Johan Lauritsen: Jeg ville være normal
I mine teenageår drømte jeg om at være normal og få et "normalt" kærlighedsliv. Men hvad vil det overhovedet sige at være normal?
I mine teenageår drømte jeg om at være normal og få et "normalt" kærlighedsliv. Men hvad vil det overhovedet sige at være normal?
Jeg ville være normal. Mine teenageår er – by far – den periode, som indtil nu har haft mest betydning for min udvikling som person. Jeg kom på efterskole i 2 år, jeg fik min første kæreste, jeg startede i gymnasiet og jeg flyttede i lejlighed. 7 år er jo mega lang tid i teenageårene, men der var ét tema, som hørte til alle mine teenageår; Jeg ville være normal. Det var en rejse, som startede med en Johan, som var ekstremt nysgerrig og begyndte at sætte spørgsmål ved alt. Dem som kender mig, vil nok tænke, at det gør jeg stadig, og det er selvfølgelig korrekt. Jeg taler som et vandfald.
Dernæst til en Johan, som oplevede konsekvenserne af ikke at kunne skelne imellem helt almindelige hormonforstyrret-teenage-tanker og udfordringer relateret til sit handicap. Jo ældre jeg bliver, jo mere føler jeg egentlig at there’s no such thing as handicap-relaterede udfordringer – udover de meget praktiske som f.eks. trapper.
Dernæst til en Johan som – faktisk helt ubevist – begyndte at teste, hvad der var op og ned i forhold til sit handicap. Jeg tror for alvor, det begyndte at gå op for mig på efterskolen, da jeg var mellem 15 og 17 år, at jeg faktisk var et helt normalt menneske ligesom alle andre.
Til sidst i teenageårene landede jeg på en Johan, som hvilede i sig selv og ville noget med sit liv. Hovedsageligt ville være noget for andre og være til nytte med noget, jeg var god til. Sådan er jeg faktisk også i høj grad i dag.
Han er selvstændig og har egen virksomhed med tre ansatte.
En fun fact: Johan skal have tørret sine tæer mindst fire gange hver morgen på forskellige tidspunkter helt ekstremt grundigt og unødvendigt.
Det er næsten umuligt for mig at udvælge én oplevelse fra alle 7 år, for damn der har været mange, som har været helt særlige og betydningsfulde. Men okay – der er faktisk én som vender tilbage lige for tiden: Min første elevfest og mit første kys. I know, nogen sidder måske og tænker ”kæft en kliché”, men der var bare så meget i det.
Kort fortalt, er det første gang, jeg er til ”voksenfest” og havde muligheden for at drikke alkohol, hvilket jeg i dag synes er åndssvagt, men det er en anden snak. Jeg var på et dansegulv med min kørestols klodsede facon, med en masse mennesker omkring mig som dansede og snakkede med mig helt upåvirket af stolen. Jeg tror det hovedsageligt var fordi, de var stive, men også fordi at jeg havde og har en masse personlighed, som jeg ikke længere var bange for at vise. Der var så en pige, som jeg havde et kæmpe crush på – som tog sig modet til at komme hen til mig og kysse mig (PÅ MUNDEN!?!?), på trods af stolen osv. Det føltes bare så vildt dengang. Jeg VAR attraktiv. Jeg VAR normal. Mit ”handicap” var ikke en begrænsning!
Del din mening
Eller login med din email
Relateret indhold
Janne Sander: Bogen fremtvinger tanker om, hvad man selv vil, kan og ikke mindst tør
De troede bare, jeg var luddoven: Smil nu for fanden og tag dig sammen!
Sådan får vi råd til vores drømme i en hverdag med muskelsvind
Et ureflekteret fokus på normalitet i sundhedsvæsenet?
Et barn af Muskelsvindfonden
Janne Sander: Smil nu for fanden
Antonietts afskedsbrev til sin krop: ”Vi havde store planer, os to”
De troede, jeg var beruset
Tanker om normalitet – hvad er normalt?
Globetrotter på hjul: “For mig er det jo sådan, man rejser”
Antonietts digt om kommuneangst: ”Det føles som en krig, som kan forsætte uendeligt”
Reelle forandringer sker i krydsfeltet mellem det etablerede system og aktivister
baggrundsartikels
blogs
debats
fjernsyns
fotoreportages
interviews
leders
nyheds
podcasts
politiks
portraets
qas
smaas
smaa-samtalers
storys
videos
posts
Ingen resultater