Jeg skal være lige så god som dem, eller bedre

De skal ikke kunne sige, – “ham der, han har mange sygemeldinger”

Rasmus er en dygtig tv-producer. Det kan man trygt konkludere, når man har set hans CV, og måske ligefrem en af de mange produktioner han står bag. Han har blandt andet, af flere omgange, produceret for det kendte satire-makkerpar, Esben Bjerre og Peter Falktoft. Alligevel er det for manden bag de mange skærme, et vilkår at skulle bevise sit faglige værd igen og igen.

Fra en tidlig alder har Rasmus nemlig følt et behov for at yde mere end sine kropskapable kolleger, hvilket har præget hans karriere og arbejdsliv:

– Jeg har nok fra starten af min karriere, været meget obs på aldrig at blive opfattet som ”ham den svagelige.” Jeg har også haft situationer, hvor jeg har tænkt, at jeg var småsyg – forkølet eller lidt i halsen – hvor jeg helt bevist ikke har meldt mig syg, fordi jeg ikke har ville bekræfte en fordom om, at en med handicap nok oftere har sygemeldinger.

Man kan aldrig vide

TV-branchen er notorisk for sin lukkethed; dem der er inde er inde og dem der ikke er inde, ja de må sejle deres egen sø. Og kombineret med få jobs og megen usikkerhed i korte ansættelser, så er Rasmus pinligt bevidst om, at hans handicap ikke nødvendigvis er hans eneste benspænd:

– Jeg ved jo udemærket godt, at jeg ikke kan konkludere at min diagnose har været min eneste hindring. Det er en lille branche, og der gives ikke ved dørene. Men jeg kan konkludere at det, især i starten, har været ualmindeligt svært, at få en fod indenfor. Jeg har også oplevet at sende et utal af ansøgninger afsted, uden så meget som at få et svar på dem. Så det er rigtigt, jeg kan ikke vide med sikkerhed at mit handicap har begrænset mine jobmuligheder, men den ligger der bare alligevel hele tiden; man kan aldrig vide.. det har den nok altid gjort.

Et offer for andres forlegenhed

Rasmus har i dag sit eget succesfulde produktionsselskab, We Are Wonder, men det har ikke været uden visse betænkeligheder at starte selv. Han kunne ofte fornemme, at folk var ubekvemme ved situationen, at hyre en producer med et fysisk handicap, hvilket gjorde udfordringerne endnu større.

For mange år siden blev Rasmus kontaktet af et bookingselskab for at lave en simpel livestream, noget han har gjort et utal af gange før. Da han ankom, fandt han ud af, at stedet kun var tilgængeligt via trapper, en problemstilling som han, ifølge ham selv, burde have være den der havde taget højde for.
Men selv om det var hans egen opgave at løse situationen, fandt arrangøren det tydeligt pinligt, at der ikke var taget højde for tilgængelighed, så Rasmus kunne komme op i det tænkte lokale med sin kørestol. Og selvom udfordringen ganske hurtigt løste sig, og livestream-opgaven forløb helt efter planen, efterlod oplevelsen Rasmus med en følelse af, at arrangørens forlegenhed blev den største hæmsko. Han blev ikke kontaktet til flere opgaver fra det pågældende sted, og det er en ærgerlig tendens ifølge Rasmus:

– Der er nogle gange den her følelse af berøringsangst, altså at andres forlegenhed ved ikke at leve op til en eller anden standard, de har i hovedet, for hvordan man er over for mennesker med handicap, ender med at være dét der gør, at man ikke får jobbet.

Foden indenfor

Selvom Rasmus til tider synes det kan være udmattende, at pace sig selv til overpræstation og egne høje standarder, er han nu et sted, hvor anstrengelserne har båret frugt:

I dag er Rasmus Dissing en kendt figur i branchen, og hans handicap ses ikke længere som en hindring, men snarere som en unik del af hans identitet. Særligt efter hans produktioner for  Peter Falktoft og Esben Bjerre, mærker han en respekt i branchen.

– Det er uden tvivl et fedt stempel at have på, siger Rasmus. – Man er en del af det univers.

Rasmus er uden tvivl en pioner, som den måske eneste med et handicap i TV-brancen, noget han håber vil ændre sig med tiden. Men nogen skal jo gå først.