Hvorfor skal det være svært at ligestille borgere økonomisk, når det kunne være så let?

Hvis der er noget, der kan føles nidkært, forkert og som spild af både kommunens og borgerens ressourcer, så er det efterhånden en klassisk sag om merudgifter. Ikke en sag, der handler om store beløb, men oftest en skrivebordskamp frem og tilbage om få hundrede kroner. Et lille beløb, der afgør hvorvidt, at man som menneske med handicap bliver kompenseret for sine ekstra udgifter eller ej. Kompensationsordningen blev indført for at sikre, at mennesker med handicap ikke er økonomisk dårligere stillet end andre.

Som reglerne er i dag, skal man kunne sandsynliggøre merudgifter for minimum 608 kroner pr måned for overhovedet at få udbetalt grundbeløbet for merudgifter på 1.138 kroner pr måned. Ofte ser vi derfor, at kommunerne med næb og klør forsøger at skubbe borgere under minimumsgrænsen med et incitament til at spare penge.

En klar tendens

Af de seneste 50 sager, hvor Muskelsvindfonden har rådgivet medlemmer i forbindelse med klagesager vedrørende merudgifter, har de 44 af sagerne handlet om minimumsgrænsen. Får kommunerne flyttet borgeren ned under minimumsgrænsen, så sparer de penge, og derfor er de klar til at bruge enorme administrative ressourcer.

Vi ser mange tilfælde af sager om merudgifter, der strækker sig over år og side på side med underlige beregninger og dokumentation, der forsøger at fastlægge eksempelvis hvorvidt en borger ville have haft en bil eller en cykel uden sit handicap. De kunne vælge at vurdere det på baggrund af klare tal fra Danmarks Statistik, men retoriske krumspring krydret med lidt talmagi og argumentresistens er efterhånden mere reglen end undtagelsen. Desværre.

Det store bureaukratiske maskineri kan være svært at holde stand mod, og derfor ender mange af vores medlemmer med at give op, når en ny ‘rapport’ på 27 sider sender dem et par kroner under minimumsgrænsen. Den stærke part vinder og får lov til at slippe afsted med det, jeg vil kalde klare ulovligheder.

Professor i social ret ved Aalborg Universitet, John Clausen, er enig i, at kommunerne sparer mere, end de burde: ”Der sker rigtig mange fejl på dette område. Fejlene kan dække over, at man forsøger at spare mere, end hvad godt er…”, siger han i et interview til Muskelsvindfonden.

Tendensen kan aflæses i det enorme fald på 40 procent fra 2016 til 2023 i antallet af mennesker, der bliver kompenseret for deres merudgifter. 250.000.000 kr., en kvart milliard kroner, er taget fra mennesker med handicap og kommet i kommunernes kasser. Vel at mærke uden, at loven har ændret sig.

Behov for forenkling

Som det er nu, har kommunerne et klart økonomisk incitament til at skubbe borgere ud af merudgiftsydelsen, hvis de da ikke skeler til, at de også selv finansierer den bureaukratiske nedslagtning. Alle parter vil derfor kunne vinde ved at sikre en forenkling, hvor en stor del af den nuværende sagsbehandling helt fjernes.

Ideen om at redde noget ved at skære i bureaukratiet kan både lyde frelst, men også som taget ud af munden på den forhenværende socialminister. Lad mig imidlertid gøre det klart, at det eneste vi kan ændre eller redde ved at forenkle merudgiftsydelsen, det er ja, merudgiftsområdet. En ændring af reglerne bør også føre til en genopretning, så flere mennesker bliver kompenseret for de reelle ekstra udgifter, deres handicap forårsager.  Vi taler om en gruppe, der gennemsnitligt har indkomster langt under normalen, så det er bestemt ikke ligegyldigt, om man selv skal betale de ekstra udgifter eller ej.

Vi ønsker i al sin enkelhed at fjerne minimumsgrænsen.

Hvis man er en del af målgruppen for merudgiftsydelsen, får man en minimumsydelse fastsat til 800 kroner, og så kan beløbet stige derfra ud fra en række fastsatte kategorier i forhold til, om man har bil, hjælperordning osv. Læs mere.

På sin vis skal merudgiftsydelsen derudover fungere, som den gør i dag, men ved at skære nogle hjørner og sætte nogle beløbsrammer, vil vi skabe et udgangspunkt til gavn for både borger og system. Det er klart, at nogle risikerer at få lidt mindre end på nuværende tidspunkt og andre lidt mere. Til gengæld bliver en trappemodel uden mange tidskrævende beregninger en bureaukratisk besparelse, der kan komme borgerne til gode, så også flere mennesker med handicap kan leve et bare nogenlunde normalt liv.

Og når vi så er i gang med at se på det samlede billede, så skal vi også have fjernet den helt urimelige og uforståelige regel, at kompensationen stopper, når folk går på pension. Kompensationsprincippet har mig bekendt ingen alder, ligesom det heller ikke har en minimumsgrænse. Jo en bureaukratisk, men det er det, vi skal til livs!

Simon Toftgaard Jespersen
Formand Muskelsvindfonden