MIT PÆRSPEKTIV

Helene Bagge Grimstrup: Jeg gemte min krop væk

Der er nogle, der har bestemt, hvad en "sund og flot krop" er. Men det er kun super få, der faktisk passer til det ideal.

Bog-Topbanner-5-aspect-ratio-1917-1263

Foto: Jakob Boserup

100%
Af Helene Bagge Grimstrup
16. maj 2024
Læsetid 5 min.
0
Blogindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger og pærspektiver.

Hvad husker du bedst fra din tid som teenager?

Fra jeg var 14-17 år, var jeg på vej til at skulle sidde i kørestol. Min krop var super stresset og brugte ekstremt mange kræfter på at holde mig gående. Mentalt var jeg endnu mere stresset over, hvad det ville betyde for mit liv, at jeg skulle sidde i kørestol.

Jeg havde meget følelsen af, at folk omkring mig – i skolen, Brugsen, til spejdernes loppemarked – så på mig som det her biluheld i langsom gengivelse, hvor jeg bare var på vej mod den store ulykke: Kørestolen.

Da jeg så først begyndte at bruge elektrisk kørestol i hverdagen, var det som at åbne op for en hel ny verden af muligheder. Slut med at være bange for at falde, jeg kunne være med på et dansegulv, jeg kunne gå hen til mine veninder og give dem et kram – og deltage i køkkentjansen på efterskolen.

Min personlighed vendte tilbage, da jeg satte mig i kørestolen. Det er svært at holde fast i et “jeg” og være cute, humoristisk og spændende, når man mentalt og fysisk gennemfører en Ironman hver dag.

_BOS1909-1200px

Helene Bagge Grimstrup

Født i 1993

Bopæl: Amager

Hun arbejder som webredaktør.

En fun fact: Helene har skrevet en hel bachelor om Counter Strike, selvom jeg aldrig har prøvet at spille det.

Har du en særlig oplevelse, som du husker fra teenageårene?

Den dag jeg blødte igennem i 7. klasse. Og der var ikke bare tale om lidt pletblødning. Kassen med skiftebukser var nede i kælderen ved idrætssalen, og på det tidspunkt var trapper et kæmpe no go.

I de år fra 6.-8. klasse følte jeg mig enormt udenfor. Især når det kom til min krop. Jeg var ikke længere med i nogle fællesskaber, hvor jeg så andre kroppe end min egen. Jeg havde ikke længere idræt og var med i omklædningsrum. Jeg gik ikke længere til noget sport eller spejder. De eneste andre kroppe, jeg så, var, når jeg var alene hjemme og turde se et afsnit af ‘Sex and the City’. Og det hjalp virkelig ikke på selvtilliden.

Min eneste tætte veninde, som har fulgt mig fra intet handicap til kørestol, siger at jeg fra den ene dag til den anden heller ikke ville gå på toilettet sammen med andre piger, selvom det havde været helt normalt for mig at gøre før.

Jeg tror ikke, at jeg følte skam over min krop, men mere at jeg ikke vidste, hvad der var “normalt”. Og jeg ville virkelig, virkelig ikke ses som mere “unormal”, end jeg allerede var. Så hellere bare gemme mig lidt.

Den dag i 7. klasse endte jeg med at ringe til SFO’en, der sendte en pædagog hjem til min far efter rene bukser. Så pinligt og så mange voksne, der skulle involveres.

Det var faktisk en kæmpe lettelse, da jeg satte mig i kørestolen, at jeg ikke skulle bekymre mig om at bløde igennem mere. Nu ville ingen jo kunne se det.

I 9. klasse startede jeg på efterskole, og det er virkelig svært at gemme sin krop væk, når man bor sammen med otte andre piger. Heldigvis, for pludselig fandt jeg ud af, hvor forskellige vi alle sammen ser ud.

For medlemmer

En sort silhuet af en hund i en legende stilling, med alle fire poter på jorden og halen buet opad. Hunden ser ud til at glæde sig. Silhuetten er enkel og uden yderligere detaljer. Baggrunden er gennemsigtig.

Søger du viden om livet med muskelsvind?

Klik her
Bog-Topbanner-5-aspect-ratio-1460-1263

Hvad drømte du om som teenager?

En kæreste og en sovesofa. Jeg skulle desværre have den der grimme hospitalsseng på værelset.

Hvad spurgte vennerne om?

Jeg tror simpelthen ikke, at hverken jeg selv eller mine veninder havde et sprog for at snakke om det særlige ved min situation. Især ikke, når det kom til krop og kærlighed. Men hold da op, vi tog revanche i 20’erne.

En af de store ting, vi fandt ud af i 20’erne, var det der med, at nogle har bestemt, hvad en “sund og flot krop” er. Og det er super få, der faktisk passer til det ideal. Det gav os et fælles sprog, for vi kunne alle sammen – med og uden handicap – spejle os i, hvor hårdt det er at føle sig forkert og unormal.

Og det gav også plads til at snakke om alle de ting, der får én til at føle sig ekstra forkert – f.eks. et handicap.

Med andre ord opdagede vi intersektionel feminisme. Og det er lidt med intersektionel feminisme, som når dine forældre får en ny bil. Du har aldrig lagt mærke til lige præcis den slags bil før, men nu ser du pludselig bordeaux-røde Renault’er over alt. Pludselig ser du over alt, hvor snævert vores samfund opfatter “en sund og flot krop”.

Hvad ville du sige til dig selv som teenager?

Du skal have godt mentalt helbred! Også selvom alle læger møder dig med sådan en: ”Jamen, selvfølgelig er du deprimeret, du har jo muskelsvind.” Derfor kan man altså godt have det godt med sig selv, sit liv og sin fremtid alligevel.

3 gode råd til forældre, som får et barn med handicap

  1. Husk at snakke om kroppen på andre tidspunkter, end når I skal til bandagist/neurolog/ortopædkirurg osv. Snak om kroppen langt væk fra alt, der minder om sygdom og klinikere, der kun kan se, hvor forkert man ser ud. Og som siger det til dig, også selvom du er 15 år og ekstremt sårbar og tit mere eller mindre nøgen samtidig.
  2. Få lavet klare aftaler med lærerne i skolen om, hvad de må og ikke må sige/gøre i forhold til jeres barns handicap. Særlig tydeligt husker jeg en samtale med en lærer om, at det var bedst, at jeg ikke havde nogle replikker i den opsætning af ‘Busters verden’, vi lavede i 6. klasse. Det ville jo være pinligt for mig, når publikum hørte min talefejl.
  3. Giv jeres børn lov til at sætte grænser og sige fra. Også selvom det virker ærgerligt, at man ikke gider med til blå mandag. Jeg var så træt som teenager. Jeg havde virkelig brug for at sove en masse og være alene. Og der kommer andre blå mandage, bare rolig!

Del din mening

Skriv et svar

Ingen resultater