Et ureflekteret fokus på normalitet i sundhedsvæsenet?

Guld fra arkivet. Dette er en udvalgt artikel fra vores arkiv.

Brugen af ordet ’normal’ er allestedsnærværende i sundhedsvæsnet, men hvad karakteriserer egentlig det normale? Og er er sundhedspersonalet opmærksom på, om det kan have konsekvenser for patienterne at få hæftet ordet normal eller unormal på sin tilstand?

Seniorforsker, Charlotte Handberg

Dette sætter en gruppe forskere fra Danmark og Canada, heriblandt seniorforsker Charlotte Handberg fra RehabiliteringsCenter for Muskelsvind (RCFM), fokus på i en videnskabelig artikel.

Hvad vil det sige at være normal?

Når vi som mennesker taler om at være normal, er det en måde at klassificere, hvordan vi tænker, føler, handler og lever. Normalitet kan være et udtryk for både det gennemsnitlige – det som kan tilskrives flertallet – og det ideelle – det, som vi stræber efter. Normalitet er ofte forbundet med vores krop, vores helbred og vores udseende og den måde, vi lever og opfører os på. Det normale opfattes derfor generelt som det sunde og ønskværdige, hvorimod det unormale er det usunde, afvigende og dermed uønskede.

Det, der opfattes som normalt, afspejler den tid og det samfund, vi lever i, og de mennesker vi definerer os ud fra. Det kan derfor i andre tider og andre samfund være andre ting, der anses for normale eller afvigende, og normalitetsbegrebet er derfor konstant til forhandling.

Som individ kan man have sin helt egen opfattelse af, hvad der er normalt, men fordi vi er sociale væsner, vil den oftest være præget af de mennesker, vi ser op til, omgiver os med og har et meningsfællesskab med. Derfor kan vi nogle gange blive meget overraskede, hvis nogle af vores nærmeste har en anden opfattelse af, hvad der er normalt.

Stødte hele tiden på ”normal” og ”normalitet”

Seniorforsker Charlotte Handberg er igennem sin forskning ofte stødt på en allestedsnærværende brug af ord som normal og normalitet.

”Jeg stødte på begrebet ’normal’ overalt, og det fik mig til at tænke på, om det var noget, man bare sagde, eller om der var tænkt nærmere over det,” siger Charlotte Handberg.

”Det var både blandt mine sundhedsfaglige kolleger og hos mange af de patienter og brugere, jeg har interviewet igennem tiden, som har udvist et betydeligt fokus på at holde fast i en eller anden form for normalitet.”

Hun kontaktede tre andre forskere for at høre, om de vil være med til at undersøge brugen af normalitetsbegrebet nærmere. Det er der kommet en artikel ud af, som både undersøger, hvad der ligger til grund for anvendelsen af normalitetsbegrebet i sundhedsvæsnet, og hvorfor det kan være vigtigt for brugere og patienter at holde fast i det normale, hvad det så end er.

Normalitet måles gennem hele livet

Hvor normalitet i samfundet generelt er et flydende begreb, er det i sundhedsvæsnet en klart defineret størrelse. Her finder man frem til ’det normale’ ud fra tal og værdier, som bygger på det forventede og det gennemsnitlige.

Fra det øjeblik et barn kommer til verden, bliver det målt og vejet og undersøgt for, om det er ’normalt’. Når vi går til kontrol hos lægen, er formålet også at undersøge, om der er noget, der afviger fra det normale. Symptomer på sygdom er afvigelser fra normaltilstanden, og diagnoser stilles ved at finde de afvigelser, der forårsager symptomerne.

Det normale er i sundhedsvæsnet forbundet med at have et godt helbred, og læger og sygeplejersker er uddannet til at bringe kroppen eller sindet tilbage til en ’normal’ tilstand. Så fra et sundhedsfagligt synspunkt er alle, der indlægges på et hospital eller søger hjælp i sundhedsvæsenet, i udgangspunktet afvigende fra det normale, ene og alene fordi de er syge eller har en sygdom, der nødvendiggør kontakt med sundhedsvæsnet.

Måske er det derfor ikke så underligt, at sundhedspersoner ofte, og også uden nærmere refleksion, anvender ordet ’normal’ i deres kommunikation med patienterne.

