tage livet af sig selv.

Jeg er med på, at det lyder voldsomt, men det er alvorligt, og den proces, der har ført frem til denne rapport, har for mig at se kun gjort ondt værre. Den startede med, at statsministeren på Folkemødet i 2023 fremsagde sit personlige ønske om at indføre statsassisteret selvmord i Danmark.

Efterfølgende blev der nedsat et udvalg, som tilsyneladende ikke fik til opgave at diskutere, om statsassisteret selvmord skulle indføres – men snarere, hvordan det kunne ske. Flere medlemmer har i hvert fald forladt udvalget undervejs, fordi de oplevede, at det var skævvredet fra start.

Et svært, men afgørende spørgsmål

Og her står vi så med et oplæg til noget, der i sidste handler om livets store spørgsmål. Og lad det være sagt med det samme, det her er hamrende svært, følsomt og personligt. Jeg har selv været i tvivl om min egen holdning for år tilbage.

Da jeg første gang hørte om statsassisteret selvmord, tænkte jeg også, at det lød rigtigt, at et menneske i en svær situation selv burde kunne bestemme, hvornår livet skulle slutte. Hvad skulle være forkert ved det? Det er vel et spørgsmål om selvbestemmelse og frihed?

Som formand for Muskelsvindfonden ved jeg jo også netop, hvordan diagnoser kan være alvorlige og livsforandrende. Jeg ved, at der kan være tidspunkter, hvor livet føles tungt. Især for mennesker med eksempelvis meget progredierende sygdomme som ALS, hvor hele livet bliver vendt på hovedet.

Men jeg er også nødt til at være helt ærlig. Desto mere jeg har lært om statsassisteret selvmord, desto mere er min tvivl forsvundet. I dag er jeg ikke længere i tvivl: Det er en farlig vej at gå. Det står jeg ved, og det står Muskelsvindfonden grundlæggende ved, eftersom vi har diskuteret det grundigt af flere gange.

Er nogle liv mere værdige end andre?

Som handicaporganisation vil vi ikke være passive i debatten. Statsassisteret selvmord er et komplekst spørgsmål, som berører grundlæggende menneskerettigheder, etik og individuel frihed. Men det er i sidste ende også et handicappolitisk spørgsmål. Det handler om hvorvidt, at nogle liv er mere værdige end andre, og det risikerer at skygge for, hvordan vi som samfund understøtter den værdighed, vi alle er født med.

Når selvbestemmelse bliver til medbestemmelse

Men derfor skal man stadig selv kunne bestemme, tænker de fleste. Og jeg forstår tankegangen. Det lyder rigtigt, men i praksis er det aldrig et helt frit valg. For hvem definerer, hvornår et liv ikke længere er værdigt? Det sker oppefra.

Den tidligere formand for Etisk Råd, Ole Hartling, har sagt det skarpt: “Regeringen taler om retten til selvvalgt livsafslutning, men det er noget af en selvmodsigelse, for andre skal jo vælge, om selvvalgt også er velvalgt.”

At føle sig som en byrde

Og hvordan sikrer vi, at mennesker med handicap eller alvorlig sygdom ikke påvirkes til at vælge døden, hvis de bliver givet muligheden? Ikke fordi de ønsker det, men fordi det sætter gang i nogle mekanismer og et pres udefra, der får dem til at føle sig forkerte eller føle sig som en byrde.

I min verden risikerer vi at vende en grundlæggende præmis på hovedet. I stedet for, at vi som samfund arbejder for at sikre de bedst mulige livsvilkår for alle, kan vi med indførelsen af statsassisteret selvmord ende i en situation, hvor mennesker skal argumentere for, hvorfor de vælger livet til og ikke det modsatte. Det må aldrig ske, hvis du spørger mig.

Bedre palliativ behandling er løsningen

Men bare fordi, at jeg er imod statsassisteret selvmord, betyder det ikke, at jeg ikke anerkender, at mennesker i livets sidste kan have store lidelser, eller at livet for nogen kan føles ulideligt.

Løsningen er bare ikke, at vi mangler en lov om statsassisteret selvmord. Løsningen er, at vi sikrer mennesker adgang til god palliativ behandling eller støtte, når livet gør ondt. Hjælp, hospice, psykologindsats. Lindrende behandling – det er dér, vi bør sætte ind.

Aktiv livshjælp frem for døden

I Muskelsvindfonden har vi en tydelig politisk linje: Vi går ind for aktiv livshjælp – ikke statsassisteret selvmord. Vi ønsker at skabe de bedste rammer for, at mennesker kan leve et værdigt liv, uanset deres situation. Det er på kanten af livet, og når alt ramler, at døden bliver aktuel.

Vi må aldrig komme dertil, hvor nogen vælger døden, fordi samfundet svigter i livets sværeste faser. Statsassisteret selvmord er mine øjne et samfund, der giver op.

Simon Toftgaard Jespersen
Formand for Muskelsvindfonden