“Forbud mod sociale medier er helt på sin plads”

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger og Pærspektiver.

Imran Rashid er speciallæge i almen medicin, forfatter og ekspert i digital sundhed

I en nylig artikel på Pærspektiv.dk beskriver lektor Stine Liv Johansen, hvordan hun gennem interviews af unge med fysiske handicap oplever, at de bruger sociale medier til at vise, at de “ blot lever et normalt liv på deres egne præmisser”.

Derved kommer de sociale medieplatforme til at fungere som frirum, hvor man kan udfordre fordomme og dele deres hverdagserfaringer.
Hvor prisværdigt og berigende dette end lyder, særligt i en medieforskers ører, så er der nogle særdeles alvorlige nuancer, der mangler i den lidt naive og rosenrøde fremstilling.

Vi står ved en skillevej

I lyset af de seneste udviklinger inden for sociale medieplatforme, især med udmeldinger fra ledere som Donald Trump, Elon Musk og Mark Zuckerberg, står vi nemlig i samfundet ved en skillevej, hvor det er afgørende at træffe bevidste og ansvarlige valg om det, man kan kalde samfundets “kritiske sociale infrastruktur”. Disse platforme, der ofte fejlagtigt kaldes “sociale medier”, fungerer nemlig reelt som kommercielle annonceplatforme, der prioriterer profit over brugernes trivsel.

Senest har Meta, selskabet bag Facebook og Instagram, eksempelvis annonceret ophøret af deres faktatjek-program og en lempelse af indholdsmoderationen. Denne beslutning, der angiveligt skal fremme ytringsfrihed, åbner desværre døren op for øget spredning af misinformation og skadeligt indhold. Noget, vi i den grad er nødt til at tage alvorligt i denne nye ildevarslende “America first”-tid.

Det er som at lade en fastfoodkæde drive skolekøkkener

For sårbare grupper, heriblandt personer med handicap, er det derfor bydende nødvendigt, at man sikrer adgang til sociale infrastrukturer, der ikke er baseret på manipulation, fastholdelsesmekanismer samt uetisk dataudnyttelse. Særligt når behovet er så vigtigt, som det understreges i Liv Johansens artikel.

At overlade sådanne kritiske behov til kommercielle aktører uden passende regulering svarer til at lade en fastfoodkæde som McDonald’s drive landets skolekøkkener helt uden hensyntagen til etik og sundhed.

Adskil digitale værktøjer fra digitale stimulanser

Derfor er det på høje tid at særligt landets medieforskere lærer at adskille digitale værktøjer fra digitale stimulanser. Digitale værktøjer tjener brugernes behov uden at udnytte dem, mens digitale stimulanser, designet til at fastholde opmærksomhed for profit, bør reguleres strengt og forbydes, særligt overfor børn og sårbare unge.

Og eftersom mange medieforskere af gode grunde mangler den neuropsykologiske indsigt til at kunne forstå forskellene mellem “ægte sociale medier” – og så disse kyniske annonceplatforme, så bør samfundets overordnede fokus nu rettes mod tiltag, der kan forebygge den mentale mistrivsel, som ofte følger i kølvandet på brugen af disse medier.

Nyere forskning viser da også, at der i den grad er grund til et forsigtighedsprincip i brugen af sociale medier. Vi må derfor sikre, at de miljøer, som særligt handicappede og andre sårbare grupper er nødt til at anvende først og fremmest styrker deres brugernes velbefindende – frem for at undergrave det. Derfor er et forbud mod digitale stimulanser helt på sin plads – samtidig med, at vi i Danmark begynder at bygge vores egne kritiske sociale infrastrukturer, som vores børn og unge frit og trygt kan bevæge sig på.