Når “forenkling” betyder mere bureaukrati – en aftale, der rammer mennesker med handicap hårdt

Mens verden kigger mod USA og Trump-støj, har regeringen og dens aftaleparter netop vedtaget en ny aftale om merudgifter for mennesker med handicap. Regeringen og deres aftaleparter har slået på tromme for forenkling og mindre bureaukrati. I praksis betyder den nye aftale mere bureaukrati, mere mistillid og en stor risiko for, at færre får den hjælp, de har brug for. En gylden mulighed for at gøre en forskel er i mine øjne spildt.

Jeg vil konkret slå ned på tre aspekter i den nye aftale, jeg mere end ærgrer mig over.

Problemet bevares

For det første har vi i handicaporganisationerne råbt op om én afgørende ændring: Fjernelse af minimumsgrænsen. Er man omfattet af personkredsen for at blive kompenseret for ekstraudgifter, der skyldes handicap, skal det ikke være en kamp at få adgang til den. Det er nemlig her, at vi oplever de fleste og de største kampe, når kommunerne gør alt for at holde folk under beløbsgrænsen, så de ikke får nogen kompensation overhovedet. Den nye aftale sænker beløbsgrænsen en smule på voksenområdet og hæver det på børneområdet. Problemet er dermed bevaret.

Strammere krav rammer familier hårdt

For det andet strammer man kravene til dokumentation. Hvor borgerne tidligere blot skulle sandsynliggøre deres merudgifter op til et månedligt beløb på knap 2.900 kroner, skal de nu dokumentere hver en krone, hvis de overstiger 2.000 kroner om måneden. Den sænkelse betyder bunker af kvitteringer, administrative byrder og unødvendige kontrolmekanismer – både for borgerne og kommunerne. Tid, der kunne være brugt på at sikre ordentlig hjælp, skal nu bruges på papirarbejde.

Det rammer særligt forældre til børn med handicap, som hidtil har været fri for dette bureaukrati, og som oftest ligger over grænsen på de 2.000 kr. Familier, der i forvejen har en presset hverdag, skal nu dokumentere hver eneste ekstraudgift til deres barns handicap – i stedet for at bruge deres tid og kræfter på at få hverdagen til at hænge sammen.

Dokumentationskrav skaber flere barrierer

For det tredje, og måske værst af alt, er dog en ny regel, der kan få alvorlige konsekvenser: Hvis man vil kompenseres for en enkel stor merudgift – f.eks. en bilreparation – skubber det borgeren over i systemet med dokumentationskrav. Og det er ikke blot den enkelte ekstra udgift, der skal dokumenteres, men ALLE borgerens ekstraudgifter. Pludselig ændrer én udgift hele ens status, og det betyder mange flere borgere med øgede dokumentationskrav. Når tingene bliver mere besværlige eller svære, ser vi ofte, at mennesker undlader at søge. Det frygter jeg i denne sammenhæng.

Man må spørge sig selv: Er det her en uheldig bivirkning, eller er det en veltilrettelagt strategi? For hvad sker der, når systemet bliver så ugennemskueligt og bureaukratisk, at folk opgiver at søge den hjælp, de faktisk har ret til? Så falder udgifterne for kommunerne.

Regeringen taler varmt om at nedbringe bureaukratiet på handicapområdet. Men når de nu har haft en gylden mulighed for at gøre netop det – og i stedet vælger at gøre det modsatte – bliver man nødt til at kalde det, hvad det er: Et tilbageskridt. Et tilbageskridt for mennesker med handicap, for retssikkerheden og for et system, der burde handle om at støtte, ikke mistro.

Hvis man virkelig ønskede forenkling, kunne man have fjernet minimumsgrænsen, gjort støtten mere fleksibel og baseret systemet på tillid frem for mistillid. I stedet har vi fået en aftale, der gør livet sværere for dem, der i forvejen har nok at slås med.

Det er ikke godt nok.

Simon Toftgaard Jespersen
Formand Muskelsvindfonden