Globetrotter på hjul: “For mig er det jo sådan, man rejser”

Den Kinesiske Mur er 6000 kilometer lang og ligger højt oppe i det bjergrige landskab. Den snor sig langs Kinas nordlige grænse som en slange og er ved første øjekast ufremkommelig og utilgængelig for alle uden funktionsdygtige ben.

Sådan nogle har Anna Le Dous ikke. Til gengæld havde hun tilbage i 2004 en hel højskoles opbakning, en ukuelig stædighed og fire kinesiske mænd, som formåede at bære hende og hendes kørestol op på det enorme, verdensberømte bygningsværk.

45-årige Anna Le Dous har muskelsvindsdiagnosen spinal muskelatrofi type 2 og har aldrig kunnet gå. Da hun tog på Løgumkloster Højskole, var det, fordi den var tilgængelig med kørestol, og fordi en rejse til Kina var inkluderet i højskoleopholdet. Dog var hun usikker på, om det ville lykkedes hende at komme med på rejsen. Og hun havde i hvert fald ikke forestillet sig, at hun kunne komme op på Den Kinesiske Mur.

I dag, 20 år senere, har hun besøgt 59 lande og ni selvstyrende territorier, er medlem af De Berejstes Klub og ved, hvor meget der i virkeligheden kan lade sig gøre med muskelsvind – og hvor smuk verden er, når den ses fra højderne.

Så længe man ikke tror, at vejen til de gode udsigter er lige så snorlige som den, de fleste andre går.

“Jeg har aldrig prøvet at rejse uden muskelsvind, så for mig er det sådan, verden er. Jeg rejser med mit handicap og ikke på trods af mit handicap. Muskelsvind er et vilkår,” siger Anna Le Dous.

Hun er i øjeblikket på rundtur i Danmark for at gøre opmærksom på sin nye bog, ‘Hjulspor – Jorden rundt i kørestol’, og har denne sommerdag lagt turen forbi Muskelsvindfonden.

Tegneserie gav rejsedrømme

Da Anna som barn var indlagt på Rigshospitalet ad flere omgange på grund af sin muskelsvind, købte hendes far tegneseriehæfter om den rejseglade Rasmus Klump til hende, hver gang et nyt udkom.

I starten fik hun læst tegneserierne højt, og senere læste hun dem selv. I dag har hun en samling på 60 hæfter. Det er netop en fortælling om Annas glæde ved Rasmus Klump, der indleder den nye bog og sætter rammen om en livslang rejsefeber:

“Som barn var Rasmus Klump det bedste, jeg vidste. Hans eventyrlyst og store gåpåmod fangede mig. Og så var der det med at sejle på de syv verdenshave. Jeg forestillede mig, hvordan jeg selv var på en rejse, hvor vind og vejr bestemte retningen, og hvor tilfældige møder med fremmede blev til venskaber,” fortæller Anna i bogen.

Taxachauffør skruede døren af

Anna bevæger sig godt nok ikke med skib på de syv verdenshave, men med fly, bil og tog. Og det er sjældent uden forhindringer. Når hun rejser med fly, må hun nogle gange vente i sit flysæde i op til en time efter landing for at få sin kørestol udleveret.

Når hendes rejser rundt i et land kræver en bil, er det yderst sjældent, at der kan skaffes en handicapbil. Da Anna besøgte Palæstina i 2019, havde området kun en enkelt bil med lift – den kørte Anna heldigvis i. Og i Malaysia, hvor Anna var i 2007, skruede en taxachauffør døren af sin bil, så Anna kunne komme ind i den med sin kørestol.

“Det ville du aldrig opleve taxachauffører gøre i Danmark. Her ville de formentlig bare sige nej til, at jeg kunne komme med, for i den vestlige verden er vi ikke lige så fleksible. Jeg synes, det er enormt inspirerende at opleve mennesker, der tænker i løsninger. Det var  selvfølgelig mere besværligt for taxachaufføren, men han tog sig den tid uden at tøve,” siger Anna.

Hvad er det værste, der kan ske?

En af de eneste ting, Anna planlægger ned til mindste detalje på sine rejser, er, hvornår hun kan komme til at tisse. Hun kalder det “tisseplanlægning”. Den form for planlægning er især vigtig, når hun rejser med fly, for toilettet om bord på et fly er ikke stort nok til, at hun kan ligge ned, hvilket hun er nødt til for at få sine bukser af og på. Derfor er det for Anna ekstra vigtigt, at et fly eller et tog ikke er forsinket, for det betyder, at tisseplanlægningen skrider. Anna lykkes dog altid med at finde en løsning, selv når det virker umuligt.

“Jo flere gange, jeg har prøvet at finde løsninger på pludselig opståede problemer, jo mere har jeg fået mod på at krydse flere grænser. Man er nødt til at tro på, at det nok skal gå, og jeg finder en glæde i at gøre noget, som jeg i første omgang ikke troede var muligt,” siger hun og fortsætter:

“Hvad er det værste, der kan ske? Det er jo, at jeg er nødt til at tage hjem igen. Det er heldigvis aldrig sket, men hvis udfordringerne en dag bliver for store, så er det jo ikke verdens undergang.”

