Helene Bagge Grimstrup: Jeg gemte min krop væk


Blogindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger og pærspektiver.

Hvad husker du bedst fra din tid som teenager?

Fra jeg var 14-17 år, var jeg på vej til at skulle sidde i kørestol. Min krop var super stresset og brugte ekstremt mange kræfter på at holde mig gående. Mentalt var jeg endnu mere stresset over, hvad det ville betyde for mit liv, at jeg skulle sidde i kørestol.

Jeg havde meget følelsen af, at folk omkring mig – i skolen, Brugsen, til spejdernes loppemarked – så på mig som det her biluheld i langsom gengivelse, hvor jeg bare var på vej mod den store ulykke: Kørestolen.

Da jeg så først begyndte at bruge elektrisk kørestol i hverdagen, var det som at åbne op for en hel ny verden af muligheder. Slut med at være bange for at falde, jeg kunne være med på et dansegulv, jeg kunne gå hen til mine veninder og give dem et kram – og deltage i køkkentjansen på efterskolen.

Min personlighed vendte tilbage, da jeg satte mig i kørestolen. Det er svært at holde fast i et “jeg” og være cute, humoristisk og spændende, når man mentalt og fysisk gennemfører en Ironman hver dag.

Har du en særlig oplevelse, som du husker fra teenageårene?

Den dag jeg blødte igennem i 7. klasse. Og der var ikke bare tale om lidt pletblødning. Kassen med skiftebukser var nede i kælderen ved idrætssalen, og på det tidspunkt var trapper et kæmpe no go.

I de år fra 6.-8. klasse følte jeg mig enormt udenfor. Især når det kom til min krop. Jeg var ikke længere med i nogle fællesskaber, hvor jeg så andre kroppe end min egen. Jeg havde ikke længere idræt og var med i omklædningsrum. Jeg gik ikke længere til noget sport eller spejder. De eneste andre kroppe, jeg så, var, når jeg var alene hjemme og turde se et afsnit af ‘Sex and the City’. Og det hjalp virkelig ikke på selvtilliden.

Min eneste tætte veninde, som har fulgt mig fra intet handicap til kørestol, siger at jeg fra den ene dag til den anden heller ikke ville gå på toilettet sammen med andre piger, selvom det havde været helt normalt for mig at gøre før.

Jeg tror ikke, at jeg følte skam over min krop, men mere at jeg ikke vidste, hvad der var “normalt”. Og jeg ville virkelig, virkelig ikke ses som mere “unormal”, end jeg allerede var. Så hellere bare gemme mig lidt.

Den dag i 7. klasse endte jeg med at ringe til SFO’en, der sendte en pædagog hjem til min far efter rene bukser. Så pinligt og så mange voksne, der skulle involveres.

Det var faktisk en kæmpe lettelse, da jeg satte mig i kørestolen, at jeg ikke skulle bekymre mig om at bløde igennem mere. Nu ville ingen jo kunne se det.

I 9. klasse startede jeg på efterskole, og det er virkelig svært at gemme sin krop væk, når man bor sammen med otte andre piger. Heldigvis, for pludselig fandt jeg ud af, hvor forskellige vi alle sammen ser ud.