Thorkild Olesen: “Noget af det første, man kan tage fat på, er kommunelotteriet”

Thorkild Olesen er formand i paraplyorganisationen Danske Handicaporganisationer, som i samarbejde med medlemsorganisationerne stod bag en omfattende rapport til FN’s handicapkomité forud for den danske eksamen hos komitéen. 

1

FN’s handicapkomité kritiserer, at mennesker med handicap i Danmark lever 15-20 år mindre end den gennemsnitlige dansker – hvorfor tror du, det er sådan? 

Der er en stor ulighed i tilgængeligheden ift. de konkrete ydelser, men selve handicappet kan også skjule for det, man i virkeligheden fejler. Man ser kun selve handicappet i sundhedssystemet og ikke altid den reelle lidelse. Jeg kan nævne et eksempel med en mand, der led af en depression. Han døjede i mange år med mavesmerter, men lægerne sagde, at det skyldtes hans psykiske lidelse. Det viste sig at være kræft i maven, som han døde af.

2

Hvad bør være det første, man gør?

Jeg synes, der er nogle lavthængende frugter, som Folketinget og kommunerne kan gribe fat i. Noget af det første, man kan tage fat på, er kommunelotteriet, som handler om, at der er en stor forskelsbehandling af borgerne i de forskellige kommuner.

Med det mener jeg, at vi ofte oplever eksempler som dette: En borger, der bor i Solrød Kommune, som har BPA (en personlig hjælper-ordning), flytter fem minutters kørsel derfra til Greve, og får så at vide, at hun ikke har brug for en BPA. Bare fordi hun har flyttet kommune, starter hele lotteriet forfra, selvom hendes handicap ikke har ændret sig overhovedet.

3

Danmark får kritik for ikke at have igangsat en national handlingsplan – hvad skal være hovedelementerne i sådan en handlingsplan? 

Når der står i handicapkonventionen, at man skal lave en handlingsplan, betyder det, at man skal afdække, hvilke barrierer, der er i samfundslivet i et land. Derefter skal man lave en plan for at rette op på barriererne. Hvordan vil man eksempelvis sikre, at togstationerne, byerne osv. er tilgængelige? En handlingsplan er ikke noget, vi kan gøre på to år, men så må vi have en finansiering og en plan, som rækker ud i fremtiden.