“Jeg er god til at stille mig op foran en masse mennesker, men ret dårlig til at finde ind blandt mennesker”

Onkel Reje er i gang med at give hånd til en kvinde på første række i det store Cirkus Summarum-telt.

“Børneorm er noget, man deler. Og snart har hun det også,” udbryder han og fortsætter rundt blandt publikum.

Lidt efter er han ved at tage sin sølvfarvede tricot af og stikker bagdelen frem for ”at dele ud”, som han siger. Han bliver dog stoppet af cirkusdirektøren og begynder i stedet at skråle hittet ’Det klør i min røv’, mens han spiller guitar og laver det universelle heavy-håndtegn med pege- og lillefinger i vejret.

Rundtomkring i teltet rokker både børn og voksne med i deres sæder og løfter hænderne for at gengælde tegnet.

Foto: Frederik Løkkegaard

Efter dagens sidste forestilling møder jeg den civile version af Onkel Reje, Mads Geertsen, i familieområdet bag teltet. Han står med hænderne i lommerne og en tilsyneladende stoisk ro, mens hans to døtre kommer løbende imod ham for at spørge om det ene og det andet.

Han har smidt sølvtricoten og har i stedet iført sig, hvad der godt kunne være en klassisk Mads Geertsen-uniform: rødstribet skjorte, kongeblå fløjsbukser, pink Nike-sko og et par gigantiske, firkantede briller i gul og lyserød. Skægget er det samme: stort og uregerligt.

Safespace

I en alder af 40 år skabte Mads Geertsen for første gang sin egen verden i form af Onkel Reje. Indtil da måtte han konstatere, at han ikke passede ind i andres verdener, og det viste sig at være en gave.

I dag udgør både Onkel Reje-programmerne og Cirkus Summarum-manegen et “safespace” – et stort, rummende fællesskab, som gør sig ud for et fællesskab, hvor der er plads til alle menneskers forskelligheder, også Mads Geertsens.

“Jeg har gennem livet fundet ud af, at jeg ikke er særlig socialt kompetent. Jeg er god til at stille mig op foran en masse mennesker, men ret dårlig til at finde ind blandt mennesker,”

Han er bedre til at stikke hånden i vejret og sige noget til en masse mennesker, end han er til at indgå i små fællesskaber i en skoleklasse eller på en arbejdsplads, siger han i den skurvogn, hvor vi nu har sat os.

“Den måde, jeg har løst det på, er ved at opfinde en figur, som også tør stille sig op og underholde og tale meget højt, men derudover er de grænser, Reje har, ikke de samme, som jeg selv har. Han er meget mere ligefrem. Så meget af det, Reje kan, er noget, jeg ikke selv er supergod til.”

Med Mads Geertsen i kulissen har Onkel Reje et sted at tale ud fra, og Mads Geertsen kalder endda følelsen af ikke at passe ind, som han mener, alle mennesker kender, for sin motor.

Man kan skabe ting selv

54-årige Mads Geertsen optrådte for første gang som Onkel Reje for 14 år siden og har leveret i alt 10 sæsoners røverhistorier om den populære sørøver, som er født under en heldig stjerne af hesten Molly.

Mads Geertsen er selv født i Aarhus i 1970, men flyttede til Ringkøbing som lille, fordi hans forældre ville tættere på vand og frisk luft. Moren er uddannet i en bank, og faren, som er arkitekt, både var og er sådan én, der hugger i sten, bygger hytter i træer, tegner og modellerer byster af sine børn.

Som barn havde Mads Geertsen derfor altid adgang til et værksted og var meget tidligt i gang med at bygge sæbekassebiler og lave tovbaner i haven.

“Hjemmefra har jeg fået en god tro på, at man kan skabe ting selv. Jeg har altid været meget entreprenant, og det har fulgt mig til i dag, hvor jeg har hånden nede i mange processer omkring at skabe ting,” siger han.

Magien er altid lige om hjørnet

Mads Geertsen beskriver sin barndom som mere fri, end den barndom de fleste danske børn får i dag.

