MIKROFONHOLDERI

Intet menneske er en ø

Os med handicap bliver igen og igen omtalt som en byrde. Så det kan vel næppe undre nogen, at en skolebestyrelse på en privatskole adopterer synspunktet, skriver Eva Christensen.

Eva-Christensen-aspect-ratio-1917-1263
100%
Af Eva Christensen
02. december 2024
Læsetid 4 min.
0

Tristan går i 7. klasse. Han har en bedste ven, han går i skole, og han spiller fodbold. Powerchair Football, for Tristan er kørestolsbruger.

I slutningen af 6. klasse fik Tristan brug for et skoleskift, så Tristans mor sendte en forespørgsel til en privatskole. Praktiske foranstaltninger i form af trappelift mm. blev behandlet, der blev betalt indmeldelsesgebyr, Tristan blev skrevet på venteliste til 7. klasse, alt var godt.

Men så knækkede filmen. Efter et bestyrelsesmøde modtog familien besked om, at bestyrelsen måske ikke rigtig mente, at skolen var ”den rette” for Tristan. Forundret over denne drejning, spurgte Tristans mor, hvad det handlede om og foreslog blandt andet, at skolens bestyrelse kunne møde Tristan og danne sig et indtryk?

Hvor skoen trykkede, var uklart, måske var det noget med en usikkerhed i forhold til Tristans hjælper, hvilket Tristans mor skød til hjørne med en orientering om, at Tristans hjælper sidder på gangen, ikke i klasselokalet. Men enden på det blev, at familien modtog afslag på en plads, med henvisning til, at skolen nok ikke var ”den rette”.

Tristans mor kontaktede nu Institut for Menneskerettigheder, fordi familien sad tilbage med en oplevelse af, at det handlede om, at Tristan har muskelsvind, og at der var tale om forskelsbehandling. Og det fik hun ret i. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at der VAR tale om ulovlig forskelsbehandling, og skolen blev pålagt at betale en godtgørelse på 20.000 til familien.

Deltagelse er forudsætning for et godt liv

Jeg bliver så uendelig trist over sådan en historie. Og egentlig også vred. For intet menneske er en ø, og i min optik skal ingen raske drenge sidde tilbage med en oplevelse af, at de på forhånd er dømt ude, fordi de har et handicap. Og her hjælper 20.000 kr. næppe ret meget, selv om det kan være rart at få medhold. Det hjælper næppe heller på skolebestyrelsen, som vel allerhøjst bliver mere forsigtige i egen kommunikation fremover.

Deltagelse er forudsætningen for et godt liv. Og det er supernemt at have politisk lækre holdninger om, at inklusion er et fælles ansvar, der skal være plads til alle. Men samtidig vil vi så nødig se vores egen boligpris falde, fordi lokalplanen åbner op for et bosted, et flygtningecenter, eller et fængsel på nabogrunden. Vi hylder inklusionen, så længe det ikke koster noget. Jeg bliver trist, fordi skolen her i den grad misser en mulighed. For tænk engang, hvis Tristan i virkeligheden viste sig at være en gave for 7. klasse? Tænk, hvis han var en af den slags elever, som gør underværker for et socialt fællesskab? Tænk, hvis han bare er monster-sej til matematik?

Vi bliver omtalt som en byrde

Jeg er selv et stolt Friskolebarn og kørestolsbruger. Dengang var der ingen forældre, lærere, bestyrelsesmedlemmer eller andre, der stillede spørgsmål ved, at jeg skulle gå der. For der gik mine søskende.

Men det var heller ikke normalen dengang, at ministre gav mennesker med handicap skylden for en presset, kommunal økonomi. Formanden for KL kaldte ikke mennesker med handicap for gøgeunger. Der var ingen letkøbte åbningstaler fra Statsministeren med påstande om, at ”de andre” ikke findes, og opfordringer til at vi skal ”tro på os alle sammen”, parallelt med en regeringsbestemt nedslagtning af muligheder for mennesker med handicap i form af besparelser, ulovlige afgørelser, og mangel på retssikkerhed. Krydret med en konstant italesættelse af, at vi er et problem i stedet for en ressource. Alt sammen i de hellige skattelettelsers navn.

Vi bliver igen og igen omtalt som en byrde, os med handicap. En hel befolkningsgruppe bliver stigmatiseret. Så det kan vel næppe undre nogen, at en skolebestyrelse på en privatskole adopterer synspunktet.

Jeg håber, Tristan finder en skole, der kan se potentialet. Måske bliver han fodboldtræner, familiefar eller atomfysiker. Eller det hele på en gang. Jeg håber, at medier, politikere og andet godtfolk indser eget ansvar i den måde, man omtaler mennesker med handicap på. Mest af alt håber jeg, vi alle sammen synes, Tristan er det værd.

 

Eva Christensen
Socialpolitisk konsulent og klummeskribent

 

Del din mening

Skriv et svar

Ingen resultater