Sporten der tilpasser sig mennesket – og ikke omvendt
På et bestemt øjeblik får Muskelsvindfondens formand, Simon Toftgaard Jespersen, for alvor bekræftet, hvor specielt, vigtigt og unikt de Paralympiske Lege er.
På et bestemt øjeblik får Muskelsvindfondens formand, Simon Toftgaard Jespersen, for alvor bekræftet, hvor specielt, vigtigt og unikt de Paralympiske Lege er.
Den olympiske ild er nu slukket i Paris for denne gang, og vi ser tilbage på en fantastisk sommer fyldt med store øjeblikke. En af de mest mindeværdige oplevelser for os i Muskelsvindfonden var vores tur til de Paralympiske Lege i Paris, hvor vi var med til at støtte op om parasporten og de danske atleter.
Parasport er afgørende for inklusion og synlighed. Det giver mennesker med handicap mulighed for at deltage i eliteidræt og vise verden, at sport på højeste niveau er for alle.
Selvom de færreste måske har et nært forhold til parasport endnu, så er det en verden fyldt med action, spænding og dybt inspirerende præstationer. De mange forskellige discipliner viser, at sport på topniveau kan udøves af alle – uanset udfordringer.
Noget af det mest fascinerende ved parasporten er, hvordan sportsgrenene er blevet gentænkt for at gøre dem tilgængelige for alle. I stedet for at lade mennesket tilpasse sig sporten, er det sporten, der tilpasser sig mennesket. Teknologi, kreativitet og viljestyrke smelter sammen og giver nyt liv til klassiske discipliner. Parasporten viser os, at alt er muligt, og at ingen skal udelukkes fra at dyrke idræt på højeste niveau.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor fantastisk det ville være, hvis vi tog den tilgang til os i alle aspekter af livet – en verden, hvor vi skaber muligheder ved at gentænke rammerne. I parasporten har vi allerede set, hvor succesfuldt det kan være, når vi skaber plads til alle.
Lad mig tage jer med til ét af de øjeblikke, der gjorde størst indtryk på mig. Vi sidder på Stade de France, og stemningen er elektrisk. På banen kører atleterne rundt i deres specialdesignede kørestole på den 400 meter lange løbebane. De bruger deres arme til at drive stolene frem i en hast, der får stadion til at koge. Publikum klapper og hujer, og pludselig – verdensrekord! Festen er i gang, og energien er smittende.
Men så sker der noget særligt. Fra den ene ende af banen til den anden går vi fra fest til fuldstændig stilhed. Alle på stadion bliver stille – så stille, at man kunne høre en knappenål falde. Hvorfor? Fordi en blind atlet er ved at gøre sig klar til sit længdespring. Træneren står klar nede ved springzonen og guider atleten med små lyde, som sikrer, at han rammer springet i den rigtige retning. Det er et øjeblik af total koncentration, respekt og fællesskab. Alle på stadion forstår, at der her kræves noget særligt. Vi bliver en del af atletens fokus – et fælles åndedrag i respekt for den præstation, vi skal til at overvære.
Den oplevelse viser mig, at parasporten rummer noget helt unikt. Den er både fest og alvor, inklusion og fællesskab. Det var noget af det smukkeste at opleve – at der både er plads til højlydte, heppende fans og til den ro og fordybelse, som nogle atleter har brug for for at præstere på topniveau.
Det samme gælder den respekt, der var om åbningsceremonien i Paris’ centrum, hvor atleterne kørte ned ad de store gader og blev hyldet som de superstjerner, de er. Mangfoldigheden var i højsædet – folk i alle former, størrelser og med forskellige evner, men alle med et fælles mål om at vise verden, at grænser er til for at blive sprængt.
Jeg er stolt af, at vi i Muskelsvindfonden kunne være til stede og bidrage til at fejre parasporten. Det var en ære at være med til at skabe en danskerfest sammen med Bevica Fonden og Egmont Højskolen, hvor vi satte fokus på at hylde parasporten og tiltrække mediernes interesse herhjemme. Og det er faktisk noget af det fedeste, jeg har oplevet i år – at se, hvordan danske medier og særligt deres sportsredaktioner for alvor har dækket parasporten seriøst. For i min verden er sport sport – også når det er parasport.
Simon Toftgaard Jespersen
Formand for Muskelsvindfonden
Del din mening
Eller login med din email
Relateret indhold
Det kunne have været mig til De Paralympiske Lege
Formanden: de Paralympiske Lege styrker repræsentationen i sport
Som én af de heldige i systemet: Derfor talte jeg i Genstart om FN’s kritik af Danmark
Min pause fra reels – og hvorfor du også skulle prøve det
Hører du også, hvad du selv mener?
Fra fodbolddreng til familiefar
Sundhed er mere end vores krop og formåen
At miste funktioner er en del af vores fællesskab
Grøn betyder mere end økonomi – den tilfører os kant
Min sommer er Grøn
Muskelsvindfonden har også noget at tilbyde ’det tavse flertal’
Et barn af Muskelsvindfonden
baggrundsartikels
blogs
debats
fjernsyns
fotoreportages
interviews
leders
nyheds
podcasts
politiks
portraets
qas
smaas
smaa-samtalers
storys
videos
posts
Ingen resultater