Du har altid et valg – medmindre du ikke har det

“Du har altid et valg,” siger Liberal Alliance i deres nye kampagne. Det lyder godt, ikke? En slags politisk pep-talk i bedste amerikanske filmstil. Du ved, sådan en hvor helten – trods modvind, en amputeret fod og et overtræk i banken – alligevel spæner hen over målstregen og vinder hele molevitten.

Men her fra min kørestol i velfærdsdanmark må jeg bare sige: Det er ikke alle, der har fået samme adgang til startskuddet.

Et valg kræver, at der faktisk er noget at vælge imellem. Ikke bare i teorien – men i praksis. Det er ikke frihed, hvis den ene mulighed er at deltage, og den anden er at blive hjemme, fordi samfundet ikke har gjort det muligt at være med.

Når valgfriheden bliver administrativt begrænset

Tag Diana – en ung kvinde med fysisk handicap, der læser medicin på Københavns Universitet. Hun får hjælp til at komme til og fra studiet, men har kun 15 ledsagertimer om måneden til resten af sit liv. Det betyder, at hun hver uge må foretage benhårde prioriteringer: Skal hun bruge sin sparsomme hjælp på at handle ind, tage til en vigtig aftale – eller tage med til fredagsbar som sine venner?

For det meste er svaret: hun bliver hjemme. Ikke af lyst. Ikke af dovenskab. Men fordi valget mellem at være med og ikke være med, i hendes tilfælde, ikke er frit – det er administrativt begrænset.

Og hun er langt fra alene.

Forestil dig at vokse op i en bydel, hvor skolen halter, fritidsklubberne lukker og boligdrømmene slutter ved dørtærsklen. Hvor valget står mellem at hænge ud på gaden eller blive derhjemme. Eller vær en ung med psykisk sårbarhed, som forsøger at få hjælp – og bliver mødt med en ventetid på flere måneder. Valget her er mellem at kæmpe alene eller gå i stykker i stilhed.

Reelle valg skaber vækst – for os alle sammen

Frihed og ansvar er fine ord. Jeg kan personligt godt lide dem. Men de mister deres mening, hvis ikke vi samtidig taler om muligheder, strukturer og støtte. Når vi glemmer det, kommer vi til at servere valgfrihed som en luksusmenu for de få – og lade resten tygge sig igennem skuffelsen over, at deres såkaldte valg er lige så reelle som et menukort i en lukket restaurant.

Hos Muskelsvindfonden tror vi på valg. Vi tror faktisk på, at reelle valg er det, der skaber vækst – ikke bare for den enkelte, men for samfundet som helhed. Når mennesker med handicap får den hjælp, der gør det muligt at tage en uddannelse, komme på arbejde eller bare komme ud af døren, så investerer vi ikke kun i dem. Vi investerer i os alle.

Det er den form for ansvarlighed, jeg gerne vil tale om.

Nogle vil måske mene, at det er en blød, måske endda lidt venstredrejet udlægning. Men i virkeligheden er det netop frihedens kerne: At give folk muligheden for at vælge et liv, hvor de kan bidrage, udvikle sig og være noget for andre.

Historisk har den tanke faktisk været populær i liberale kredse – særligt i USA. Men lad os være ærlige: USA er ikke ligefrem forgangsland for noget som helst lige nu. Især ikke når det kommer til, hvordan man behandler de svageste. Der er valgfrihed, og så er der “held og lykke, du er på egen hånd”-frihed. Den forskel burde vi kunne kende – og handle efter.

Så jo, lad os gerne tale om valg.

Men lad os først sikre os, at alle faktisk har noget at vælge imellem.

Simon Toftgaard Jespersen
Formand for Muskelsvindfonden