“Der skal være plads til bare at være Simon”

Guld fra arkivet. Dette er en udvalgt artikel fra vores arkiv.

Simon Toftgaard Jespersen, 29 år, glæder sig til at komme i gang med sin nye rolle i Muskelsvindfonden, men han erkender også, at det er en ny og lidt mærkelig situation. 

”Jeg har været en del af organisationen på så mange fronter, og nu sætter jeg mig så i formandsstolen… Det er den stol, jeg altid har haft mest respekt for, men alligevel ved mindst om,” siger han. 

Men for Simon kommer skiftet til formandsstolen på et godt tidspunkt. Sommeren er altid en speciel tid i Muskelsvindfonden med mange arrangementer og repræsentationsopgaver, og dem kender han og er i forvejen en del af bl.a. som konferencier på Grøn. Og den opgave fortsætter han med. 

”Jeg har overvejet meget, hvordan konferencierjobbet harmonerer med at være formand, men jeg tror, at det kan være en fordel. Den synlighed, man får ved at være konferencier, har jeg før haft svært ved at kanalisere videre og bruge til noget, der rækker ind i hverdagen i foreningen. Der har ikke være den kobling. Den er der nu, og det tror jeg helt sikkert, at jeg kan vende til noget positivt. Når jeg f.eks. møder politikere eller samarbejdspartnere på Grøn, er det et godt udgangspunkt at snakke ud fra. Det glæder jeg mig til at prøve kræfter med.”

Mest kendt for det lidt skæve  

I valgkampen var der kritikere, der mente, at du mest var til fest og øl og ikke var så politisk stærk. Hvad tænker du om det? 

”Det kan jeg i princippet godt forstå. De mennesker, der har det syn på mig, kender mig ikke. De har kun set mig på scenen og måske set mig bunde en ølbong, eller set, at jeg har stået for Gin og Croquis-eventen på Folkemødet. Mange af de touch-points med medlemmer, jeg har haft, har været det lidt skæve og politiske på en anden måde. Men jeg har været medarbejder i mere end to år, siddet i repræsentantskabet i ni år og lavet en masse frivilligt. Så nogle kender også min anden side, og jeg synes, det er en styrke, at jeg kan begge dele,” siger Simon og tilføjer, at med den opbakning, han har fået ved valget, er der heldigvis mange, der er overbevist om, at han kan gøre det godt. 

”Det giver mig selvtillid, og med den i hånden må jeg klø på og vise dem, der er skeptiske, at de ikke skal være i tvivl om mine evner.”  

Uenige, men ikke splittet 

Der var to kandidater til formandsposten. Hvad vil du gøre for at undgå en splittelse af foreningen? 

”Jeg er ked af, hvis det skal splitte foreningen. Lisbeth (Koed Doktor: red.) og jeg har aldrig været splittede. Vi var bare ikke enige om, hvilken formand der var bedst for foreningen. Men vi har respekt for hinanden, og det smittede af på stemningen til landsmødet. Der var ikke splid i salen, og selv om bølgerne kan gå højt på Facebook, giver det efter min personlige overbevisning ikke altid et retvisende billede af tingenes ægte tilstand,” siger Simon, der allerede lørdag aften efter valget talte med både sine støtter og dem, der havde stemt på Lisbeth. 

”Man kommer langt ved at tage dialogen og finde ud af, hvor vi eventuelt er enige og uenige,” mener den nyvalgte formand. 

Ikke gøre sig vigtigere end man er 

Hvordan vil du tackle det, at du nu skal stå over for mange af dem, du har haft en relation til som medlem, medarbejder eller frivillig? Nu kommer du som formand med en anden kasket? 

”Jeg er et supersocialt menneske, så det har bekymret mig en lille smule, hvordan min relation vil blive til de mange fantastiske og søde mennesker, der er i foreningen – både medlemmer, medarbejdere og frivillige. Men min ambition er, at relationerne gerne må blive så tætte, som de nu kan inden for rammerne. Jeg ved godt, at jeg ikke kan tage kasketten af, men det er også vigtigt ikke at gøre mig selv vigtigere, end jeg er. Der skal også være plads til bare at være Simon,” siger han. 