For barndomshjemmet i Ringkøbing var måske nok derfra, hvor hans verden gik, men ofte gik den ret langt væk derfra. Han fortæller om at udforske Ringkøbing Fjord på egen hånd, bygge huler i skrænten alene og cykle afsted på lange udflugter med en madpakke i sin rygsæk uden at blive afkrævet et svar på, hvornår han var hjemme igen.

“Med muligheden for konstant at holde øje med sine børn i dag, glemmer nogle forældre måske, at børn kan det, de har brug for at kunne. Og jo mindre, man byder dem, jo mindre kan de også.”

Mads Geertsen var et selvforvaltende barn, som altid kunne finde et eventyr, hvis han ville. Det er også hans mission med Onkel Reje: at vise os, at magien altid findes lige om hjørnet, hvis vi hopper ned i sildetønden og flyder med. Der er da heller ikke langt fra Onkel Rejes påfund til Ole Lund Kirkegaards univers og fortællingen om drengen Albert, som Mads Geertsen kalder sit børnesyns matrice.

Albert hopper netop ned i en sildetønde og sejler hen ad en å, hvor han pludselig møder et cirkus.

“Hvis man skulle oversætte historien til det virkelige liv, er Albert jo bare gået rundt om hjørnet og har brugt sin fantasi. Det er det samme, Onkel Reje gør,” siger han og fortsætter:

Foto: Jesper Rofelt/DR

“Med den barndom, jeg har haft, har jeg fået et syn for det fantastiske, som ikke ligger i det fantastiske. Jeg synes ikke, at det er mere fantastisk at flyve til Thailand end at gå hen ad gaden. Eventyret ligger nogle gange lige foran én, hvis man evner at se det.”

Selv som voksen er det ikke svært for Mads Geertsen at lade sig gribe af magien. Noget af det bedste, han ved, er at sætte sig midt i Cirkus Summarums familieområde, lukke øjnene og nyde virvaret. Det samme forhold har han til musik, som spiller en stor rolle både i Onkel Reje-programmerne og i Mads Geertsens private liv.

Han har spillet musik, siden han var 15 år, blandt andet rap-metal i bandet Impotators og avantgarde-electro-reggae i Je m’appelle Mads.

“Musik er, bortset fra kærlighed, noget af det tætteste, vi mennesker kommer på ægte magi,” siger han.

Kongen af klager

På DR bliver Mads Geertsen kaldt ‘kongen af klager’. Han mindes blandt andet en klage fra en forælder, som var utilfreds med, at Onkel Reje indimellem bander, for “vi er jo allesammen enige om, at det ikke lyder pænt at bande”, som der stod i klagemailen.

“Der er nok mange, der er enige, men man kan jo ikke sige, at alle er enige. Hvad med dem, der ikke er? Er de så forkerte? Jeg synes ikke, man skal dømme nogen ude, fordi man ikke deler normer eller værdier. Man får for hurtigt en løftet pegefinger, og på den konto er der mange, der pludselig er forkerte.”

Dårligt selvværd i form af en hundelort

Følelsen af at være forkert er ikke svær for Mads Geertsen at genkalde sig, og måske netop derfor er han så opmærksom på, at der er nødt til at være vidde rammer for, hvad der er den rigtige måde at være menneske på.

Før vi satte os her i skurvognen, stod Onkel Reje i manegen i cirkusteltet og diskuterede et pludseligt opstået hul på scenen med cirkusdirektøren. Onkel Reje var først sikker på, at der lå en død mand nede i hullet. Men lidt efter blev han bange for, at det var hans dårlige selvværd, der nu var dukket op igen. Han fortalte cirkusdirektøren, at det dårlige selvværd lignede en hundelort med høj hat og hugtænder, og at han engang gravede det ned i et hul.

“Jeg håber ikke, at nogen finder det, for jeg vil sgu ik’ have det tilbage,” lød hans replik derefter, og masken syntes et øjeblik at falde for at give plads til den ejermand, som jeg så småt er ved at få en fornemmelse af her i skurvognen.

