Året er 2005, og jeg er netop blevet færdig med en sportsdag i hedengangne Vejle Amt på tværs af børn og unge med handicap og deres venner fra folkeskolen. Et årligt arrangement, der var lig med en hel dag fri fra skole – ja tak!
En ældre mand kommer over til mig og fortæller, at han ser et talent for at spille petanque, eller boccia, som det hedder i den verden. Kort fortalt en sportsgren, hvor det handler om at få sin egen kugle tætteste på ‚grisen‛, og kan man ikke kaste, så kan man trille ved hjælp af en halv tagrende i varierende længde.
Ikke nok med at være et talent, den ældre mand er landstræner og tilbyder mig en plads på holdet til De Paralympiske Lege i Beijing i 2008, hvis jeg i de næste tre år er klar på at træne hårdt sammen med resten af landsholdsspillerne, der i øvrigt alle er over 50 år. Jeg var 15 på det her tidspunkt, talenter er jo ikke så gamle 😂
Del din mening
Eller login med din email
Relateret indhold
Sporten der tilpasser sig mennesket – og ikke omvendt
Formanden: de Paralympiske Lege styrker repræsentationen i sport
Hører du også, hvad du selv mener?
Min pause fra reels – og hvorfor du også skulle prøve det
Som én af de heldige i systemet: Derfor talte jeg i Genstart om FN’s kritik af Danmark
Vi har råbt op i mere end 50 år – men én ting har vi glemt
Statsassisteret selvmord er et samfund, der giver op
Når et vægttab gør ondt i røven – bogstaveligt talt
Fra sprut og nøgne mennesker til Christiansborgs bonede gulve
Et barn af Muskelsvindfonden
AI og teknologi er min redningsplanke
Undskyld, må jeg spørge dig om noget, Tobias Thorning Jørgensen?
baggrundsartikels
blogs
debats
fjernsyns
fotoreportages
interviews
leders
lyds
nyheds
oplaeste-artiklers
podcasts
politiks
portraets
qas
smaa-samtalers
storys
videos
posts
Ingen resultater