Drop fokus på normalitet og afvigelse. Vi er alle forskellige
Sociolog Olivia Dahl forsker i identitet, følelser og handicapforståelser ud fra et sociologisk og samfundsmæssigt perspektiv og vil flytte fokus fra det enkelte menneske.
Sociolog Olivia Dahl forsker i identitet, følelser og handicapforståelser ud fra et sociologisk og samfundsmæssigt perspektiv og vil flytte fokus fra det enkelte menneske.
Mennesker med handicap skal ikke nødvendigvis fixes for at blive ”normale”. De kropslige variationer og handicap skal i højere grad fejres, forstås og understøttes som personlige erfaringer og som en persons karakteristikum, der ikke kun er negativt. I det hele taget skal ideen om, at der findes normal og et ikke normalt menneske opløses. Vi skal i stedet fokusere på, at der findes en variation af mennesker med forskellige behov, udtryk og præferencer.
Sådan vil sociolog Olivia Dahl opfordre til at tale om og forstå handicap. Hun forsker i handicapforståelser, er i gang med en Ph.d. i sociologi og er tilknyttet forskernetværker ved Bevica Fonden. Hun holder også foredrag for fagpersoner og lægfolk ud fra sin forskning, bl.a. med titlen: Fra at ’fixe’ til at ’fejre’ kropslige variationer og handicap.
Og det er netop et af målene med hendes forskning.
”Jeg vil forsøge at byde ind med nogle sociologiske perspektiver på handicap. Der er i dag mange antagelser og stigma om mennesker med handicap, som virker begrænsende og unødvendigt ekskluderende. Samfundets måde at opfatte mennesker med funktionsvariationer og handicap smitter af på den opfattelse, man har af sig selv,” siger hun.
Ifølge Olivia Dahl har opfattelsen af handicap i samfundet enten været den biomedicinske tilgang – at personen er kropsligt defekt, og at man skal forsøge at ’fixe’ det for at gøre personen ”normal”. Eller den sociale tilgang – at et handicap først opstår, når samfundet ikke giver lige muligheder og ikke er indrettet rummeligt. Men begge forståelser af handicap ender med, at handicap er noget negativt, der udelukkende begrænser mennesker. Der er tale om en mangel enten ved kroppen eller samfundet. Der fremhæver Olivia Dahl en helt tredje tilgang, som kommer af den såkaldte ’crip teori’.
”Crip betyder egentlig krøbling, men crip bevægelsen prøver at tilbagetage og overkomme de problematiserende definitioner af handicap, der er blevet etableret gennem mange år. Crip teorien omfatter, at handicap både kan rumme sorg og en kulturel og følelsesmæssig erfaring, der ikke kun reduceres til en negativ begrænsning, som pålægges den enkelte. En identitet, der kan rumme muligheder,” siger hun og sammenligner med religiøs identitet eller queer-identitet. Altså at man tilhører en bestemt gruppe, som ikke pr. definition er dårlig, men rummer muligheder og er vigtig i forhold til, hvordan et samfund indretter sig.
Holdning om, at handicap ikke er et personligt problem men en kompleks erfaring.
En crip-tilgang handler om at genvinde handicapbegrebet og transformere det fra at skulle “fikses” til at skulle “fejres”. Dvs. opdyrke en stolt handicapidentitet gennem stærke sociale og politiske fællesskaber.
Crip bevægelsen opfatter handicap som identitet, et karakteristikum, en erfaring, der rummer muligheder.
Olivia Dahls forskning har også været med til at påvirke hendes personlige liv. Hun har selv erfaring med at have en funktionsvariation som følge af Cerebral parese, som kommer af en hjerneskade eller påvirkning i den tidlige barndom eller omkring fødslen. Hun har gennem sin opvækst lært at forstå sin krop som noget, der var defekt, og som skulle repareres gennem operationer og genoptræning.
”Da jeg begyndte at forske, åbnede der sig en verden af teorier, der udvidede mit perspektiv. Hvordan kan det være, at jeg aldrig er blevet præsenteret for at tænke på andre måder om det her emne?”
Derfor blev det en personlig interesse at suge nye forståelser og teorier til sig, som hun gerne vil ud med til andre.
I en artikel med titlen ”Jeg var en alien, der ledte efter mit rumskib” satte Olivia Dahl fokus på handicapidentiteter blandt unge voksne med cerebral parese. Hun undersøgte, hvilke identitetsstrategier de brugte for at overkomme barriererne for et godt liv.