Katalysator

“Når man laver en figur, som jeg har gjort, kan man godt undre sig over, hvor tingene kommer fra. I den figur kan man trække på noget i sig selv. Det kan både være drømme, men også de ting, man synes er svært. Rejen er i hvert fald en katalysator for alt muligt inde i mig,” siger Mads Geertsen.

I Onkel Reje har Mads Geertsen fundet sin eksistensberettigelse, siger han, og kalder sig selv en ”late bloomer”, fordi han først som 40-årig fandt den.

Han har før brugt dét, at han er god til at stille sig op foran mange mennesker som et greb til at være en del af fællesskaber.

Det er gennem hans liv kommet til udtryk ved, at han har været en del af utallige elevråd, festudvalg og kunstudvalg. Til fester har han ofte optrådt med noget eller ageret DJ.

“Jeg har haft et socialt engagement i alle disse ting, fordi det gav mig en billet til de sociale fora i stedet for, at jeg skulle finde ind i de små, nære fællesskaber på lykke og fromme, som mange andre mennesker gør.”

Det er fortsat den taktik, han bruger, når han sætter folk i gang via sit arbejde som Onkel Reje.

“Jeg sørger jo for at få engageret en masse mennesker ind i min verden, for så har vi aftalt, at vi skal være der sammen, mere end at jeg skal finde ind hos dem. Det er nemmere at have en aftale og en ramme på plads i forvejen og et fællesskab om noget, for så kan man bekymre sig mindre om, hvorvidt man har noget at snakke om,” siger han.

Børne-tv i voksenhøjde

Mads Geertsen er optaget af fællesskaber for tiden. Af at mennesker ikke skal sidde bag deres skærme, for jo mere de gør det, desto mere er de tilskuere til andres liv i stedet for at være en del af andres liv.

Når Onkel Reje taler om dårligt selvværd og børneorm, handler det om at skabe fællesskab på tværs af aldersgrupper. For Mads Geertsen mener, at vi er ved at dele verden op i kropstyper, aldersgrupper, socialklasser, øst og vest for bare at nævne et lille udpluk. Gennem Onkel Reje drømmer han om at gøre op med bare et par stykker af kasserne.

Og ifølge ham er der ikke noget sjovere for børn end at opleve at have det sjovt sammen med forældre og bedsteforældre.

Meget af det, Onkel Reje siger, sendes derfor med vilje i retningen af forældrene i stedet for børnene. Det sker hele tiden i programmerne, blandt andet når han kalder mormødre for gamle damer med lange tasker, diskuterer betydningen af kønsdiskrimination og wokeisme med de andre karakterer, og når statsministeren siger, at de gamle er kedelige og koster for mange penge i plejehjem og nye hofter.

“Hvis man kan se noget, som ens farmor også gider at se, bliver der skabt et fællesskab på tværs af aldersgrupper, og så opstår der en modsætning til alle de kasser, vi normalt putter hinanden i. På den måde opdager folk, at de har noget tilfælles med hinanden,” siger Mads Geertsen.

Evigt relevant

Umiddelbart virker det som en langtidsholdbar opskrift at kombinere pruttende børne-tv med politisk ukorrekt voksensatire. Alligevel mener Mads Geertsen, at alt har en udløbsdato, og det samme gælder formentlig Onkel Reje.

“Livet med alt det her er fantastisk, og jeg er både taknemmelig og stolt. Jeg har svært ved at forestille mig et andet liv, og det er måske det, der er mest skræmmende. Det er jo blevet hele min identitet, så jeg håber selvfølgelig ikke, at det nogensinde slutter,” siger han og smiler.

Der er ikke noget, der tyder på, at Onkel Reje ryger ud på røv og albuer lige foreløbig, selvom han både er fandenivoldsk, anti-autoritær og DR’s konge af klager.

Det skyldes måske, at vi alle er børn af reformpædagogikken og ’68, og det samme er Onkel Reje. Derfor har han en helt særlig ømhed for både alt det vidunderlige og alt det svære ved at være barn – camoufleret af prutter og eventyrlige fortællinger om magien i at gå rundt om hjørnet.

At dømme ud fra det jubelbrøl, der fylder Cirkus Summarum-teltet, når Onkel Reje træder frem, er den form for børne-tv evigt relevant.