Der er solid evidens for, at kræftrehabilitering er effektivt. Alligevel takker mange mænd nej til rehabilitering, modsat kvinder. Det skyldes forskelle i mænds og kvinders måde at opfatte sygdom, behandling og rehabilitering på. Forskelle man også skal være opmærksom på inden for andre sygdomme.
Der er tilsyneladende forskel på mænds og kvinders måde at opfatte sygdom og rehabilitering på, og overrepræsentation af kvinder blandt sundhedspersonalet kan være med til at skabe og fastholde kønsmæssig ulighed i sundhedsvæsenet. Det viser et studie fra kræftområdet, som beskriver en tendens, der kan genkendes inden for andre sygdomsområder.
Barrierer hos både mænd og personale
Det er en af konklusioner i et studiet er gennemført af Charlotte Handberg, som i dag er seniorforsker i RehabiliteringsCenter for Muskelsvind (RCFM). Selv om studiet handlede om kræft, mener Charlotte Handberg, at man kan overføre mange af de resultater og konklusioner, hun kom frem til, til andre områder inden for sundhedsvæsenet. Hun peger især på det fokus, hun havde på sundhedspersonalets adfærd over for mandlige patienter.
”I mit feltstudie mødte jeg mænd på kræftafdelingen på hospitalet, talte med dem og fulgte dem over længere tid. Jeg overværede samtaler mellem personale og mændene for at observere attitude, adfærd og sprog i samtalerne. Og jeg kunne se, at mændene og sundhedspersonalet ofte modarbejdede hinanden via deres adfærd. Personalets attitude og adfærd kom tit til at forstærke mændenes modvilje mod at sige ja til at deltage i rehabilitering,” siger Charlotte Handberg.
Fakta om studiet Studiet undersøgte, hvad forklaringen kunne være på, at selv om flere mænd end kvinder får kræft, er der kun meget få mænd, der deltager i rehabilitering. Også selv om det er en kendsgerning, at dødeligheden som følge af kræft er større blandt mænd.
Samtidig blev det undersøgt, hvilken påvirkning det havde, at mændene primært mødte kvindelige medarbejdere i sundhedsvæsenet. Som mange ved, er der en overvægt af kvinder inden for behandling, opfølgning, information og overgangen til kommunal rehabilitering.
I dag udgør kvinder over halvdelen af sundhedspersonalet både som læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, diætister m.fl. og derfor er denne påvirkning relevant at undersøge.
Studiet er gennemført af Charlotte Handberg, som i dag er seniorforsker i RehabiliteringsCenter for Muskelsvind. Selv om studiet handlede om kræft, mener Charlotte Handberg, at man kan overføre mange af de resultater og konklusioner, hun kom frem til, til andre områder inden for sundhedsvæsenet. Hun peger især på det fokus, hun havde på sundhedspersonalets adfærd over for mandlige patienter.
”I mit feltstudie mødte jeg mænd på kræftafdelingen på hospitalet, talte med dem og fulgte dem over længere tid. Jeg overværede samtaler mellem personale og mændene for at observere attitude, adfærd og sprog i samtalerne. Og jeg kunne se, at mændene og sundhedspersonalet ofte modarbejdede hinanden via deres adfærd. Personalets attitude og adfærd kom tit til at forstærke mændenes modvilje mod at sige ja til at deltage i rehabilitering,” siger Charlotte Handberg.
Via møderne og samtalerne med mændene tegnede der sig et tydeligt billede af, hvordan mændene reflekterede over deres situation og deres eventuelle deltagelse i et kræftrehabiliteringsforløb. For de fleste mænd var det vigtigt at bevare deres maskulinitet, kontrol, selvstændighed og i hvert fald undgå at vise svaghed, blive afhængige af andre og få medynk.
Og at deltage i rehabilitering ville i deres opfattelse netop betyde, at de ikke kunne bevare det, der var vigtigt for dem, og til gengæld ville vise svaghed og afhængighed.
Blandt sundhedspersonalet var der ofte en helt anden tilgang til mandlige patienter end til kvindelige, viste studierne. Personalet brugte en anden retorik, f.eks. mere humor og en friskhed i sproget, som kunne opfattes akavet i forhold til alvoren i situationen og sygdommen. Denne adfærd gjorde det vanskeligt for mændene at vise svaghed og bede om hjælp og støtte, da sundhedspersonalet appellerede til deres maskulinitet. Forventningen til netop en maskulin adfærd og styrke hos de mandlige patienter er uheldig, og sundhedspersonalets opfattelse af køn og præferencer for rehabilitering er tilsyneladende fastlåste.
Charlotte Handberg registrerede også via sine interview, at der var en generel opfattelse af, at mænd ikke ville tale om deres sygdom, eller hvordan de havde det og slet ikke, hvis de var i et stort forum, hvor der både var mandlige og kvindelige patienter.
”Kvinder er generelt meget åbne og verbale end mænd. Det er ofte kvinders måde at bearbejde situationen på, mens jeg oplevede, at mange mænd gerne vil bearbejde situationen, men på en anden måde. Måske mere på to-mands hånd eller i mindre grupper, hvor man bedre kan kontrollere slagets gang. De vil selv styre, hvornår og hvordan de taler om det, der er svært,” siger Charlotte Handberg.
Den vigtigste konklusion på afhandlingen er ifølge Charlotte Handberg, at der synes at være en social adfærd inden for sundhedssektoren, der tilsyneladende underminerer mænds sundhed. Den adfærd kan dermed både fremme, reproducere og opretholde mænd i deres uhensigtsmæssige sundhedsadfærd bl.a. i forhold til kræftrehabilitering.
”Mænd vælger (bevidst eller ubevidst) at opfylde de sundhedsprofessionelles og egne forventninger om traditionelle opfattelser af maskulinitet. De opfatter rehabilitering som værende synonymt med at bede om hjælp og være svag. Det er en samfundsmæssig konstruktion, der er vanskeligt at ændre på ud fra resultaterne i min afhandling, men der bør være en større opmærksomhed på at ændre fastlåste adfærdsmønstre i forhold til køn i både tilbud, kommunikation og adfærd,” afslutter Charlotte Handberg
Del din mening
Eller login med din email
Relateret indhold
Et barn af Muskelsvindfonden
Antonietts afskedsbrev til sin krop: ”Vi havde store planer, os to”
Sundhedsreformen er landet med et brag
Reelle forandringer sker i krydsfeltet mellem det etablerede system og aktivister
Som 27-årig måtte Louise genopfinde sig selv: Jeg har lært, at jeg ikke skal give op
Antonietts digt om kommuneangst: ”Det føles som en krig, som kan forsætte uendeligt”
Velkommen til Pærspektiv
Globetrotter på hjul: “For mig er det jo sådan, man rejser”
Martin Larsen blev dakke-dak musikkens svar på Gulddreng, da han skjulte sit sande jeg
Vi var ét. Jeg var hendes arme og ben, hun var hjernen og erfaringen.
Helene Bülow: Jeg ser ud præcis, som jeg skal
Johan Lauritsen: Jeg ville være normal
baggrundsartikels
blogs
debats
fjernsyns
fotoreportages
interviews
leders
nyheds
podcasts
politiks
portraets
qas
smaas
smaa-samtalers
storys
videos
posts
Ingen resultater