Jeg er en stakkarl – i en svømmehal

Guld fra arkivet. Dette er et udvalgt indlæg fra vores arkiv.

Her giver vi ordet til alle, der har noget væsentligt på hjerte. Vi byder mangfoldighed, diverse holdninger og debatstof velkomment, såfremt det holder sig inden for strafferegler og presseetik. Vi forbeholder os retten til at forkorte og eventuelt omskrive relevante passager, så det passer ind i nærværende formats specifikationer . Teksten er udtryk for skribentens egne holdninger og meninger.

Jeg går til svømning om onsdagen.

På Egmont Højskolen i ”Vandhallas” offentlige åbningstid. Jeg gør det for at holde min fysik ved lige og i et forsøg på at holde vægten på et fornuftigt niveau, så jeg på trods af min funktionsnedsættelse stadig kan bevæge mig. Helt enkelt.

Men der er en grund til, at jeg går på Egmont Højskolen, og det handler ikke bare om vandtemperatur og tilgængelighed, som jo uden tvivl er helt i top. Der er faktisk en anden og lige så vigtig årsag til mit valg af ugentligt træningssted. Det vender vi tilbage til.

Hver gang jeg går ind ad døren, går jeg forbi Jørn Bies store vægmaleri, som fortæller historien om Socialsamfundets udvikling.

Des mere stakkarle hades

Titlen på maleriet er: ”Des mere stakkarle hades, des flere bliver de.” Stakkarle er de tiggere, som i datiden gik med stav. Titlen er et citat fra en munk, som var bekymret over statens overtagelse af ansvaret for stakkarlene. Ansvaret havde jo hidtil ligget under kirken. Og der fulgte jo både befolkningens velvilje og en hel del finanser med.

Den skarpe betragter vil formodentlig her kunne se parallellen til kommunerne i dag, repræsenteret ved Kommunernes Landsforening, (KL). KL piver og hyler over omkostningerne på handicapområdet og uden skam i livet kalder os ”udgiftstunge” og ”gøgeunger”. På den anden side stejler KL ved enhver tanke om eventuelt at flytte området væk fra kommunerne. For så forsvinder finanserne jo også.

Pointen med titlen er, at hvis man behandler minoriteter elendigt, bliver der flere af dem. I en nutidig kontekst kan det overføres til, at hvis man ekskluderer minoriteter, så vender de samfundet ryggen, for hvor længe orker de at kæmpe for inklusion i et samfund, der ikke vil have dem? Why keep trying?

Derved bliver ”stakkarlene”, som i dag kan overføres til mennesker med funktionsnedsættelser, tiltagende mere isolerede, ensomme og udstødte. Det fører til psykiske problemer, som helt dokumenterbart breder sig til stress hos pårørende, belastningsreaktioner hos børn og hos søskende osv. Flere ”stakkarle”, som får det værre og værre, og som dermed bliver frygteligt dyre for samfundet. Det ses blandt andet i rapporten ”pårørende på arbejdsmarkedet” fra 2018, som påviste, at pårørendes sygedage på det tidspunkt kostede arbejdsgiverne 319 mio. om året. Det er næppe blevet mindre.

Fællesskab og plads til forskelle

Alle mennesker har brug for at føle sig som en del af et fællesskab. Alle.

At føle sig ”normale”, forstået som en del af en gruppe, man kan spejle sig i. Det er derfor, vi laver netværksgrupper i Muskelsvindfonden. Her er et blødt sted at lande, og den enkeltes kørestol, respirator eller den gakkede gangart er ikke den eneste.

Men lige så vigtigt det er med bløde steder at lande og med en pause fra følelsen af at være ”unormal”, lige så vigtigt er det at være en del af det omkringliggende samfunds normalitet.

Derfor vælger jeg Egmont

Og nu nærmer vi os årsagen til, at jeg går til svømning på Egmont Højskolen. Det skyldes det simple faktum, at når jeg bevæger mig ind i et almindeligt omklædningsrum i en svømmehal, så er jeg ikke blind for, at min krop rent udseendemæssigt stikker en anelse ud fra ”normalen”, hvis vi betragter ”normalt” som et gennemsnit af flertallet. I et omklædningsrum er jeg ofte den eneste, der ”stikker lidt af” fra normalen. Og det er sårbart, når man smider tøjet.

Jeg er født med rygmarvsbrok. Min skæve ryg svajer meget. Mine underben er små og tynde. Jeg har flere operationsar end de fleste krigsveteraner, og jeg har stomipose på maven, fordi jeg er opereret for blærekræft. Der er nok at kigge på.

Turen gennem omklædningsrum og bruser kan nemt føles som at løbe spidsrod omgivet af tavshed. Øjne, der forsøger at kigge alle andre steder hen, men som alligevel kigger. Andres pludselige hast med at blive færdige med at bade. Mødre, der genner deres stirrende børn afsted – måske for at udvise et hensyn til, at jeg måske ønsker privathed?

