Jeg er særlig – ikke unormal

Dette er et udvalgt debatindlæg fra vores arkiv.

Her giver vi ordet til alle, der har noget væsentligt på hjerte. Vi byder mangfoldighed, diverse holdninger og debatstof velkomment, såfremt det holder sig inden for strafferegler og presseetik. Vi forbeholder os retten til at forkorte og eventuelt omskrive relevante passager, så det passer ind i nærværende formats specifikationer . Teksten er udtryk for skribentens egne holdninger og meninger.

For nogle år siden lærte jeg, at historisk set så er ordet ”normal” opstået af det latinske ord normālis, som benyttes til at beskrive, når noget er ’lavet efter en snedkerfirkant, der danner en ret vinkel’.

Jeg har aldrig været normal

Jeg har aldrig været normal. Det er i det mindste min egen opfattelse. Hver gang jeg af den ene eller anden årsag skal definere mig selv ud fra normalitetsbegrebet, tænker jeg: ”Jeg er unormal”. Sådan har det været lige så langt tilbage i min barndom, jeg kan mindes. Dog har jeg i løbet af årene erstattet ordet ’unormal’ med ’særlig’. Særlig har en ordlyd, jeg bryder mig bedre om.

Jeg er særlig, fordi jeg lige præcis er mig
– Anette Lodahl Andersen

Hele min barndom og en stor del af mine teenageår ønskede jeg ikke noget højere end at være ”normal”. Jeg var af den overbevisning, at hvis blot jeg var ”normal” – altså ikke havde muskelsvind, det var nemlig min diagnosticerede krop, som jeg følte, gjorde mig unormal i forhold til andre – så ville alle mine problemer på magisk vis forsvinde.

Holdt sin diagnose skjult

Jeg er så privilegeret, at på gode dage og over for uvidende har jeg, hvad der karakteriseres som et usynligt handicap. Det muliggjorde, at jeg i længere perioder af min ungdom bevidst holdt min muskelsvindsdiagnose skjult for mine omgivelser i det omfang, det var muligt. Jeg havde ligesom en mulighed for at hoppe ind og ud af den her fantasi om a være ”normal”. På den måde følte jeg, at det var lettere at passe ind.

Anette Lodahl Andersen. Foto: Jakob Boserup

Heldigvis lærte jeg senere i livet, at folk rigtigt godt kan lide mit selskab, når jeg slapper af og er mit særlige selv. Og at min til tider uregerlige krop kun er en brøkdel af grunden til, at jeg føler mig særlig.

Jeg er særlig, fordi jeg er lige præcis mig. Lige præcis jeg er kun til, fordi en lang, lang række af begivenheder, handlinger, tanker, mod, valg og instinkter gennem generationer og atter generationer har muliggjort min eksistens. Og dét gør mig helt vildt særlig.

Vi er alle særlige

I mine øjne er vi alle sammen særlige. Og så er der nogle af os, ligesom mig, der har nogle ekstra særlige behov. Og selv om jeg fortsat ville ønske, at min krop var ”normal”, fordi det ville gøre dagligdagen lettere, så håber jeg aldrig nogensinde, at jeg bliver ”normal”.

Jeg tror egentlig ikke på, at der er nogle, som er ”normale”, heller ikke personer uden diagnoser. Jeg har immervæk stadig til gode at møde et menneske, som er en retvinklet firkant.