Han mener, at det handler om at stikke fingeren i jorden og mærke efter, om det giver mening at deltage i aktiviteter som Simon.

Det første område handler bl.a. om det kommunale pres på BPA-ordninger og de nye medicinske behandlinger, der er på vej.

Det andet område handler dels om synligheden udadtil som forening, dels om hvordan man kan åbne Muskelsvindfonden op rent organisatorisk, så flere kan bidrage og være med til at løfte i flok.

Det tredje område handler om at være øret og talerøret for medlemmerne med fokus på, at vi skal øge foreningens sammenhængskraft og skabe endnu bedre oplevelser for medlemmerne.

Vi skal åbne os op 

Om åbenheden i Muskelsvindfonden siger den nyvalgte formand, at han gerne vil inddrage flere medlemmer i arbejdsgrupper, som kan bakke op om og levere input til personer i repræsentantskabet. På den måde vil flere opleve, at de bidrager og måske endda bliver nøglepersoner eller sågar talspersoner for netop den sag. 

Simon er ikke bange for, at flere talspersoner vil betyde, at budskabet ikke altid vil være på linje med det, Muskelsvindfonden mener. 

”Det vil der selvfølgelig være en risiko for, fordi vi er en mangfoldig forening, men det skal der være plads til. På landsmødet var der en far til en dreng med diagnosen SMA, som sagde, at Muskelsvindfonden skal huske at give aktive forældre plads, så de føler sig inkluderet i foreningen. Og han har ret. Jeg tror ikke på, at vi skal lukke af, fordi vi er bange for, at nogen er uenige med os. Så vil jeg hellere åbne op og så tage dialogen, hvis vi er uenige.” 

Jeg bliver ikke en mini-Evald 

I valgkampen var der nogle, der kaldte dig mini-Evald. Hvordan har du det med den sammenligning? 

”Evald Krog har været det største idol, jeg nogensinde har haft. Så at blive sammenlignet med ham er en ære, men jeg har det også svært med det. Fordi jeg netop har set så meget op til ham,” siger Simon, som erkender, at der er flere lighedspunkter mellem Evald og ham selv: samme diagnose, mange af de samme interesser og så har de begge talegaverne i orden. 

”Men jeg har meget langt igen for bare at kunne nå derhen, hvor jeg kan kalde mig en mini-udgave af Evald. Ingen vil nogensinde kunne måle sig med det, han har skabt.” 

Men Simon vil gerne lade sig inspirere af den måde, Evald Krog har gjort tingene på, men samtidig finde sin vej og sætte det ind i en ny tid.  

”Der var nogle dyder og en kultur, som Evald Krog var fundamentet for, og som jeg tror, også vil kunne virke i nutiden.” 

”En dag vil du sidde i min stol” 

Også på det personlig plan har Simon Toftgaard Jespersen set op til Evald Krog. Både i forhold til hans karriere og hans liv. 

”I min opvækst i foreningen med den ånd, der altid har været, og i mødet med Evald er jeg blevet pumpet med selvtillid. Evald havde opbygget en forening, havde fået kæreste og barn. Nogle af de helt store livsbegivenheder. Han var i starten den eneste, jeg kendte, der havde gjort det. Og så kommer man naturligt til at se op til ham.” 

Simon kan huske en episode, da han selv var teenager, hvor Evald sagde til ham, at han en dag ville komme til at sidde i hans stol. 

”Det var selvfølgelig gratis for ham at sige det, men det gjorde en stor forskel for mig. Der var nogen, der havde været i samme situation, der troede på mig. Den livsnerve, der smittede af på mig fra øverste sted, vil jeg gerne give videre til andre. Ikke dermed sagt, at jeg vil sige det samme, men at møde de unge i øjenhøjde og forsøge at inspirere dem. Det vil jeg slå rigtig meget på,” siger Simon.