Hører du også, hvad du selv mener?

Du sidder ved et middagsbord, og alle omkring dig nikker samstemmende til alt, hvad du siger. “Det har du helt ret i,” lyder det til højre. “Det har jeg også altid ment,” siger én til venstre. Det er måske behageligt, men på sigt bliver det også temmelig kedeligt – og ret farligt. For hvor er de andre holdninger? Hvem udfordrer dine idéer og bidrager med andre perspektiver.

Online viser algoritmerne os mere af det, vi allerede kan lide eller sympatiserer med, som en slags digital skyggeredaktør. Offline søger vi dem, der ligner os og undgår dem, der irriterer os.

Jeg kender desværre følelsen af ekkokamre alt for godt. Jeg er både træt af det og bange for det. Træt af, at konsensus ofte bliver det trygge valg for de fleste og bange for, at der findes holdninger, jeg aldrig får mulighed for at høre.

Det bringer mig til et vigtigt råd, jeg har fået af min far: “Sørg for at holde fast i de venner, der adskiller sig mest fra dig og er anderledes.”

Det råd har jeg altid forsøgt at efterleve, selvom det ikke altid er nemt at holde fast ved dem, man føler sig længere fra. På universitetet var jeg omgivet af folk, der stort set alle mente det samme som mig. Men når jeg mødtes med andre venner, kunne jeg få en verbal mavepuster, der gav mig noget at tænke over. Det var som at få åbnet et vindue til en helt anden virkelighed.

Problemet er, at vi er ved at lukke vinduerne – både digitalt og fysisk. Og det bekymrer mig. For når vi sidder i hver vores lille boble og kun taler med dem, der er enige med os, risikerer vi at skubbe hinanden længere og længere væk.

Vi ser det allerede ske. Trump blev præsident i USA, og her i Danmark stod vi måbende tilbage og tænkte: “Hvem i alverden kan finde på at stemme på ham?”

Men virkeligheden er, at millioner af amerikanere sidder i deres egne ekkokamre, hvor det hele giver perfekt mening. Præcis ligesom vi sidder i vores egne og tror, at det modsatte er det rigtige. Det er som to store kor, der synger hver deres sang, men ingen af dem kan høre det andet.

Så hvad kan vi gøre? Jeg tror, vi skal starte med at åbne vores vinduer igen. Slippe indhold ind, der får os til at rynke panden, og invitere folk indenfor, der ikke nødvendigvis drikker den samme kaffe som os. Når vi næste gang sidder ved middagsbordet – eller scroller på vores feed – så spørg dig selv: “Er jeg i gang med at lære noget nyt her, eller får jeg bare det, jeg allerede ved?”

I sidste ende handler det om at se verden, som den er – ikke kun som vi ønsker, den skal være. Selv om jeg ofte læner mod rød, så læser jeg en blå avis for at blive udfordret. Det redder ikke verden, men hvis vi alle nærmer os hinanden bare lidt, kan det virkelig gøre en forskel.

Simon Toftgaard Jespersen
Formand for Muskelsvindfonden