Når ord gør ondt: Derfor kalder jeg hverken mig selv eller andre for “spasser”

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger og Pærspektiver.

Som barn kan jeg huske, at jeg en dag stod ude i skolegården på min folkeskole og havde et brag af et skænderi med en dreng.

Hvad skænderiet handlede om, har forlængst fortabt sig i glemslens tåge, men hvad jeg derimod aldrig er lykkes med at glemme, er at jeg på et tidspunkt råbte ”din spasser!” efter ham.

Jeg kan huske hans blik, og hvordan han ser ud i ansigtet, da han hånligt siger: ”… Ha, og det skulle komme fra dig!?” Understået: Jeg må forstås at være ”spasseren” af os to, da jeg lever med en spastisk lammelse. Spørgsmål- og udråbstegn var hørbart til stede i slutningen af hans replik, som blev hængende i luften et godt stykke tid efter.

Først da gik det op for mig, hvad det egentlig var, jeg sagde, og skammen brændte i mig, da jeg gik tilbage til klasseværelset. Jeg havde jo ”bare” ment, at jeg syntes, han opførte sig idiotisk, af den ene eller den anden grund. Hvorfor i alverden sagde jeg så ikke dét i stedet for?

Jeg var så skamfuld over at have råbt ”din spasser!” efter ham, at jeg aldrig sidenhen har kunnet tage ordet i min mund, hverken om mig selv eller om andre.

”Gå ordentligt, spasser!”

Når folk, der selv har et handicap, bruger ordet om sig selv, synes jeg man er med til at blåstemple, at det er ok, at alle andre også bruger ordet, som de selv vil. Det mener jeg er problematisk.

Ordets betydning trådte for første gang frem for mig den dag i skolegården som det, det er: nemlig en forhånelse af mennesker med handicap, som bruges synonymt med ’idiot’, fuldstændig efter forgodtbefindende.

Det er meget muligt, at folk ikke tænker over, hvor ordet egentlig oprinder fra, men det vil jeg så gerne opfordre til, at man starter med nu.

Lige siden den dag i skolegården, har ordet ligget akavet og helt forkert i min mund, og der går et fysisk gisp igennem mig, hver gang jeg hører andre bruge det i forskellige sammenhænge, hvad enten det er brugt om dem selv eller andre.

Det vækker simpelthen et konkret, kropsligt ubehag i mig, som jeg alt for ofte ikke siger fra overfor, af frygt for at ødelægge den gode stemning.

Når jeg hører nogen sige ”spasser”, kommer jeg et kort øjeblik tilbage til de gange, hvor jeg er gået hjem fra skole og en tilfældig – ofte i øvrigt en mand, må jeg bare anekdotisk konstatere – har rullet vinduet ned i sin bil, og bøvet råbt til mig: ”så gå sgu da ordentligt, spasser!”, når jeg er kommet haltende forbi med min skoletaske på ryggen. Og i øvrigt ingen verdens ting har gjort.

Det er opskriften på at ødelægge en ellers god dag for et barn.

”Sart sjæl” og ”krænkelsesparat”

Det er ufedt og usjovt at sige ”spasser”. Ordet gør ondt på rigtig mange, fordi de kan fortælle lignende historier som min fra deres liv.

Jeg mener, det bør være i orden at trække en streg i sandet og sige fra overfor det, uden samtidig blive beskyldt for at være en sart sjæl, krænkelsesparat og uden selvironi.

’Krænkelsesparat’ er i øvrigt et ganske slidt ord efterhånden, som vist mest bruges i kommentarspor på sociale medier for at provokere folk, man er uenig med, mens man så sidder og gnider sig frydefuldt i hænderne og venter i spænding på en stærk reaktion.

Man ser næsten for sig, hvordan folk går ud og laver popcorn, mens de venter på en respons.

Integritet og styrke

Jeg ønsker mig, at vi kommer derhen, hvor der er så tilpas mange nuancer, at man godt både kan have selvironi og humor, og hvor det samtidigt er muligt at trække en grænse og sige fra overfor nedladende og sårende ord som f.eks. ”spasser”.

Jeg forbinder det med integritet og styrke, snarere end med krænkelsesparathed og mangel på humor, at turde sige fra overfor hånlige og nedværdigende ord som ”spasser”.

De ord, vi bruger, betyder noget, og jeg synes, vi skylder hinanden at give ordene den eftertanke, de skal have.