Antonietts digt om kommuneangst: ”Det føles som en krig, som kan forsætte uendeligt”


Kommuneangst

Jeg har angst i et land, som burde hjælpe dem de kan.

Jeg frygter, mit liv bliver forringet, fordi ingen tager affære i Folketinget.

I stedet giver de ansvaret og byrden til kommunen, som nu for mig virker truende.

De truer med et liv, der ikke har værdi, fordi deres kommunekasse er fattig og umenneskelig.

Jeg er blevet et nummer i et system og ses nu kun af myndighederne som et problem.

Et problem, der skal nedskaleres og helst ryddes af vejen og ikke har nogen ret i min egen.

Når digital posten tigger ind, gør det både ondt i krop og sind.

Angsten spreder sig med lynets hast, og jeg føler mig holdt fast.

Fast i en frygt, der gør mig utilpas, og som gør, at jeg føler mig til last.

Jeg frygter, at kommunen har noget dårligt på sinde, som gør, at jeg min kampgejst må finde.

For ofte er kontakten med kommunen en kamp og en krig, der giver mig lyst til at råbe og skrige.

Det føles som en krig, som kan forsætte uendeligt.

For jeg kæmper med at skulle bevise, at jeg ikke uden hjælp kan hverken tisse eller spise.

Det har jeg ikke kunne siden mine teenageår, så hvad er det, kommunen ikke forstår?

Jeg har et handicap, som kun bliver værre og som er svært nok i sig selv at bære.

Jeg har brug for hjælp hele døgnet rundt, og er det ikke mig forundt?

At kunne leve et liv med livskvalitet og mulighed for social aktivitet.

Hvis kommunen skærer i min hjælp, så vil hele min verden vælte.

Jeg vil kunne se det liv, jeg kender, smuldre mellem mine og kommunens hænder.

Sådan føles kommuneangst, som en tung hjertebanken og en puls, som stiger, der gør dig foreviget bange for, hvad de nu siger.

Bange for, hvad det nu er, de vil? Sætter de dit liv og din værdighed på spil?

Når kommunen tager kontakt, bliver jeg ramt af en stor afmagt.

Jeg tvivler på mig selv, og føler jeg ikke har nogen værdi i mig selv.

Jeg føler, jeg bliver gjort til ingenting, og det vil være bedst bare at forsvinde.

For hos kommunen er jeg blot en udgift og et menneske, der er dyr i drift.

Den behandling får mig til at græde og få stress, fordi jeg ikke føler mig tilpas.

Jeg vil ønske, at det i fremtiden vil føles godt at kunne åbne den digitale post.

At jeg får tilliden tilbage og ikke frygter for at skulle skrive en klage.

Men blot skal modtage den livsnødvendige hjælp, jeg har ret til og aldrig mere skal frygte, at mit liv bliver sat ud af spil.

For jeg lever i et land, hvor de fleste tror, at vi hjælper dem vi kan.

Så lad os sammen gå til Folketinget og sikre, at mennesker med handicaps liv ikke bliver mere forringet.

For alle mennesker fortjener et værdigt liv, så lad os sammen ændre det politiske perspektiv.

Det må ikke ende med at handle om udgifter og skabe store politiske gnister.

Så lad os stå sammen som land og sikre, at vi i fremtiden forsat hjælper dem vi kan.