Naima Yasin kæmper for, at flere bruger deres stemme - ikke kun online, men i virkeligheden. Gennem sit job i SAGA og sin egen baggrund som flygtning forsøger hun at klæde unge på, så de kan deltage i samfundsdebatten. Du kan lytte til journalisten læse portrættet op.
Den 23. december. En dato, der har fulgt Naima Yasin hele livet. Ifølge hendes danske pas – og resten af hendes families pas – er det deres fødselsdag. Men det er også dagen, hvor hun og hendes familie ankom til Danmark, midt i en snedækket vinter. Uden papirer eller dokumentation blev hele familien registreret med samme fødselsdato.
Det er en fortælling, der på mange måder opsummerer den virkelighed, Naima er vokset op i. En virkelighed, hvor ens identitet kan blive fastsat af systemer, der ikke nødvendigvis ser individet. Hvor ens tilhørsforhold altid er til forhandling. Hvor retten til at tage plads aldrig er en selvfølge, men noget, der skal kæmpes for.
Da jeg møder Naima, kommer hun trækkende med sin cykel iført en farvestrålende, blomstret buksedragt. Hun smiler stort og giver et fast håndtryk. Der er en naturlig ro over hende – en selvsikkerhed, der ikke kommer af at råbe højest, men af en dyb bevidsthed om, hvem hun er, og hvorfor hun gør, hvad hun gør.
Naima var fire år, da hun kom til Danmark, og i de første år handlede det meget om at tilpasse sig. Lære sproget, forstå koderne, falde ind. Men uanset, hvor godt hun lærte reglerne, stod det hurtigt klart, at der var grænser for, hvor meget man kunne tilpasse sig, når ens udseende allerede markerede én som anderledes.
”Det, der har formet min aktivistiske side mest, er at være en sort kvinde i det her land. Jeg tror, at det er helt naturligt, når man kommer til et land, hvor man hele tiden bliver gjort bevidst om, hvor anderledes man er.”
Det var her, hendes aktivistiske bevidsthed begyndte at tage form. Ikke som et valg, men som en nødvendighed.
”Ligegyldigt hvor meget man forsøger at passe ind, vil der bare altid være en grænse for ens integration og assimilation, som hedder, at man ikke kan blive optaget i klubben ‘danskhed’.”
For Naima betyder det, at vokse op som sort kvinde i Danmark, at nogle døre var sværere at åbne. Hvordan bestemte forventninger og fordomme fulgte med. Og hvordan det at have en stemme ikke altid blev mødt med samme selvfølgelighed som for andre.
Nogle trækker sig fra kampen i afmagt og frustration – men i stedet for at trække sig tilbage, valgte Naima at tage ordet.
I dag leder Naima sekretariatet i ungdomsorganisationen SAGA, hvor hun arbejder for at styrke unges stemme i samfundsdebatten. Ikke ved at fortælle dem, hvad de skal mene, men ved at give dem værktøjerne til at forstå, hvordan systemet fungerer – og hvordan de kan bruge deres stemme til at påvirke det.
”Vi forsøger at give vores medlemmer en mulighed for at forstå politik, give dem en politisk dannelse – uden at skulle vælge side.”
For Naima er politik ikke kun noget, der foregår på Christiansborg. Politik er de valg, vi træffer hver eneste dag.
”Alle de valg, du træffer, er jo politiske. Hvilken mælk du køber. Hvor du bor. Hvor længe din uddannelse varer eller hvor du din ønskede uddannelse er placeret. Man skal bare være bevidst om, at enten er det et valg, du selv træffer, eller også er der nogen, der gør det for dig.”
Hvis man ikke forstår reglerne, er det umuligt at spille med – eller ændre spillet. Og for mange unge, særligt dem, der ikke er vokset op i hjem med politisk bevidsthed, kan samfundsdebatten føles som et lukket rum.
Naima arbejder for at åbne det.
Del dine holdninger, tvivl og usikkerheder med dine venner og familie. Spørg dem, hvem de lytter til, og hvordan de former deres synspunkter.
