PÆRFEKT

Forsker: Sådan påvirker medierne vores syn på den ideelle krop

Hvorfor jagter vi stadig det 'perfekte' udseende? Vi har talt med professor Karen Hvidtfeldt om, hvorfor presset består, når kropsidealerne skifter.

Karennyt-aspect-ratio-1917-1263

Foto: Søren Svendsen

100%
Skrevet af Louise Christensen
17. februar 2025
Læsetid 3 min.
0

Under temaet ‘Pærfekt’ sætter vi fokus på kropsidealer og perfekthedskultur i en række artikler og podcast på Pærspektiv. Derfor har vi talt med professor Karen Hvidtfeldt, som forsker i køn, kultur og kulturpolitik på Syddansk Universitet om hvilke kropsidealer, der er fremtrædende i dag, og hvordan medier påvirker vores syn på “den ideelle krop”.

 

1

Hvad er de mest fremtrædende kropsidealer i dag?

Kropsidealer er både konstante og i forandring. Gennem rigtig mange år har det været idealiseret at se så ung ud som muligt, og den slanke krop har også gennem mange år været et konstant ideal i vores del af verden.

I dag er sundhed et fremtrædende kropsideal. Dog er der flere paradokser i forholdet mellem sundhed og skønhed. Det sunde look indebærer at se ung og frisk ud – og være slank, fit og stærk. Det skal helst se naturligt ud, men samtidig er det idealer, der er dyre, tidskrævende og i nogle tilfælde ligefrem kræver sundhedsskadelige behandlinger at opnå.

 

2

Hvordan påvirker tv og film vores syn på, hvordan den ”ideelle” krop ser ud?

Kropsidealer er stærkt påvirket af modeindustrien, populærkultur, tv, film og sociale medier. Medierne præsenterer ofte en ensidig og idealiseret version af kroppen, som mange forsøger at leve op til. For eksempel ser vi ofte skuespillere og modeller med perfekt hud, veltrænede kroppe og symmetriske ansigtstræk, hvilket kan få de fleste mennesker til at føle sig utilstrækkelige.

Men der er også en stigende opmærksomhed på diversitet i medierne. For eksempel inkluderer flere film og serier nu midaldrende kvinder i afgørende roller, og seniordatingprogrammer er blevet populære. Dette skift hjælper med at udfordre de traditionelle skønhedsstandarder og fremme en mere inkluderende opfattelse af skønhed.

Ny undersøgelse: Så meget betyder udseende for unges trivsel

  • Halvdelen af unge mellem 15-18 år mener, at udseendet spiller en stor rolle for at blive accepteret i skolen.
  • 1 ud af 3 unge mellem 15-18 år har oplevet, at nogen i skolen er blevet holdt udenfor på grund af deres krop eller udseende.
  • 28 % af pigerne er utilfredse med deres krop. Det samme gælder 11 % af drengene.
  • 2/3 af pigerne og 1/3 af drengene mellem 15-18 år har undgået at deltage i mindst én social aktivitet i løbet af det sidste halve år pga. negative tanker om deres egen krop.

Kilde: Undersøgelsen er foretaget af Voxmeter for Sex & Samfund i perioden fra den 9. oktober til den 4. november 2024.

3

Hvilken rolle spiller sociale medier i både at styrke og udfordre kropsidealer, især blandt unge?

Sociale medier både styrker og udfordrer kropsidealer. På den ene side bidrager de til at fastholde snævre idealer ved at fremhæve bestemte kropsformer. Når influencers og internationale kendisser deler billeder af sig selv, er det med til at skabe mode og nye trends f.eks. indenfor ansigtsformer og kropsmodifikationer og kan skabe et pres for at leve op til disse idealer. Sociale medier bruges også som markedsføringsplatforme for kommercielle skønhedsklinikker, der reklamerer for behandlinger og produkter, ofte med suggestive før- og efterbilleder.

Sociale medier fremmer også mangfoldighed og kropspositivisme ved at synliggøre forskellige kropstyper. De fungerer som støtteplatforme og fællesskaber, hvor folk deler deres forsøg på at opnå større selvaccept. Det bidrager til at udfordre traditionelle skønhedsstandarder og fremme accept af forskellige kropstyper.

 

4

Hvordan ser du kropsidealer i relation til køn? Er der forskelle?

Der er forskelle i kropsidealer baseret på køn – men også ligheder. For mænd er der typisk større fokus på muskler og styrke. Idealet er en veltrænet krop med brede skuldre, store muskler og en lav fedtprocent. For kvinder er idealerne i højere grad centreret omkring slankhed og ungdommelighed, men idealerne om at se sund ud og være i god form gælder også for kvinder, herunder f.eks en slank talje, flad mave og tonede ben er ofte ønsket.

Traditionelt har maskulinitet været forbundet med en afslappet tilgang til udseende, men i dag er det at være velplejet også en del af det maskuline kropsideal. Behandlinger og prioriteringer, der tidligere blev opfattet som feminine og forfængelige, appellerer nu i højere grad også til mænd.

 

5

Vi har i de senere år set en voksende kropspositivisme-bevægelse. Vil den fortsat vokse? 

Det er sandsynligt, at kropspositivisme vil fortsætte med at sprede sig, idet der er stor opmærksomhed på mediernes bastante påvirkning og stadig flere mennesker søger at acceptere og anerkende deres kroppe, som den er. Det gælder også kroppe med handicap eller kroppe, der ikke er slanke, selvom man taler om, at udbredelsen af vægttabsmedicin fører til, at vægtidealer igen er blevet snævret ind.

Kropspositivisme kan også have den utilsigtede bivirkning, at det bliver sværere at diskutere det pres, som kropsidealer fortsat udgør. Desuden kritiseres kropspositivisme for at være overfladisk ved kun at fokusere på udseende og for at underkende de udfordringer som personer med handicap eller alvorlige helbredsproblemer kan stå overfor.

Hvorfor ‘Pærfekt’?

Under temaet ‘Pærfekt’ sætter vi fokus på kropsidealer og perfekthedskultur i en række artikler og podcast på Pærspektiv.

Det gør vi for at starte en samtale om, at fejl, deller og rynker er en vigtig del af livet.

Vil du vide mere om Muskelsvindfondens koncept ‘Pærfekt’? Besøg deres hjemmeside her.

Er vi perfekte Quiz

Hvilken faktor har i de senere år haft en betydelig indflydelse på unges opfattelse af kropsidealer?
Hvor lang tid bruger unge mellem 15 – 29 år i gennemsnit om dagen på sociale medier?
Hvilket køn rapporterer oftest utilfredshed med deres egen krop ifølge undersøgelser?
Hvordan har kropsidealer ændret sig gennem historien?
Hvilken konsekvens kan perfekthedskulturen have for unges mentale sundhed?

Del din mening

Skriv et svar

Ingen resultater