„Det var jo ikke sådan ment…!‟

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger og Pærspektiver.
Mira C. Skadegård er lektor og diskriminationsforsker og har phd i strukturel diskrimination på Aalborg Universitet.

Forestil dig dette: To gode venner bliver uenige i en situation, hvor der er sagt noget diskriminerende. Lad os kalde dem Anna og Bent. Anna er minoriseret, eksempelvis en kvinde med handicap, mens Bent er majoriseret, altså en del af flertallet i samfundet.

Bent siger under en samtale med Anna, ”at mennesker med handicap er mindre intelligente end andre”.
Det er fordomsfuldt og diskriminerende sagt, pointerer Anna.

Bent forsvarer sig ved at sige, at det ikke var hans hensigt at diskriminere, og Anna accepterer, at det reelt ikke var hans intention at diskriminere, men fastholder, at det ikke desto mindre er det, der er sket.

Anna forklarer Bent, hvor ubehageligt det er for hende at høre ham sige noget så diskriminerende. Det er det, hun forholder sig til. Selve diskriminationen. Men Bent forholder sig til sin intention og forholder sig ikke til selve diskriminationen eller Annas oplevelse af den.

Det ender med, at Bent bestemmer

En klassisk udfordring, når vi taler diskrimination, opstår, når afsenderens, altså Bents intention bliver det vigtige og kommer i centrum. Det betyder, at Bents intention vægtes højere end virkningerne af diskrimination på Anna, altså hvad diskriminationen gør ved hende.

Når intention bliver vigtigere end selve handlingen (det der bliver sagt) eller virkningen på modtageren (Anna), opstår der flere problemer. For det første diskuteres Bents oplevelse og hensigt som afgørende i højere grad end Annas oplevelse. Derved bliver det Bent, der i sidste ende bestemmer og definerer, om diskrimination egentligt har fundet sted.

Det afslører en iboende ulighed i tilgangen til diskrimination. For ikke alene får selve diskriminationen (handlingen) mindre betydning og legitimitet, men den, der oplever, at være udsat for diskrimination, som i dette tilfælde er Anna, tildeles mindre validitet. Hendes oplevelse er ikke ligestillet med Bents oplevelse.

For eksempel kan Bent benægte diskriminationen ved at afvise en negative intention. I praksis betyder det, at den med magten til at diskriminere også har magten til at afgøre, om diskrimination har fundet sted.

Udover, at selve diskriminationen overses, har den ulige vægtning af intentionen den konsekvens, at Anna udsættes for en yderlige diskriminering, når hun ikke vurderes på lige fod med Bent.

Magt er centralt, når vi taler diskrimination

Der er samtidig en strukturel og magtmæssig forskel på Anna og Bent, da Anna er den minoriserede, mens Bent er den majoriserede.

Magt er centralt for, at diskrimination kan finde sted. Det vil sige, at selv om Anna og Bent formelt er ligestillede under loven, har deres forskellige sociale positioner betydning for deres reelle magt.

Hvorfor skal kun Bent bestemme?

Fra et helikopterperspektiv kan det siges, at både Bent og Anna har hver deres oplevelse af situationen. Derfor giver det ikke mening, at kun den ene reelt kan afgøre, om diskrimination har fundet sted.

Den overdrevne fokus på intention betyder i praksis, at uanset hvad Bent gør, så er det Bent i sidste ende, der afgør, om diskrimination har fundet sted. Annas ord får mindre vægt og den diskriminerende handling mindre betydning. Derudover bliver selve diskriminationen (handlingen) nærmest overset.

Diskrimination kan altså godt finde sted uden en bevidst intention om at diskriminere. Men når vi tillægger intentionen højere værdi end selve diskriminationen, fastholder vi opfattelsen af diskrimination og racisme som individuelle udfordringer frem for problematikker som er strukturelle, institutionelle og systemiske. Og så kan vi ikke bekæmpe det.  Derudover overser vi, at diskrimination udgøres af noget vi gør – altsp en handling eller hændelse. Det er noget vi kan blive bedre til at identificere og endda ændre på. Så næste gang du oplever én, som siger: “Det var ikke min mening…” så hold fokus på handlingen og ikke intentionen.