Vi løfter i flok og passer på hinanden

Guld fra arkivet. Dette er en udvalgt artikel fra vores arkiv.

Louise Østerby, dengang 19 år, vidste ikke, hvad det betød at komme på hegn, da hun sagde ja til at blive frivillig på Grøn i 2018. Det ved hun alt om nu og skal til sommer være souschef på hegn for første gang.

Det er samtidig fjerde gang, at hun bruger to uger af sin sommerferie på noget, der har givet hende selv så meget, at hun i dag ikke vil undvære fællesskabet, vennerne, det hårde arbejde og alt det, hun lærer om sig selv.

Det begyndte med en opfordring fra hendes fodboldtræner. Han havde muskelsvind og var selv frivillig i Muskelsvindfonden, bl.a. på Grøn. Han spurgte fodboldholdet, hvad de skulle lave i sommerferien.

Louise og en veninde slog til, men mens veninden syntes, det var for hårdt at være på hegn og blev flyttet til en burgerbar, fortsatte Louise.

”Jeg kunne godt lide at bruge kroppen fysisk. Samtidig havde jeg mødt nogle søde mennesker på hegn, så jeg blev,” fortæller Louise.

Fyldt op af kærlighed og fællesskab

Og året efter meldte hun sig igen. Hun var i mellemtiden flyttet til Aalborg, begyndt studie og havde hen over året mødtes med nogle af de frivillige, hun havde arbejdet sammen med på hegn. Så selvfølgelig skulle hun afsted igen.

Hvis du ville, kunne du som kræwer tappe kærlighed på flasker.

”Det er sindssygt hårdt. Man arbejder meget, går meget, sover lidt, men man bliver også fyldt op på en god måde af kærlighed, fællesskab og gode mennesker. Så hvorfor ikke tage med igen?” siger Louise og fortsætter:

”Jeg møder mennesker, som jeg måske ellers ikke ville møde, og vi har en umiddelbar måde at være på. Man er skøn, ser godt ud, er fyldt op. Der er ingen skulen eller bagtanker. Der er heller ikke en jeg-skal- lige-ordne-mit-eget-først-holdning. Man er én enhed og hjælper hinanden. Folk har ikke travlt med sig selv, men passer på hinanden.”

Lærer at lytte til sig selv

Netop det tiltaler Louise, som egentlig ikke er den ekstroverte type, men godt kan lide, at der virkelig er plads til forskelle i kræwet.

”I starten var det lidt svært at finde sig selv og sine grænser. Der er en stor åbenhed i kræwet. Der er ikke så meget filter, man er meget på og giver af sig selv. Man er sammen med andre i 24 timer i døgnet, så nogle har set alle sider af mig. Men jeg har lært at lytte til mig selv og efterhånden at kende mine grænser.”

Derfor synes hun også, at det giver hende personligt meget at være frivillig i kræwet. Ud over at få venner og bekendtskaber for livet har hun fået en større viden om sig selv i samspil med andre.

Ifølge Louise betyder det meget for hende, at der er så stor diversitet i kræwet. Hun er nysgerrig på at finde ud af, hvem de andre er og få udvidet sin horisont. Der er mange i kræwet, som hun aldrig ville snakke med i den ”virkelige verden”, som hun kalder det. Men det gør hun her, fordi mange er samlet fra nær og fjern med det samme formål, nemlig at arbejde frivilligt i fællesskab.

Louise Østerby som kræwer. Foto: Morten Rygaard

Det skal nok gå

Når Louise til sommer skal være souschef, har hun lidt kriller i maven over opgaven, men glæder sig også.

”På en måde ved jeg, hvad jeg går ind til, og så er der også noget, jeg ikke ved, fordi jeg ikke har prøvet det før. Jeg skal være mere koordinerende som souschef og stå med et ansvar for de andre frivillige, men jeg er sikker på, at det nok skal gå. Vi løfter i flok.”

Der er forskel på Grøn-mig og virkelighed-mig. Der er taget et lag væk. Færre forbehold. Man bliver taget imod som den, man er og grebet af de andre. Man løfter i flok.

Foto: Morten Rygaard

Og når Louise valgte at sige ja til at påtage sig funktionen som souschef, var det, fordi hun også havde lyst til at have sin hjerne med på Grøn.

”Grøn er meget praktisk, og alle kan bidrage med noget. Men jeg vil gerne mere og har derfor lyst til at være med i maskinrummet og være bindeleddet mellem kræwerne, de pladsansvarlige og ansatte. Men jeg kommer også til at løfte hegn. Det kan jeg ikke lade være med,” siger hun.