Studiet viste, at der typisk var to strategier: enten at gemme, undertone og negligere sit handicap eller at politisere sit handicap ved at stå ved sig selv og tage sit handicap på sig.
”Men begge strategier rummer et hårdt stykke identitetsmæssigt og emotionelt arbejde. Det er hårdt at nedtone sin funktionsvariation, fordi det rummer en frygt for at blive afsløret. Den anden strategi er også hård emotionelt, fordi man skal være på barrikaderne og kæmpe for sin ret til at være sig selv,” siger Olivia Dahl, som netop foreslår en tredje vej, som hun kalder at afproblematisere handicapidentiteten inspireret af crip teorien.
”En identitet er aldrig en hvilende ting. Den er altid til forhandling. Den kan skifte afhængig af, hvem man er sammen med. F.eks. kan man opleve i nogle fællesskaber, at jeg bare kan være mig selv. Jeg er hverken en, der skal gemme mit handicap væk, eller politisere og retfærdiggøre, at jeg er den, jeg er. Et sted, hvor ens identitet ikke er problematiseret i samfundet, familien og hos en selv. Det er den tredje vej, der er meget behov for.”
Olivia er Ph.d.-studerende ved Sociologisk Institut ved Københavns Universitet.
Her forsker hun i det gode liv i relation til hverdagslivet for personer med handicap og funktionsvariationer.
I forlængelse af sin forskning har hun sammen med digteren Casper Eric udviklet en skriveskole og et fællesskab kaldet “Skolen for Crip Poesi”, hvor hun undersøger, hvad der sker, når mennesker i marginaliserede positioner kollektivt skriver poesi om tilværelsen.
Hun er desuden blevet brugt som ekspert i programmerne Deadline på DR1 og Kulturen på P1 med Sørine Gotfredsen, hvor hun byder ind med et sociologisk forskningsperspektiv på hverdagslivet med handicap.
Olivia Dahl mener, at handicapbevægelsen kan lære af andre minoritetsgrupper, som berører f.eks. seksualitet og køn, hvor der også har været ændringer i forståelsen af gruppen. Dette har givet nye muligheder.
”Det var først i 2017, at transpersoner ikke længere blev stemplet som psykisk syge i Danmark. Eller endnu tidligere var der mange fordomme om, at kvinder ikke kunne komme på arbejdsmarkedet, fordi man forstod dem som sårbare og irrationelle. Det var en sandhed i samfundet, men det har da ændret sig gevaldigt. Så sociale processer ændrer sig, og derfor har jeg grundlæggende en tro på, at det også vil rykke sig i forhold til mennesker med handicap. At det bliver mere udbredt at se personer med handicap i uddannelsessystemet, på natklubber, på arbejdsmarkedet, restauranter og som aktive personer i civilsamfundet.”
Olivia Dahl opfordrer til, at ændringer i samfundet ikke kun kommer til at handle om en identitetsmæssig anerkendelse af mennesker med funktionsvariationer og handicap. Det bør også handle om ressourcer og økonomisk omfordeling. Hun mener ikke, at det kun er minoriteten, der selv skal sørge for at blive inkluderet og blive forstået i samfundet. Som fællesskab og samfund bør vi opfatte det som et fælles ansvar at øge tilgængeligheden samt muligheden for at udfolde sig og trives med den krop, man har.
Del din mening
Eller login med din email
Relateret indhold
Reelle forandringer sker i krydsfeltet mellem det etablerede system og aktivister
Du kender queer-bevægelsen, men hvad med crip?
Vi vil gerne være ens i vores flok
Helene Bülow: Jeg ser ud præcis, som jeg skal
Debattør, Sarah Gleerup: Der mere grund til at kæmpe nu end nogensinde før
Må man sige perker, spasser eller bøsse?
Som 27-årig måtte Louise genopfinde sig selv: Jeg har lært, at jeg ikke skal give op
Antonietts afskedsbrev til sin krop: ”Vi havde store planer, os to”
“Der skal være plads til bare at være Simon”
Er det så vigtigt at have sex i et badekar?
Hendes træthed var som at have en stalker: Nu er hun sluppet fri
Et ureflekteret fokus på normalitet i sundhedsvæsenet?
baggrundsartikels
blogs
debats
fjernsyns
fotoreportages
interviews
leders
nyheds
podcasts
politiks
portraets
qas
smaas
smaa-samtalers
storys
videos
posts
Ingen resultater