MIKROFONHOLDERI

Har vi endelig fået øjnene op for, hvordan vi som samfund bliver mere inkluderende?

Debatten om manglende tilgængelige toiletter for personer med handicap har endelig fået opmærksomhed, og det er på tide, at samfundet tager ansvar for at skabe lige muligheder for alle, skriver Kim Boyter.

Kim-Boyter-20224028-aspect-ratio-1917-1263
100%
Af Kim Boyter
05. juli 2024
Læsetid 6 min.
0

For kort tid siden satte artikler på DR.dk og indslag i TV-avisen fokus på de manglende tilgængelige toiletforhold i Danmark. Dette emne, som længe har været negligeret, er nu heldigvis kommet i rampelyset. DR’s artikel om de tusindvis af danskere, der ikke kan komme på toilettet, når de er ude, belyser en konkret problemstilling med vidtrækkende konsekvenser for de mange mennesker med omfattende fysiske handicap.

Det glæder mig at se denne vigtige samtale udfolde sig, fordi Pressalit, som jeg repræsenterer, i tæt partnerskab med Dansk Handicap Forbund i årevis har arbejdet for at italesætte det umenneskelige i at begrænse folks adgang til toiletforhold. Hos Pressalit er vores mission at skabe ligeværdige muligheder for alle borgere gennem udvikling af sanitære løsninger, der er designet med omtanke for dem med særlige behov.

Selvom vi som virksomhed tjener på at indrette tilgængelige toiletter med lifte, bruse-/skiftelejer og justerbare toiletter, er det ikke vores primære motivation for at deltage i denne debat. Vores omfattende viden og erfaring med at hjælpe personer med funktionsnedsættelse pålægger os et ansvar for at løse en problematik, som jeg gang på gang oplever, at ingen – hverken kommune eller stat – vil påtage sig ansvaret for at løse.

Vi kan som samfund ikke acceptere, at de mere end 50.000 danskere med svære handicap ikke har adgang til egnede toiletfaciliteter uden for hjemmet, for det betyder reelt at fratage dem muligheden for at deltage fuldt ud i samfundet. Ville du gå til koncert eller tage turen til den anden ende af landet, hvis du vidste, at du ikke kunne komme på toilettet undervejs? Nej! Så bliver man hjemme, isoleret fra omverdenen.

Hvis folk med svære fysiske handicap alligevel vil deltage i samfundet, må de ty til uacceptable måder at forrette deres nødtørft på, undlade at indtage væske eller holde sig uforholdsmæssigt længe, hvilket kan føre andre helbredsmæssige komplikationer med sig.

Flere handicaptoiletter er ikke løsningen. Det er en misvisende og fejlagtig oplevelse, at personer, der i alle døgnets 24 timer er bundet til deres kørestol, kan anvende et almindeligt handicaptoilet. De har brug for andre og mere omfattende hjælpemidler, så de på en værdig måde kan komme på toilettet. Når de har behov for det. Præcis som alle os andre.

Det kræver investeringer og politisk vilje, og resultatet vil være et mere inkluderende og retfærdigt samfund.

I lyset af den aktuelle debat ’Undskyld vi er her!’, der sætter fokus på, at mennesker med handicap har ret til et værdigt og aktivt liv i Danmark, står det lysende klart, at udfordringerne på handicapområdet rækker ud over tilgængelige toiletforhold i det offentlige rum. Jeg ser det dog som en del af debatten og spørgsmålet om, hvilket samfund vi ønsker at være og vil give videre til vores børn og børnebørn.

Det er mit håb, at denne debat kan sparke den dør ind, som vi forgæves har forsøgt at sparke ind. Og det er mit håb at det foranlediger handling. Hellere i dag end i morgen.

 

Kim Boyter
CEO hos Pressalit

Del din mening

Skriv et svar

Ingen resultater