Jeg bliver reduceret til et skyggemenneske

Jeg var 20 år gammel og netop startet på lærerseminariet i Jelling. Jeg er kørestolsbruger, og sådan nogle som os lærer hurtigt, at tilgængelighed kan man ikke tage for givet, så for en sikkerheds skyld havde jeg kontaktet skolen på forhånd for at sikre, at det var praktisk muligt at studere der. Jeg fik grønt lys, der var muligvis et par trin her og der, men i store træk skulle skolen være tilgængelig for kørestole. 

Det viste sig også at være korrekt. Langt det meste var i ét plan, og allerede fra starten var der fra skolens side opmærksomhed på, at min og min klasses undervisning blev placeret i lokaler, hvor der ikke var trapper. Samtidig var samtlige af byens kollegier bygget i vaskeægte rækkehus-stil, så også i det sociale liv var jeg for så vidt heldig.

Men så gik det galt. Dengang var skrivning et eksamensfag på første årgang, hvilket i dag kan virke bizart. Ideen var, at vi skulle kunne skrive pænt i hånden og på tavle, for hvordan skulle vi ellers kunne lære børnene det? Undervisningslokalet i skrivning lå på 2. sal i en top-fredet bygning. Det var jo Jelling. Her kunne man ikke bare lige uden videre installere en trappelift.

”Pyt, vi bærer dig bare op,” sagde mine klassekammerater.   

Og det gjorde de. Hver eneste uge. Men det var ikke nogen god løsning, blandt andet fordi det var farligt. Jeg kunne næsten ikke bære tanken om, at mine klassekammerater eller jeg kunne komme til skade, hvis de faldt. Og selv om jeg var et ”lille nips”, var der jo heller ikke ligefrem tale om fagligt forsvarlige løft.  

Lugten i bageriet 

Vi spurgte pænt, om det da ikke var muligt at flytte lokale – bare for vores klasse. Det var det ikke. Under ingen nogen omstændigheder. Den pågældende lærer nægtede simpelthen.  

Jeg blev i første runde en anelse overrumplet. Det lå på det tidspunkt helt uden for min fatteevne, at der ikke var mulighed for nogen form for løsning, og jeg tænkte, måske lidt naivt, at der måtte være tale om en misforståelse. Men jeg fornemmede ret hurtigt, at jeg ikke kom langt i dialog med den pågældende lærer. Så jeg gik til skolens ledelse, nærmere bestemt rektor. Indholdet af samtalen har jeg stort set fortrængt. Men jeg husker klart budskabet: ”Hvis ikke du kan lide lugten i bageriet, så må du finde et andet sted at læse”. 

Først blev jeg ked af det. Og så blev jeg vred. Men det var der heldigvis også andre der gjorde. Min klasselærer, min musiklærer og mine klassekammerater. Alle som en var optaget af, at dette her ikke var i orden. Og vi aftalte i klassen, at fra nu af skulle alle nægte at bære mig. Vi strejkede ganske enkelt. Og jeg truede med at gå til pressen. 

Så blev der røre i andedammen, kan man vist roligt sige. Først foreslog skolen, at jeg kunne få et ”intensivt kursus” alene i skrivning på et par uger, og så var jeg bestået. Den løsning overvejede jeg i et kort øjeblik at æde, selv om det betød eksklusion fra fællesskabet. Og igen blev emnet til diskussion i min klasse.  

”Fandeme nej”, sagde en af mine klassekammerater. Han var rødglødende: ”Hele den her uddannelse er baseret på samarbejde. Vi studerer sammen, vi går til eksamen i grupper, og vi bliver færdige sammen.” Jeg har aldrig glemt hans skarpe protest.  

Stormøde og beredskab 

Det brusede videre i andedammen, og til sidst bredte rygtet sig til både kommunalbestyrelsen, lærerstuderendes landskreds, Danmarks Lærerforening, og før jeg så mig om, var der indkaldt til stormøde med alle de ovennævnte aktører, som skulle debattere den ”udfordring”, jeg pludselig var blevet til.  

Det møde husker jeg heller ikke meget af. Men jeg husker, at et lyst hoved på et tidspunkt spurgte: ”Jamen har skolen da ikke et Falck-abonnement? Måske kan de finde en løsning?”  

Som sagt så gjort, og jojo, Falck havde skam sådan en trappeløfter-ting, så i resten af mit første studieår kom Falck troligt hver eneste fredag morgen og fragtede mig op ad trapperne til skrivning på forsvarlig vis. Og jeg gik til gruppeeksamen og bestod.  

I dag 30 år senere ser jeg tilbage på historien med blandede følelser. På den ene side er jeg fyldt med dyb taknemmelighed over, at så mange af mine klassekammerater tog problemet på sig – , tydeligvis med den holdning, at det her var et fælles problem. Jeg er overbevist om, at der for nogle af dem også var tale om en værdikamp, og en protest imod noget, der var så grundlæggende forkert, nemlig eksklusionen af mig som studerende, udelukkende pga. handicap. Og at det også var derfor, de gik hele vejen sammen med mig.  

Den mere voksne version af mig synes dog også, historien udviklede sig fuldstændig absurd.

Mest af alt er jeg smertelig bevidst om, hvordan det hele nok var endt, hvis jeg IKKE havde haft mine klassekammeraters opbakning. Hvis de blot havde trukket på skuldrene, og ladet mig kæmpe alene. For så havde jeg nok givet op, stukket halen mellem benene og var sprunget fra. Men pointen er jo, at jeg var ikke alene. Jeg blev ikke reduceret til et skyggemenneske. Et menneske, som man aner ud af øjenkrogen, ganske kortvarigt, men ikke rigtig ser, eller interesserer sig for, og som glider ubemærket tilbage til de skygger, det kom fra. En luftspejling af det levede, ”normale” liv. Men jeg blev faktisk lærer. Og dermed også det, alle lader til at synes er det allervigtigste lige for tiden: En økonomisk gevinst for samfundet, fordi jeg fik en uddannelse, som satte mig i stand til at forsørge mig selv.

Eva Christensen
Socialpolitisk konsulent og klummeskribent