SIMON SIGER

Når forskellighed bliver afvist – hvad er det, vi lærer vores børn?

Da Muskelsvindfondens formand, Simon Toftgaard Jespersen, forlod folkeskolen kom flere af de andre forældre hen og takkede hans forældre for, at han havde været en del af deres børns hverdag. Det havde givet børnene et dybere perspektiv på livet, fortalte de.

Simon Siger topbillede
100%
Af Simon Toftgaard Jespersen
02. december 2024
Læsetid 3 min.
0

Da flere af drengene i Tristans klasse beslutter sig for at tage videre på privatskole, bliver det uden Tristan. Ikke fordi han ikke vil med – tværtimod. Men fordi skolen afviser ham. Deres besked er kort: “Vi er ikke det rigtige tilbud for dig.” Ingen oprigtig dialog, ingen forsøg på at tilpasse rammerne. Bare en afvisning.

Sagen kunne være endt der, men takket være Institut for Menneskerettigheder blev den taget videre. Tristan vandt. Retten fastslog, at skolen havde diskrimineret ham på grund af hans handicap. Skolen har signaleret, at han måske alligevel kan få lov til at gå der og derved  åbnet en dør på klem. Men hvad har vi egentlig vundet, når han fra starten blev mødt med et nej?

Tristan og hans familie har i hvert fald mistet lysten til at være et sted, hvor man fra begyndelsen ikke var ønsket. Så sejren er mere juridisk og principiel, men det er også enormt vigtigt i sig selv. Det handler om det samfund, vi gerne vil være.

RDN07458-aspect-ratio-2000-1512

Simon Toftgaard Jespersen

  • Født og opvokset i Kolding, men bor i dag i Aarhus.
  • Uddannet cand.mag i medievidenskab på Aarhus Universitet.
  • Kæreste med Elisabeth og far til Alberte.
  • Har været konferencier på Grøn siden 2010.
  • Har være politisk engageret i Muskelsvindfonden siden 2010.
  • En af hans visioner for Muskelsvindfonden er at skabe større synlighed og gennemslagskraft for mennesker med handicap, der bidrager til at skabe de bedste vilkår for at leve det liv, den enkelte har lyst til.
  • Simon er aldrig bange for at bruge sig selv, sin humor eller et godt glimt i øjet til at nå ud over kanten med sine budskaber. Mangel på humor er det værste handicap, sagde hans forgænger Evald Krog altid.

Jeg ved fra egen erfaring, hvor meget det betyder at være en del af et fællesskab. Da jeg gik i folkeskole, blev der taget særlige hensyn til mig på grund af mit handicap – men ikke mere end det, man i fagsprog vil kalde rimelig tilpasning. Det var altså ikke sådan, at alting grundlæggende blev ændret på grund af mig. Vi fandt vores vej i de situationer og de udfordringer, der sommetider var.

Jeg overvejede da dengang, om jeg var en belastning, men den dag jeg forlod skolen, kom flere af de andre forældre hen og takkede mine forældre for, at jeg havde været en del af deres børns hverdag. De fortalte, hvordan det havde givet deres børn et dybere perspektiv på livet. På mennesker med handicap og det at være anderledes, men være med på lige fod. Det er præcis de perspektiver, vi mister, når vi som samfund vælger at sige nej til forskellighed.

Nu har jeg selv to børn, og det er i hvert fald ikke en skole med de værdier, jeg ønsker at sende dem til. For hvad lærer vi dem, hvis vi som samfund accepterer, at forskellighed er et problem, der er nemmest at undgå?

Jeg kan i teorien sagtens forstå, at en skolebestyrelse kan være bekymret over en elev med særlige behov. Det kan virke og være udfordrende. Utvivlsomt. Men i stedet for at se det som en belastning, burde de se det som en mulighed for vækst – både for skolen, for eleverne og for værdisættet. Det er her, vi kan gøre en forskel.

Det, vi lærer vores børn om forskellighed og inklusion, er med til at forme deres fremtid – og den verden, de skal leve i. Vi har brug for skoler, der tager ansvar, ser muligheder i forskellighed og som har mod til at tage dialogen om inklusion. Det giver ikke altid mening som i dette tilfælde. Men først når vi tager samtalen, da skaber vi et samfund, hvor der virkelig er plads til alle – og ikke mindst plads til forskelle.

Simon Toftgaard Jespersen
Formand for Muskelsvindfonden

Del din mening

Skriv et svar

Ingen resultater