Jeg ved fra egen erfaring, hvor meget det betyder at være en del af et fællesskab. Da jeg gik i folkeskole, blev der taget særlige hensyn til mig på grund af mit handicap – men ikke mere end det, man i fagsprog vil kalde rimelig tilpasning. Det var altså ikke sådan, at alting grundlæggende blev ændret på grund af mig. Vi fandt vores vej i de situationer og de udfordringer, der sommetider var.
Jeg overvejede da dengang, om jeg var en belastning, men den dag jeg forlod skolen, kom flere af de andre forældre hen og takkede mine forældre for, at jeg havde været en del af deres børns hverdag. De fortalte, hvordan det havde givet deres børn et dybere perspektiv på livet. På mennesker med handicap og det at være anderledes, men være med på lige fod. Det er præcis de perspektiver, vi mister, når vi som samfund vælger at sige nej til forskellighed.
Nu har jeg selv to børn, og det er i hvert fald ikke en skole med de værdier, jeg ønsker at sende dem til. For hvad lærer vi dem, hvis vi som samfund accepterer, at forskellighed er et problem, der er nemmest at undgå?
Del din mening
Eller login med din email
Relateret indhold
De smukke, unge mennesker med et handicap
13-årig dreng med muskelsvind blev afvist af privatskole
Intet menneske er en ø
Forfatter, Ditte Guldbrand: Tilgængelighedsmæssigt er Danmark et u-land
Ankestyrelsen har taget fejl: 12-årige Sander har også ret til at komme på ferie
Har vi endelig fået øjnene op for, hvordan vi som samfund bliver mere inkluderende?
“Vi lever i en verden, som ikke er skabt til os”
Jeg karakteriserer mig selv som et menneske – det tror jeg ikke, kommunen gør
Må man sige perker, spasser eller bøsse?
Hvem ser du?
Debat: Sproget påvirker vores syn på andre mennesker
Velkommen til Pærspektiv
baggrundsartikels
blogs
debats
fjernsyns
fotoreportages
interviews
leders
nyheds
podcasts
politiks
portraets
qas
smaas
smaa-samtalers
storys
videos
posts
Ingen resultater