Fra fodbolddreng til familiefar

Har du set Beckham dokumentaren på Netflix? Det har jeg, og hvis jeg ikke havde, så var det måske også lidt mærkeligt at spørge.

Den er fremragende, og det siger jeg nok ud fra min interesse i fodbold. Selvom det måske ikke lige stråler ud af mig her på mine fire gummidæk, så er jeg er en rigtig fodbolddreng også på trods af, at jeg har haft mine kvaler helt lavpraktisk med at dyrke sporten.

Min kørestol har tit føltes som et slags fysisk fængsel uden tremmer, hvor man som åndelig festabe er fanget til fysisk passivitet.

Men nu skulle det handle om Beckham. Da jeg ser dokumentaren, går det op for mig, at jeg har en Beckham trøje liggende i skabet fra 1999 – i absolut børnestørrelse vel at mærke. Den har aldrig været brugt, og historien er den, at jeg har gemt den til et helt specielt barn.

Jeg har altid tænkt, at den skulle gå til en god vens barn, en nevø eller niece. Et særligt barn. Men der midt i Victoria og Davids dagligstue midt i dokumentaren går det op for mig, at jeg har fundet det rigtige barn. Mit eget. Mit eget barn sgu.

Og jeg forstår, hvis den pludselige indskydelse kan lyde mærkelig, men det at have fået et barn overrasker mig stadig. Det er det største for de fleste, men for mig har det været kulminationen på et liv og en kamp for at blive som alle andre. Jeg har altid været heldig i mange af livets facetter. Det er gået godt i skolen, på arbejdsmarkedet, i fritidslivet, i familien, og jeg har altid været velsignet med mange gode venner.

Men kærlighedslivet er en anden snak. Jeg har altid haft den største længsel efter tosomheden, som imidlertid er gået uden om mig – indtil for 5 år siden. Jeg var Simon med succes på mange områder, men jeg var også en efterhånden 29-årig jomfru uden billet til parmiddage. Det har været hårdt.

Jeg var med, som alle andre, men uden at have prøvet at have en kæreste følte jeg mig aldrig rigtig med, men derimod udenfor. Jeg har i den grad haft oplevelsen af, at andre mennesker ville mig, men ikke som partner. Det har jeg været nødt til arbejde med, og jeg har arbejdet med troen på mig selv som kæreste, som elsker, som mand og som ligeværdig partner.

I min frygt for aldrig at lykkes med tosomheden lå også en skjult konklusion af, at jeg aldrig ville komme til at stifte familie, selvom det altid har været min drøm.

Men ting sker. I dag har jeg Alberte på halvandet år sammen med Elisabeth og en dreng på vej. Den største lykke af alle er også blevet min. På den måde føles mit liv med et handicap mere komplet end nogensinde, og jeg er faktisk så lykkelig, at det er svært at forklare. Vi er en klassisk familie, men på utraditionel vis. Og selvom hun muligvis ikke kommer til at gå op i fodbold eller sport generelt, så har Beckham i skabet fundet sin aftager. Fars pige. Alberte.

Simon Toftgaard Jespersen
Formand for Muskelsvindfonden