Aktiv dødshjælp: Dårlige vilkår fører til indirekte tvang

Guld fra arkivet. Dette er en udvalgt artikel fra vores arkiv.​

Emil Søbjerg Falster er forsker i handicapområdet og synet på mennesker med handicap ved Aalborg Universitet og Bevica Fonden. Han vil ikke offentligt tage stilling til spørgsmålet om aktiv dødshjælp, men ud fra sin forskning kan han godt være bekymret for, om indførelsen af aktiv dødshjælp kan ramme mennesker med handicap og synet på dem.

“Hvis man tilbydes et liv, som ikke er særlig godt, er det at komme herfra på en værdig måde det eneste, man har mulighed for at vælge til. Det er i det lys, jeg kan være bekymret,” siger han.

Hvis man ikke samtidig har en opmærksomhed på, hvilke levevilkår mennesker med handicap har, er han bange for, at man indirekte kommer til at tvinge nogle ud i beslutningen.

“Hvis man først sikrede sig, at de borgere, som lever med handicap, får den hjælp og støtte, som samfundet på nuværende tidspunkt har lovet, ville jeg ikke have samme bekymring.”

Sproget berettiger udskamning

Mennesker med handicap er gennem historien blevet omtalt nedsættende som ’gøgeunger’ i betydningen: nogle, der snylter på systemet og lever på bekostning af andre.

Senest reproducerede finansminister Nicolai Wammen det narrativ, da han til præsentationen af finanslovforslaget den 31. august 2023 gav kommunernes høje udgifter til det specialiserede socialområde skylden for, at børne- og ældreområdet kommer til at opleve besparelser.

“Den måde, som mennesker med handicap bliver italesat på, gør det på mange måder nemmere at lade være med at hjælpe dem og nemmere at give dem en adgangsbillet til at forlade verden i form af aktiv dødshjælp,” siger Emil Søbjerg Falster.

Med andre ord: Hvis en gruppe mennesker i forvejen er positioneret som nogen, der gør livet surt for andre, så er det både nemt for befolkningen at udskamme dem, men det er i høj grad også nemt for de enkelte mennesker i gruppen selv at tænke: Hvorfor skal jeg så være her?

Afhængighed = uværdighed

Når en krisetid rammer, ser man både i Danmark og flere steder i udlandet, at der skal findes en syndebuk. Det ender ofte med at være mennesker, som er afhængige af hjælp fra andre, fordi de ses som en økonomisk byrde for samfundet. Det viser Emil Søbjerg Falsters forskning.  

Og selv om alle mennesker i større eller mindre grad er afhængige af andre, ser han en tendens til, at mennesker i deres fysiske afhængighed af andre, bliver stemplet som uværdige.

“Hvis du er fysisk afhængig af andre, er det en uværdig position, fordi vi som samfund har en systematisk tilbøjelighed til at favorisere kropskapable. Vi har et dominerende selvstændigheds- og uafhængighedsideal, så hvis du er selvstændig og uafhængig, er det godt. Er du det modsatte, er der en opfattelse af, at det er dårligt,” siger han. 

Du skal være til nytte

Når man graver ind til kernen i debatten om aktiv dødshjælp og hele vores opfattelse af, hvad der er værdigt for et menneske, finder man ifølge Emil Søbjerg Falster begrebet ableism (kommer af det engelske ord for at være i stand til noget, able: red.).

Ableism er et sæt af overbevisninger, som kommer til udtryk gennem historiske ideer om, hvad der er den rigtige måde at være menneske på. De indebærer f.eks., at de kropskapable er tættest på idealmennesket, og at man er en bedre borger, når man arbejder og er til nytte.

På den anden side står marginaliserede grupper som f.eks. mennesker med handicap, ældre, sorte og transpersoner.

Ydmygende?

Problemet er, at dette sæt af overbevisninger fører til diskrimination af mennesker, som ikke passer ind i idealet. I mange sammenhænge tager mennesker med handicap også selv disse overbevisninger ind. Det kommer f.eks. helt ubemærket til udtryk i DR-dokumentaren ‘På tirsdag skal jeg dø’, hvor Preben Nielsen, som har været ude for en ulykke og sidder i kørestol, skal til Belgien for at få aktiv dødshjælp.

Da Preben Nielsen på et tidspunkt begrunder sin beslutning med, at det er ydmygende at være lam og have brug for hjælp, svarer journalisten Anders Lund Madsen bekræftende: ”det er jo ydmygende”.

“Der skulle journalisten jo have spurgt, ‘hvorfor er det ydmygende?’. For det skal ikke være ydmygende eller uværdigt at sidde i en kørestol, være lam eller have brug for hjælp,” siger Emil Søbjerg Falster. 

Tragisk fortælling

I handicapforskning findes også en teori, man kalder tragediemodellen. Den arbejder med en idé om, at mennesker med et handicap altid har været udsat for en tragedie, og at vi derfor skal hjælpe og føle medlidenhed med dem. Modellen har rod i kristendommen.

“Ud fra tragediemodellen er handicap noget tragisk, og derfor ses det at komme herfra på en værdig måde som det mindste, vi kan tilbyde mennesker med handicap,” siger Emil Søbjerg Falster og fortsætter:

”Nogle mennesker med handicap kan sagtens have et subjektivt ønske om at dø. Problemet er bare, at gruppen ikke er homogen. Så selv om der måske er nogle, der mener, at det er en tragedie at have et handicap, så er der rigtig mange mennesker, for hvem det ikke er. Så det at have et handicap er ikke lig med at have et tragisk eller dårligt liv. Men det kan du godt have, hvis du ikke får den hjælp og støtte, du har behov for.”