Jeg er særlig – ikke unormal
Min dagligdag ville være lettere, hvis min krop var ”normal”, men det håber jeg alligevel aldrig, at den bliver, skriver Anette Lodahl Andersen
Min dagligdag ville være lettere, hvis min krop var ”normal”, men det håber jeg alligevel aldrig, at den bliver, skriver Anette Lodahl Andersen
For nogle år siden lærte jeg, at historisk set så er ordet ”normal” opstået af det latinske ord normālis, som benyttes til at beskrive, når noget er ’lavet efter en snedkerfirkant, der danner en ret vinkel’.
Jeg har aldrig været normal. Det er i det mindste min egen opfattelse. Hver gang jeg af den ene eller anden årsag skal definere mig selv ud fra normalitetsbegrebet, tænker jeg: ”Jeg er unormal”. Sådan har det været lige så langt tilbage i min barndom, jeg kan mindes. Dog har jeg i løbet af årene erstattet ordet ’unormal’ med ’særlig’. Særlig har en ordlyd, jeg bryder mig bedre om.
Jeg er særlig, fordi jeg lige præcis er mig
– Anette Lodahl Andersen
Hele min barndom og en stor del af mine teenageår ønskede jeg ikke noget højere end at være ”normal”. Jeg var af den overbevisning, at hvis blot jeg var ”normal” – altså ikke havde muskelsvind, det var nemlig min diagnosticerede krop, som jeg følte, gjorde mig unormal i forhold til andre – så ville alle mine problemer på magisk vis forsvinde.
Jeg er så privilegeret, at på gode dage og over for uvidende har jeg, hvad der karakteriseres som et usynligt handicap. Det muliggjorde, at jeg i længere perioder af min ungdom bevidst holdt min muskelsvindsdiagnose skjult for mine omgivelser i det omfang, det var muligt. Jeg havde ligesom en mulighed for at hoppe ind og ud af den her fantasi om a være ”normal”. På den måde følte jeg, at det var lettere at passe ind.
Heldigvis lærte jeg senere i livet, at folk rigtigt godt kan lide mit selskab, når jeg slapper af og er mit særlige selv. Og at min til tider uregerlige krop kun er en brøkdel af grunden til, at jeg føler mig særlig.
Jeg er særlig, fordi jeg er lige præcis mig. Lige præcis jeg er kun til, fordi en lang, lang række af begivenheder, handlinger, tanker, mod, valg og instinkter gennem generationer og atter generationer har muliggjort min eksistens. Og dét gør mig helt vildt særlig.
I mine øjne er vi alle sammen særlige. Og så er der nogle af os, ligesom mig, der har nogle ekstra særlige behov. Og selv om jeg fortsat ville ønske, at min krop var ”normal”, fordi det ville gøre dagligdagen lettere, så håber jeg aldrig nogensinde, at jeg bliver ”normal”.
Jeg tror egentlig ikke på, at der er nogle, som er ”normale”, heller ikke personer uden diagnoser. Jeg har immervæk stadig til gode at møde et menneske, som er en retvinklet firkant.
Del din mening
Eller login med din email
Relateret indhold
Vi vil gerne være ens i vores flok
Tanker om normalitet – hvad er normalt?
Hvorfor skal det være svært at ligestille borgere økonomisk, når det kunne være så let?
Et ureflekteret fokus på normalitet i sundhedsvæsenet?
Mangfoldighed på arbejdsmarkedet: For meget snak, for lidt handling
Alle er lige meget værd – eller er vi?
Et barn af Muskelsvindfonden
Sundhedsdebattør: “Hvis du vil være sund, kommer du aldrig i mål”
Jeg bliver reduceret til et skyggemenneske
Hvor blev tilliden af, og hvem har ansvaret for det tiltagende idioti?
Muskelsvindfonden har også noget at tilbyde ’det tavse flertal’
Jeg er en stakkarl – i en svømmehal
baggrundsartikels
blogs
debats
fjernsyns
fotoreportages
interviews
leders
nyheds
podcasts
politiks
portraets
qas
smaas
smaa-samtalers
storys
videos
posts
Ingen resultater