Find et fællesskab – uanset om det handler om dyrevelfærd, strikning eller fredsduer. Hvis det ikke findes lokalt, så findes det online.
Vær sårbar. Du vil fejle, og du vil være i tvivl, men så længe du kommer fra et omsorgsfuldt sted, er der nogen til at gribe dig.
Øv dig i at argumentere. Skriv emner ned, træk et tilfældigt og argumentér både for og imod. Undersøg, hvordan andre ser sagen – og lær af det.
Du behøver ikke lyde som vores statsminister for at deltage i debatten. Dit liv og dit perspektiv har værdi.
I en tid, hvor debatten i høj grad foregår på sociale medier, er Naima kritisk over for den tendens, hun kalder slacktivisme. En slags passiv aktivisme, hvor det at dele et opslag eller tweete en stærk holdning føles som en handling i sig selv – uden at der følger reel forandring med.
”Det udfordrende ved ’slacktivisme’ er, at når man har lavet sit post eller sit tweet på de sociale medier, så føler man, at man har gjort sit. Så går man videre med sine gøremål og følger ikke nødvendigvis op.”
For hende handler aktivisme om mere end likes og hashtags. Det handler om at mødes, organisere sig og tage kampen et skridt videre. Derfor værner hun om det fysiske fællesskab, som hun mener, er en af de største styrker ved den danske foreningstradition.
”Vi skal værne om vores foreningsliv i Danmark. At vi mødes fysisk om en fælles sag gør bare, at man føler større engagement og samhørighed. At man ikke er alene i kampen.”
‚Slacktivisme‛ er en sammentrækning af ordene ‚slacker‛ og aktivisme. Det en form for passiv aktivisme, hvor man viser støtte til en sag online – uden at handle i virkeligheden.
Det kan være at like, dele eller kommentere et opslag, men uden at tage konkret handling.
Slacktivisme kan skabe opmærksomhed, men fører sjældent til reel forandring.
Det giver ofte en falsk følelse af at have gjort nok uden at tage ansvar.
Ægte aktivisme kræver mere end et klik – det kræver handling, organisering og vedholdenhed.
I 2016 udgav Solange albummet A Seat At The Table, og for Naima var det et vendepunkt. Endelig var der en kunstner, der satte ord på de følelser, hun selv havde båret rundt på.
”En af sangene hedder You Got The Right To Be Mad, men hun er ikke vred. Men hun siger, at det er okay at være det.”
Sammen med Ingrid Baraka startede hun podcasten af samme navn. Ikke for at råbe højt, men for at skabe et rum, hvor sorte kvinder og andre minoriteter kunne dele deres oplevelser, refleksioner og frustrationer.
Det er et frirum. Et sted, hvor samtalen får lov at tage sin tid. Hvor det ikke handler om at forsvare sin eksistens, men om at dele perspektiver og erfaringer uden at blive afbrudt.
”Et af de afsnit, der har sat sig mest i mig, er et afsnit med Al Agami, hvor vi snakkede om statsborgerskab, og hvad det overhovedet betyder. En følelse af at være med i en klub, der ikke vil have dig.”
Naima Yasin er en stemme, der kræver sin plads. Ikke fordi hun nyder opmærksomheden, men fordi hun ved, at hvis hun ikke taler, vil andre definere hendes historie for hende.
”Lige meget hvor mange, der siger, at man ikke hører til eller er anderledes, husker jeg altid mig selv på, at jeg bor i et land, hvor jeg har ret til at have min mening. At min stemme har lige så meget værdi. Rettigheder som millioner af mennesker rundt i verden giver deres liv for.”
Den stemme har hun brugt, og hun har ikke tænkt sig at stoppe. Hverken i SAGA, i podcasten eller i de fællesskaber, hun fortsat insisterer på at skabe. For hun ved, at hvis man ikke selv tager ordet, vil der altid være nogen, der taler på ens vegne.
Ingen resultater
Notifikationer
Del din mening
Eller login med din email