SIMON SIGER

Fra sprut og nøgne mennesker til Christiansborgs bonede gulve

Det er historien om, hvordan en leg med nøgne kroppe og skitseblokke blev en kraftfuld manifestation af Plads til forskelle, skriver Muskelsvindfondens formand, Simon Toftgaard Jespersen.

Paerfekt-croquis-Muskelsvindfonden-foto-Liv-M.-Kastrup-042-aspect-ratio-1917-1263
100%
Af Simon Toftgaard Jespersen
26. februar 2025
Læsetid 4 min.
0

I næsten 20 år har Muskelsvindfonden haft en vision om at skabe Plads til forskelle. En god og rigtig vision, hvis du spørger mig. Det lyder samtidig flot, men måske også som noget virksomhedsstrategisk halløj, man sætter flueben ved bag et stort skrivebord. Sådan er vi ikke i Muskelsvindfonden, vi lever det og har gjort det altid. Men alligevel kan en vision aldrig få for meget krop, liv og relevans.

Et nyt ideal

For knap ti år siden fik vi i Muskelsvindfonden en dygtig partnerskabschef, der formåede at oversætte vores vision på en ny måde og skabte brandet og bevægelsen ‘Pærfekt’. En uhøjtidelig, men kraftfuld måde at fortælle verden – og os selv – at det ikke handler om at være fejlfri, men om at være Pærfekt, som man er. Et nyt ideal, et opgør med den herskende perfekthedskultur.

‘Pærfekt’ som udsagn ville en forandring , men i starten var det også bare noget, vi sagde på kontoret uden at tage det videre ud i verden. Det skulle imidlertid ændre sig.

RDN07458-aspect-ratio-2000-1512

Simon Toftgaard Jespersen

  • Født og opvokset i Kolding, men bor i dag i Aarhus.
  • Uddannet cand.mag i medievidenskab på Aarhus Universitet.
  • Kæreste med Elisabeth og far til Alberte og Bertram.
  • Har været konferencier på Grøn siden 2010.
  • Har være politisk engageret i Muskelsvindfonden siden 2010 og formand siden 2020.
  • En af hans visioner for Muskelsvindfonden er at skabe større synlighed og gennemslagskraft for mennesker med handicap, der bidrager til at skabe de bedste vilkår for at leve det liv, den enkelte har lyst til.
  • Simon er aldrig bange for at bruge sig selv, sin humor eller et godt glimt i øjet til at nå ud over kanten med sine budskaber. Mangel på humor er det værste handicap, sagde hans forgænger Evald Krog altid.

Jeg husker særligt et møde en vinterdag i 2018 på Muskelsvindfondens kontor i Aarhus. Vi var fire mennesker samlet med en klar opgave: Hvordan kan vi bruge “Plads til forskelle” og Pærfekt-brandet til at skabe et stærkt budskab på Folkemødet?

Det var en udfordring, for Folkemødet er et sandt inferno af debatter, politiske samtaler og events – og vi vidste, at hvis vi skulle trænge igennem støjen, måtte vi tænke kreativt. Muskelsvindfonden har altid haft en stærk tradition for at skabe unikke, involverende og anderledes events, hvad enten det er Grøn Koncert eller Cirkus Summarum. Vi vidste, at vi skulle gøre noget, der ikke bare informerede, men også engagerede, overraskede – og fik folk til at stoppe op midt i mylderet.

Kunst, humor og alvor

Vores svar? ‘Gin & Croquis’. Sprut og nøgenhed måtte simpelthen kunne noget.

Vi ville tage nøgne mennesker, rigtige kroppe – ikke dem fra Instagram – og lade folk tegne dem, mens de nød en gin brygget på krumme agurker, der var for grimme til at blive solgt i supermarkederne. Essensen af ‘Pærfekt’ tilført tonic.

Samlet set en kombination af kunst, humor og alvor. Et opgør med perfekthedskulturen og et kærligt skub til vores egen blufærdighed. For hvad ville der ske, når man satte sig med en skitseblok og forsøgte at fange et andet menneskes krop – med deller, rynker og alt det, der gør os til dem, vi er?

Det virkede. Folk elskede det. Ikke bare fordi det var sjovt og anderledes, men fordi det åbnede en dør til vigtige samtaler om krop, selvværd og forventninger. Det var oprindeligt tænkt som et event bare til Folkemødet 2018, men sidenhen har ‘Pærfekt Croquis’ udviklet sig til at være en tilbagevendende håndgribelig manifestation af Plads til forskelle for os i Muskelsvindfonden.

Hvorfor ‘Pærfekt’?

Under temaet ‘Pærfekt’ sætter vi fokus på kropsidealer og perfekthedskultur i en række artikler og podcast på Pærspektiv.

Det gør vi for at starte en samtale om, at fejl, deller og rynker er en vigtig del af livet.

Vil du vide mere om Muskelsvindfondens koncept ‘Pærfekt’? Klik her.

En helt ny scene

Det er blevet til næsten 100 shows på 7 år. Vi har optrådt på spændende venues som Det Kongelige Teater, Rigshospitalet, Jelling Musikfestival og Kulturmødet. Vi har lavet to sæsoner på Nørrebro Teater. Og endnu vigtigere: Vi har i samarbejde med Børns Vilkår og Nordea-fonden været ude på masser af ungdomsuddannelser i hele landet og skabt samtaler med unge om krop, selvopfattelse og identitet. Vi har set dem tegne, grine og måske for første gang føle, at de ikke behøver passe ind i en perfekt form.

Og nu har vi på taget ‘Pærfekt Croquis’ til en helt ny scene: Christiansborg.

Når jeg ser tilbage på det møde i 2018, kan jeg ikke lade være med at smile. Dengang var vi fire mennesker, der skulle løse en konkret udfordring: Hvordan skaber vi opmærksomhed på Folkemødet? Vi endte med at skabe noget, der ikke bare blev et vellykket event, men en bevægelse, der i dag betyder noget for mennesker langt ud over Muskelsvindfonden.

For mig er det den ultimative påmindelse om, at Plads til forskelle ikke bare er ord. Det er noget, vi gør. Og vi gør det Pærfekt.

 

Simon Toftgaard Jespersen
Formand for Muskelsvindfonden

Del din mening

Skriv et svar

Ingen resultater