Bare rolig, alt er helt normalt

Beskeden om, at alt er normalt, afleveres som regel af en sundhedsperson med det formål at berolige eller skabe håb. Som patient er man for det meste glad for den besked, men hos nogle kan den være i konflikt med deres egen opfattelse af, hvad der er normalt.

”Jeg har oplevet, at brugere, som lige har fået en muskelsvinddiagnose, kan blive meget usikre, hvis de fortæller om en bekymring og så får at vide, at ’det her er helt normalt for en person med muskelsvind’. Fordi for dem er det slet ikke ’normalt’ endnu, men en helt ny livssituation de skal forholde sig til,” siger Charlotte Handberg.

”Vi så også i forbindelse med RCFM’s projekt om forældre med muskelsvind eksempler på, at sundhedsvæsnet slet ikke var indrettet til at hjælpe gravide par med muskelsvind. Flere af parrene oplevede i deres kontakt med sundhedsvæsenet en problematisering af deres muskelsvind, fordi det ikke er ’normalt’ for gravide at have muskelsvind eller have en partner med muskelsvind. En far, der sad i kørestol, fik fx at vide, at han ikke kunne være med på fødestuen, fordi det ikke var ’normalt’ at have kørestole med på fødestuen.”

Illustration: Tina Thorborg

”I de eksempler har der tydeligvis i sundhedsvæsenet ikke været opmærksomhed på, hvordan brugen af ’normal’ blev opfattet af brugeren eller patienten,” siger Charlotte Handberg.

Undgår at søge hjælp for at holde fast i det normale

I et nyligt overstået projekt, der undersøger RCFM som samarbejdspartner for fagpersoner og brugere, har Charlotte Handberg interviewet en række personer med muskelsvind, som har været henvist til RCFM i flere år uden at gøre brug af rehabiliteringscentrets ydelser. Flere af dem fortæller, at de ikke har lyst til at involvere RCFM i deres udfordringer, fordi de gerne vil klare sig selv og ’leve så normalt som muligt’.

”Der blev sagt normalt virkelig mange gange i de interviews,” siger Charlotte Handberg og uddyber:

”Interviewpersonerne taler om at holde fast i et normalt liv og være normale, og de forbinder det at få hjælp fra RCFM som en glidebane mod at være syg og ’unormal’. Og det er jo ærgerligt, eftersom flere godt kan have behovet for at få hjælp fra RCFM. Formålet med vores rehabilitering er jo netop at hjælpe mennesker med muskelsvind hen mod et meningsfuldt liv med bedst mulig aktivitet og deltagelse, mestring og livskvalitet.”

Efterlyser øget refleksion i sundhedsvæsnet

Normalitetsbegrebet er komplekst, og der kan findes mange flere eksempler på både hensigtsmæssig og uhensigtsmæssig brug af ’normal’. De fire forfattere opfordrer i artiklen til, at sundhedsfaglige personer reflekterer over og taler sammen om, hvordan normalitet italesættes over for patienter og brugere.

Illustration: Tina Thorborg

”Som sundhedsfaglig har man ikke automatisk ret til at definere, hvad der er normalt eller unormalt hos en person. Måske kan sundhedsfaglige blive bedre til at forklare, hvad de mener, når de taler om, at noget er normalt,” siger Charlotte Handberg.

”Jeg tror også, at vi som sundhedsfaglige kan blive bedre til at spore os ind på patientens eller brugerens egen opfattelse af normalitet. En af pointerne ved at tage begrebet normalitet op i artiklen var netop at opfordre til refleksion over anvendelsen af begrebet i dagligdagen og i klinisk praksis.”
………………………………………………………………..

Artiklen Reflections on the Complexity of Normalcy in Nursing and Health Care er skrevet af Charlotte Handberg, RCFM og Aarhus Universitet, Lene Seibæk, Aarhus Universitet og AUH, Sally Thorne, University of British Columbia, og Kirsten Beedholm, Aarhus Universitet. Den er udgivet i tidsskriftet Advances in Nursing Science

Referencer:
Handberg, Seibæk, Thorne og Beedholm: Reflections on the Complexity of Normalcy in Nursing and Health Care
Micheal Rost: “To Normalize is to Impose a Requirement on an Existence.” Why Health Professionals Should Think Twice Before Using the Term “Normal” With Patients
Catita, Águas og Morgado: Normality in medicine: a critical review
Nicholas Rose: Normality and pathology in a biological age