Således kan jeg tømme et omklædningsrum på 20 sekunder. Og lad os da bare være ærlige: Alle kender vel følelsen af, at man skal tage sig selv alvorligt i nakken en regnvåd onsdag aften for at lette måsen fra sofaen og komme afsted til det dér motion. Tillokkelsen ved sofaen bliver altså ikke mindre, hvis man skal ruste sig til oplevelsen af at føle sig ”nøgen og anderledes” oveni.

Når det unormale bliver normalt

Heldigvis er det en særlig oplevelse at træde ind i omklædningsrummet på Egmont. Der er ikke så mange, der lægger mærke til min tilstedeværelse. Skyldes det så, at omklædningsrummet på Egmont på en onsdag aften er oversvømmet med kørestolsbrugere? Er Vandhalla en slags Sprogø, hvor de vanskabte kan smide tøjet? Nej. Netop ikke.

Der er offentligt åbent til gavn og glæde for både kørestolene og alle de andre. Men jeg har alligevel et bud på, hvorfor der ikke er nogen her, der kigger ret meget.

De seneste onsdage, hvor jeg har været til svømning i Vandhalla, har jeg blandt andre mødt følgende: En dame, der mangler det ene bryst, formodentlig efter brystkræft. En anden dame, der er så svært overvægtig, at hun må hjælpes i og af tøjet siddende på en rollator. Et par gigtpatienter med sjov gang og sære fingre, fordi leddene er stive. En ung mand, der ligger vandret og derfor køres ind i svømmehallen på en briks.

Og så alle de andre…

En bedstemor, som ynder at tage af sted med sine børnebørn, to små piger, hvoraf den ene konsekvent spørger, om jeg har haft en god svømmetur, når vi klæder om bagefter. Hjælpeelever fra skolen og sidst et par unger, der stod og rystede uden håndklæder efter badet. Da jeg spurgte dem: ”hvor er mor henne?” rullede den ene resigneret og gammelklogt med øjnene, sukkede dybt og sagde: ”Hun er inde for at finde far. De har byttet om på armbåndene, så nu kan vi ikke låse skabene op.” (Armbåndene fungerer også som nøgle til skabene i omklædningen.) Barnet mente tydeligvis, at mor og far teknisk set var et par dinosaurer.

Jo jo, der er ”plads til forskelle” her. Og pointen er, at omklædningsrummet jo ikke er en ø af mennesker med handicap. Det er en blanding. Af alle mulige farver og faconer. Og de såkaldt ”normale” børn og voksne, som også bruger den offentlige åbningstid i Vandhalla, er vant til at se det hele. Resultatet er, at de ikke rigtigt ser det længere. Stakkarlene er med og hører til i fællesskabet. Og så holder de jo i bund og grund op med at være stakkarle. Alle er på lige fod med i det fællesskab, der handler om motion.

Lad stakkarlene bestemme

Set i et større perspektiv er den største socialpolitiske udfordring i dag, at enhver proces på det sociale område følger præcis den samme skabelon, som var tilfældet, da munken blev bekymret. Stat og kirke diskuterede hen over hovederne på stakkarlene, hvem der skulle have ansvaret for dem. Ingen så meget som overvejede at spørge stakkarlene selv, hvad der faktisk virker.

På det punkt er vi ikke nået en millimeter længere, og handicappolitikken er, især på politisk niveau, aldeles ambitionsløs. Mennesker med handicap bliver omtalt, men sjældent talt med. Hvem skal betale udgifterne? Hvem skal ”fodre gøgeungerne”? frem for: Hvordan får vi skabt værdi for og med denne samfundsgruppe? Der laves samråd, udvalg, rapporter.

Og der er tilsyneladende ingen, der ser det tragikomiske i, at man sidder i udvalg og diskuterer inklusion af mennesker med handicap i fritidslivet, på arbejdsmarkedet, i samfundet generelt uden i selve arbejdet at inkludere dem, det reelt handler om? Og her mener jeg reelt at inkludere. Det er ikke nok at spørge mennesker med handicap, hvad de synes, hverken i Aftenshowet eller i Folketinget. Man er nødt til at give os en reel beslutningskompetence over eget liv. Simpelthen fordi det er mennesker med handicap, der har forstand på det liv, de lever.

Og ja, tilgængelighed, hjælperordninger, handicapbiler og ledsagerordninger koster. Men de er nødvendige for, at mennesker med handicap reelt kan deltage i samfundslivet. Så holder vi nemlig op med at være stakkarle, men bliver bare, ja… normale.

Eva Christensen
Socialpolitisk konsulent og klummeskribent