Forbud mod sociale medier: “Jeg vil bare gerne vise, at jeg lever et normalt liv”

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger og Pærspektiver.

Stine Liv Johansen er lektor på Aarhus Universitet, forsker i børn og unges medieforbrug, med særligt fokus på, hvordan børn og unge med handicap bruger sociale medier.

Unge med fysiske handicap bruger, ligesom de fleste andre unge, sociale medier, men de bruger dem også til at vise omverdenen, at de er meget mere end deres udfordringer. Og ved at se nærmere på deres praksisser, og ikke mindst tale med dem selv om muligheder og problematikker i deres digitale liv, kan vi få tiltrængte nuancer ind i debatten om unge og digitale medier. En debat, som lige nu sættes på spidsen af et borgerforslag, der vil forbyde adgang til de mest brugte sociale medieplatforme for alle under 18 år.

Et af mange problemer med et sådant forslag er, at unge, der af forskellige årsager har udfordringer i forhold til at deltage i fysiske fællesskaber, afskæres fra relationer online og fra at bringe deres stemme og perspektiver ind i den offentlige debat.

Sociale medier er de unges frirum

Sidste år interviewede jeg fem unge mellem 13 og 22 år, der alle lever med et synligt handicap, og resultatet af de interviews er for nylig udkommet i en artikel i Nordisk tidsskrift for ungdomsforskning. I artiklen som hedder, “Jeg vil bare gerne vise, at jeg lever et normalt liv”, beskriver jeg, hvordan platforme som Instagram og YouTube bliver de unges frirum til at vise verden, at de lever et helt almindeligt (og godt) liv – bare på deres egne betingelser.

For dem handler det ikke kun om at holde kontakt med venner og familie, men også om at tage styringen over, hvordan andre ser dem og deres handicap. Og de bidrager dermed også til en mere facetteret diskussion af betydningen af sociale medier i unges liv, der handler om meget mere end bevidstløs scrolling, hvor unge er ofre for skruppelløse platforme.

De her unge bruger sociale medier til at udfordre fordomme og vise, at de kan gøre alt muligt – også de ting, som mange ikke forbinder med et fysisk handicap.

Nogle af dem deler træningsvideoer, hvor de tilpasser øvelser til deres krop, eller viser, hvordan deres hverdag ser ud med skole, fritidsliv, kultur osv. De tør også vise deres sårbarheder og fortæller om sygehusbesøg og kommunestress. Det kræver overvejelse og mod at beslutte, hvad man vil dele, og hvad man vil holde privat.

For nogle er det vigtigt at forklare, hvordan deres hjælpemidler fungerer, eller hvad deres handicap indebærer, men de tænker nøje over, hvor meget de vil vise.

En ung kvinde fortæller, at hun gerne vil give sine følgere indblik i, hvad en stomi er, men at hun ikke ønsker at gå i detaljer om det – det er for intimt.

En anden tænker over, hvilke billeder hun lægger op af sig selv stående eller gående, da hun synes, at det på en måske lidt paradoksal måde får hende til at fremstå ”mere handicappet”, end hvis hun poster billeder, hvor hun sidder i sin kørestol. At finde balancen mellem at vise sig selv og holde noget for sig selv er noget, de jonglerer med dagligt – igen ligesom alle andre unge mennesker, men med lidt andre nuancer.

For disse unge bidrager mediet til hverdagsaktivisme

De unge bruger sociale medier til at vise deres kroppe og sårbarheder på deres egne præmisser. Det er ikke de glansbilleder, man ellers ser på Instagram. Hos disse unge er der plads til det uperfekte, som udfordrer de gængse skønhedsidealer. For én af de unge har det faktisk været en stor ting at dele et billede af sin egen krop uden filter og skrive ærligt om de ting, han kæmper med. Reaktionen var overvældende positiv, og mange følgere kunne relatere til det – både dem med og uden handicap.

Selvom de her unge måske ikke tænker på sig selv som aktivister, gør de alligevel noget vigtigt, hver gang de poster. De skaber en form for hverdagsaktivisme, der ændrer den måde, andre ser handicap på. Ved at dele deres historier og tanker om livet bidrager de til, at folk får et mere åbent og nysgerrigt blik, og de nedbryder tabuer og misforståelser.

Sociale medier bliver derfor deres værktøj til at skabe et mere inkluderende og forstående fællesskab – og de gør det med stil og personlighed.

Hvis unge forbydes adgang til sociale medier, vil det gå særligt hårdt ud over unge som disse, der ikke har de samme muligheder for at deltage i fysiske fællesskaber. For dem er sociale medier – uagtet alle de problemer, der er knyttet til dem, og som vi skal finde løsninger på – både en adgangsbillet til sociale relationer og et vindue, hvor de kan vise os alle, hvem de er, og hvad de har at tilbyde verden.