Fra klods om benet til kompetence: Sådan lærte jeg at se konstruktivt på mit handicap


Blogindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger og Pærspektiver.

Da jeg var barn og helt ung, ønskede jeg mig at være ligesom alle andre. Jeg ønskede et liv uden handicap. Uden medfødt cerebral parese (CP) i benene, uden fysioterapi, gangbesvær og krykker.

 Åben krig – min tid i folkeskolen

Mens jeg gik i folkeskolen, lå jeg billedligt talt i åben krig mod mit handicap. Jeg hadede det vildt og inderligt. Situationen blev ikke bedre af, at jeg blev mobbet. På grund af min CP har jeg altid været følsom over for høje lyde. Det fandt de andre i klassen hurtigt ud af. Noget af det sjoveste, de vidste, var at gå hen bag min stol og forskrække mig, så jeg spjættede.

Skrøbelig våbenhvile – min tid på højskole og videregående uddannelse

”Vi må desværre meddele dig, at vi har valgt at gå videre med en anden kandidat til stillingen.”

Beskeden var altid den samme, når jeg søgte job. Jeg begyndte ikke alene at tvivle på mine faglige kompetencer, men også på mit værd som menneske. Det sidste var det værste. Hvorfor var der ingen, der ville ansætte mig?

I årene op til, at jeg afsluttede min kandidatgrad i kommunikation, fik jeg et tåleligt forhold til mit handicap. Ja, jeg opbyggede endda en smule selvtillid. Man kan sige, at min CP og jeg indgik en våbenhvile, for selvtilliden opnåede jeg på trods af mit handicap.

Jeg tog på højskole og senere på universitetet. Jeg fik venner. Det var her, at jeg lærte at være social, hvor jeg i folkeskolen kun havde haft fokus på det faglige.

Våbenhvilen var dog meget skrøbelig, og de mange afslag fik krigen mod mit handicap til at blusse op igen. Mine studiekammerater fik job på stribe. Det gjorde jeg ikke, selvom vi havde samme uddannelse. Afslagene ramte mig hårdt. Hvad var der i vejen? Det måtte helt bestemt, tænkte jeg, være den ene ting ved mig selv, som jeg ikke kunne ændre på – mit handicap.

Varig fred – frivilligt engagement og på arbejdsmarkedet

Da mine dagpenge udløb, engagerede jeg mig i frivilligt arbejde hos Ungdomskredsen i Dansk Handicap Forbund og hos SUMH for at få noget på mit CV. Jeg skrev artikler, læste mine egne digte og holdt oplæg forskellige steder om mit liv. Det gav mig et nyt perspektiv på mit handicap. Jeg fik mere selvtillid, og jeg opbyggede det faglige og sociale netværk, der skulle til for at blive ansat på Videnscenter om handicap, hvor jeg nu arbejder som kommunikationsmedarbejder.

Jeg er naturligvis ansat på grund af mine faglige kompetencer, men ofte sætter jeg også mine erfaringer fra et liv med handicap på godt og ondt i spil. Hver gang får jeg en følelse af, at jeg kan noget, fordi jeg har et handicap – ikke kun på trods af.

Den erkendelse og bevidsthed har hjulpet mig til at slutte fred med mit handicap. Jeg har stadig dårlige dage, men de er få. Om jeg nogensinde vil acceptere mit handicap helt, ved jeg ikke. Jeg ved bare, at min CP er et livsvilkår, som jeg må forholde mig til. Jeg kan ikke vælge det fra, men jeg kan vælge, hvor meget det skal have lov til at fylde, hvornår og hvordan – fra situation til situation. Er glasset halvfyldt eller halvtomt? Hvor meget synes jeg, at der skal være i? Det valg træffer jeg mange gange på en dag.

Hvad vælger du?