Hvem er ellers blevet reddet af forstaden?

‘Man er, som man er, det kan ikke laves om.’

Sådan synger Krumme i en af de sange, jeg nok har hørt allermest i min barndom. Men alligevel. Wow hvor har jeg til tider gerne ville være en anden. Opleve en time eller en dag uden den her dumme kørestol. Og hvis jeg skal være ærlig, så har jeg altid haft nogle ret vilde tanker om, hvad jeg ville gøre, hvis ikke mine hjul spændte ben for mig.

Jeg ville spille fodbold. Der ville nok ikke være sønderlig forskel på mit og Messis niveau. Jeg ville være Jamie Oliver i et køkken eller Kevin Magnussen bag et rat. Jeg ville også være Silas Holst på dansegulvet i byen, og jeg ville kunne score Casanova-style. Og når vi så kom hjem, ville jeg være lidt mere en fandens karl på lagnet end i dag, hvor jeg er bedst på ryggen i den stilling, som jeg kalder med vanlig humor kalder den døde fisk.

Der er altså mange ting, jeg drømmer og har drømt om at kunne gøre fysisk. Også små ting som at kunne gå i bad selv, sætte hår selv og den slags. Selvfølgelig ville jeg ikke være en gud til alt. Kun i de drømme, der heldigvis ikke kan modbevises. Men det ikke at kunne en masse ting har rent psykisk betydet, at jeg til tider har følt mig forkert eller udenfor, især da mine venner begyndte at få kærester, og jeg selv var ret så meget single.

Det handler om de fællesskaber, man direkte eller indirekte ikke bliver en del af. For hvor har jeg savnet at være en del af et omklædningsrum efter fodboldtræning og at have en billet til parmiddage eller vild sex.

Jeg har på den måde altid stræbt efter at kunne gøre, som jeg gerne ville, men også at kunne gøre som alle andre. En slags kamp for at føle sig normal, der aldrig rigtig slutter. Og så alligevel. For jeg må sige, at der er sket noget på den front efter, at jeg for et par år siden først fik en kæreste, sidenhen et realkreditlån og slutteligt en datter og endnu en på vej. Udover at gøre mig ekstra voksen har den tretrinsraket på en eller anden måde normaliseret mig i en grad, jeg aldrig har prøvet før. Jeg er i dag endt i en rigtig forstad fyldt med børnefamilier og bøgehække, hvor jeg kan spejle mig i de fleste andres liv og omvendt.

Jeg oplever, at jeg ikke længere blot er Simon i kørestolen, men Albertes far, der sidder i kørestol. Jeg oplever i ekstra høj grad, at min hverdag på godt, ondt og i ulvetimen minder om alle andres – blot med et lidt særligt handicapkrydderi. Og ærligt talt føles det helt pærfekt. Jeg er stadig den samme, men omstændighederne er anderledes. Der er mange mennesker, der drømmer om at kunne alt muligt. Drømmer om at være alt muligt. Drømmer om at få succes på jobbet. At få opdraget sine børn perfekt med e. At blive slank og trænet. At blive lykkelig helt generelt.

Drømme og høje ambitioner er dejlige, men jeg har fundet ud af, at den jeg er, Simon i kørestolen, er lige den, jeg gerne vil være. En delle her, en delle der og en flad røv formet efter 34 år i en kørestol. Forstaden har bragt mig hjem.

‘Man er, som man er, og det er godt nok!’

Simon Toftgaard Jespersen
Formand for Muskelsvindfonden