Alle er lige meget værd – eller er vi?

Her giver vi ordet til alle, der har noget væsentligt på hjerte. Vi byder mangfoldighed, diverse holdninger og debatstof velkomment, såfremt det holder sig inden for strafferegler og presseetik. Vi forbeholder os retten til at forkorte og eventuelt omskrive relevante passager, så det passer ind i nærværende formats specifikationer . Teksten er udtryk for skribentens egne holdninger og meninger

Målt i kroner og ører kan direktøren for en milliardvirksomhed og en borger med et handicap på et botilbud aldrig være lige meget værd, men som mennesker og individer i samfundet er de to personer lige meget værd. Sådan må og skal det være i et velfærdssamfund som vores. Dog tyder det på, at Regeringen og Kommunernes Landsforening er ved at sætte en ny retning for, hvad vores velfærdssamfund er, og hvem det er til for.

Undskyld vi er her

Finansminister Nicolai Wammen åbnede ballet i sensommeren 2023 i forbindelse med Regeringens præsentation af dens finanslovsforslag. Her gav den tidligere Aarhus-borgmester det specialiserede socialområde skylden for, at kommunerne fattes penge og dermed må skære ned på lejrskoler i folkeskolen. Altså med andre ord, så er borgere med et handicap, ifølge Regeringen, årsagen til, at Peter og resten af 5.A ikke kan komme på lejrskole.

Allerede her krakelerede glansbilledet af vores velfærdssamfund lidt. For stod finansministeren virkelig på landsdækkende tv og sagde, at det er vigtigere, at folkeskolen har råd til at sende Peter og 5.A på lejrskole end, at Jesper på 20 år med et handicap kan få en BPA-ordning til at leve et frit ungdomsliv, som alle andre på samme alder? Nej, dét sagde finansministeren ikke, men det kunne han lige så godt have sagt.

For selvom hashtagget ”Undskyld, vi er her” skød op og sendte Nicolai Wammen ud i en shitstorm – som til sidst fik Wammen til tasterne med en undskyldning på Facebook – så var retorikken ikke tilfældig. Politikkerne, og især ministrene, er toptrænet i at udtale sig og de siger meget sjældent noget, som de ikke mener. Og her små ni måneder efter gentager historien sig da også. Dog er det denne gang mere planlagt og pakket pænt ind.

Dårlig gave i pænt papir

Det er socialminister Pernille Rosenkrantz Theil, der har landet sin svendeprøve af en rammeaftale på handicapområdet. Hun prøvede at få aftalen blåstemplet i samarbejdsforummet ’Sammen om Handicap’, for det ville give hende en guldmedalje for svendeprøven, men det forblev en drøm. I stedet blev rammeaftalen bakket op af Liberal Alliance, Konservative og Radikale Venstre – altså uden de røde og blå partier, der går op i, at borgere med et handicap kan leve et værdigt og frit liv. Dét i sig selv siger, at indholdet af aftalen er mindre flatterende end indpakningen.

Jovist, der er også gode initiativer i rammeaftalen, som forenkling af merudgiftsydelsen, forenkling og mere tillidsbaseret visitation til hjælpemidler og begrænsning af unødvendige revurderinger, men båndet på gaven til handicapområdet – som Pernille Rosenkrantz Theil mener, at rammeaftalen er – er strammet så hårdt med kravet om at reducere de samlede udgifter, at man kvæler alle gode intentioner.

For hele grundpræmissen for rammeaftalen er at reducere udgifterne på det specialiserede socialområde ved at afbureaukratisere, så kommunernes prioriteringsrum kan øges. Og hvad betyder det så? Jo, det betyder, at de penge, der måske kan spares på handicapområdet med de aftalte initiativer, bliver i kommunerne, men ikke nødvendigvis øger serviceniveauet på handicapområdet. Det er nemlig op til de 98 kommunale byråd, hvad de i kommuneselvstyrets navn vil bruge de eventuelt sparede penge på. De kunne blandt andet gå til et serviceløft af folkeskolen.

Dem og os eller vi

Velfærden er for alle og der er ikke nogen, der har fortjent den mere end andre. Heller ikke borgere med et handicap. Det er politikernes forbandet pligt at få landet til at fungere, men retorikken er blevet for splittet. Alle partier er enige om, at parallelsamfund er dårligt, men nu er politikerne selv ved at skabe to parallelsamfund. Ét, som får nemmere adgang til velfærdskronerne end den anden, som må kæmpe sig adgang til de sparsomt afsatte velfærdskroner på dét område.

Lad mig forklare; kommunerne får et bloktilskud af staten til at drive kommunen for ud fra en lang række kriterierier. Her får kommunerne for eksempel flere penge af staten, hvis der kommer flere børn og ældre, der har brug for velfærd – men der kommer ikke flere penge, når antallet af borgere med et handicap stiger. Dermed er politikerne med til at lave en intern kamp i befolkningen omkring, hvem der har mest ret til de afsatte velfærdskroner.

Lad os få stoppet den ”dem og os” retorik blandt politikerne på Christiansborg og i Kommunernes Landsforening. Vi er alle lige meget værd som mennesker og individer. Uanset om man er blind, udviklingshæmmet, har autisme eller muskelsvind, så er man lige meget værd som Caroline, Mathilde, Frederik og Søren på Danmarksvej.

Vi er én samlet befolkning og vi har alle lige meget ret til vores fælles velfærd. Derfor er det bydende nødvendigt, at der følger penge med, når udgifterne stiger på både dagtilbudsområdet, folkeskoleområdet, ældreområdet og det specialiserede socialområde. For vi har eller får alle brug for vores fælles velfærd igennem livet. Alle får helt sikkert ikke brug for en blindestok eller kørestol, men det kan ske for alle og derfor er det vigtigt med et velfærdssamfund.

Mads Georgi
Formand for Handicaprådet Viborg og bestyrelsesmedlem i DH Viborg.