En lap papir i Marrakesh

Ligesom sit store forbillede, Rasmus Klump, har Anna mødt mange fremmede på sine rejser og dannet både korte og langvarige relationer med dem. På det punkt oplever hun, at hendes muskelsvind giver hende store fordele.

“Jeg har indtrykket af, at der er en form for tiltrækningskraft over det at sidde i kørestol,” siger Anna, som ofte oplever, at lokale kommer hen til hende og spørger til hendes elektriske kørestol eller vil have taget et billede med hende. Især i Mellemøsten og flere steder i Asien, hvor det ikke er almindeligt at se mennesker i kørestol i gadebilledet.

“Det hele foregår på en rar måde, og folk er aldrig ubehagelige,” fortæller hun.

Anna er også flere gange blevet inviteret hjem til fremmede mennesker for at spise. Hun mindes en rejse til Marokko, hvor hun og hendes hjælper en aften befandt sig på en mørk gade i Marrakesh. Der mødte de en mand, som også sad i kørestol. Han talte fransk, hvilket hverken Anna eller hendes hjælper forstod.

“Jeg fik stukket en lap papir i hånden med en adresse og et klokkeslæt på, og det eneste, jeg forstod, var, at han gerne ville have os på besøg dagen efter,” siger Anna og griner.

“Det var da lidt grænseoverskridende at gå hen til en eller anden fremmed mands dør og banke på. Men da han åbnede, duftede der af lækre, lokale krydderier, og hans kone havde sat en couscous-ret på bordet til os. Det var en meget anderledes og spændende oplevelse, selvom vi havde nogle sproglige udfordringer. Det er jo noget med at gribe chancerne, når de er der.”

Anna fortæller, at det samme er sket på en rejse til Island, hvor Anna tilfældigt blev inviteret til kaffe og kage af en mand i kørestol, som sad foran sit hus, da Anna og hendes ven gik forbi.

“Vi forstod ikke et ord islandsk, og når vi prøvede at tale engelsk, grinede han og hans kone bare. Det smittede, og til sidst grinede vi alle sammen, uden at nogen vidste, hvad de grinede af,” siger Anna og fortsætter:

“Man finder hurtigt sammen med mennesker, der er i en lignende livssituation som en selv. Hvis ikke manden havde siddet i kørestol, var kontakten nok slet ikke opstået. Der var en følelse af at have noget til fælles, selvom det tilsyneladende kun var kørestolene. Vi havde dog også det til fælles, at vi var åbne overfor fremmede mennesker og følte også trygge i selskabet, selvom kommunikationen ikke var optimal.”

Artiklen fortsætter efter billedet

Chance fremfor risiko

Selvom Annas nye bog er fyldt med eksempler på både komiske og besværlige situationer, man kan havne i, når man rejser med kørestol og hjælpere, er det ikke det, Anna selv fokuserer på, når hun er af sted.

“For mig er det jo sådan, man rejser. Jeg kan godt se, at andre bare går ind i flyet og sætter sig på deres pladser, mens det er et større cirkus for mig at komme ombord. Jeg bliver båret ind og har en masse hjælpemidler og bagage med, men for mig er det jo det, der skal til, for at jeg kan komme med et fly,” siger hun.

Anna har aldrig ønsket at være foruden sin muskelsvind. I sin bog bruger hun med vilje ordet “chance” frem for “risiko” om sandsynligheden for at få den muskelsvinddiagnose, hun selv har.

“Muskelsvindfonden har været med til at give mig troen på, at jeg selv bestemmer, hvorhen og hvor langt jeg vil i livet, og at livskvalitet ikke afhænger af, hvad man rent fysisk er i stand til,” siger hun og fortsætter:

“For mig er det at sidde i kørestol på linje med, at jeg har briller og har en bestemt hårfarve – og så virker mine ben ikke. Muskelsvind er en del af mig. Og det er for mig vigtigt at gøre op med tanken om, at det er tragisk, hvis man får et barn med handicap, og i stedet skabe en forståelse af, at man selvfølgelig kan have et lige så godt liv som andre mennesker.”

Begrænsninger er noget, man selv sætter

Det er individuelt, hvad det gode liv er, mener Anna. For hende er hendes rejser det, der giver livet indhold. Og det er ifølge hende ikke til at vide, om hun var blevet så berejst, hvis hun ikke havde muskelsvind.

Med det mener hun, at hendes muskelsvind har gjort hende stædig og givet hende en trang til at vise både sig selv og andre, at begrænsninger udelukkende er noget, man sætter for sig selv.

“For mig handler det at rejse meget om at flytte grænser. Og når jeg først har sat mig noget for, så gennemfører jeg det,” siger hun.

Ingen ved, hvor Anna rejser hen næste gang. Men med den frekvens, hun booker rejser i, er der ingen tvivl om, at hun hele tiden er på vej – og ofte går den vej op i et tårn, op i en høj bygning eller op på et bjerg et eller andet sted i verden, så hun endnu engang kan se det hele lidt oppefra.

“Det skal være en overraskelse, når jeg pludselig sender et postkort fra nyt sted. Men jeg har altid noget i støbeskeen.”

Og uanset hvor Anna rejser hen, skal hun altid have pandekager som det første, når hun kommer hjem igen.