Når et vægttab gør ondt i røven – bogstaveligt talt

I januar bliver fitnesscentrene overfyldte, supermarkederne bombarderer os med proteinshakes, og grøntsager får en helteskikkelse i reklamerne.

Vi skærer ned på sukker, fedt og alkohol, ikke fordi vi nødvendigvis er blevet for tunge, men fordi vi – efter en december i overflod – føler et behov for at tage styringen tilbage. Det kender jeg i hvert fald godt.

Måske har du lige nu gang en ny udgave af dig selv eller starten på et vægttab, og du er dermed blot en del af en trend. Men nogle gange kan en god intention tage en uventet drejning. Det gjorde mit vægttab i hvert fald.

Et vildt projekt

Da corona ramte i 2020, sad jeg hjemme i min lejlighed og var – lad mig være ærlig – pænt bange for at gå ud. Som kørestolsbruger med et svækket immunforsvar tog jeg ingen chancer. Men dagene blev ensformige, og jeg begyndte at kede mig så meget, at jeg valgte at finde et ekstraordinært projekt for at holde mig beskæftiget.

Nogle begyndte at bage surdejsbrød. Andre lærte at spille guitar. Jeg? Jeg besluttede mig for at tabe mig.

Men hvordan gør man det, når man sidder i kørestol og ikke kan motionere? Svaret for mig blev at sætte mit daglige kalorieindtag til omkring 1100-1200 kalorier og fulgte det benhårdt. Hver bid, hver slurk, hver dråbe dressing blev nøje målt og vejet.

Og det virkede! Kiloene forsvandt måned for måned, og jeg følte mig disciplineret, begejstret og ovenikøbet lidt stolt.

Jeg beviste overfor mig selv, at det betalte sig at være vedholdende, og at jeg godt kunne tabe mig markant uden at kunne motionere. Men så kom bagslaget.

Vægttab med konsekvenser

Efter et års hårdt arbejde havde jeg tabt 15 kilo. Jeg følte mig sundere på grund af kosten, og jeg kunne bedre lide det, jeg så i spejlet, men derudover kunne jeg ikke mærke forskel. Jeg havde troet, at vægttabet ville få mig til at føle mig mere energisk, mere veltilpas, måske endda gladere. Men sandheden var, at jeg havde det præcis som før – bare lidt mere sulten.

Og så var der en lille detalje, jeg ikke havde overvejet. Som kørestolsbruger sidder jeg ned hele dagen. Og i min iver efter at tabe mig, havde jeg – uden at tænke over det – tabt mig præcis der, hvor jeg absolut ikke burde: på mine baller.

Mine ben begyndte at sove, og jeg kunne ikke længere sidde ordentligt i min kørestol. Smerten og ubehaget blev så træls, at jeg måtte indse det uundgåelige: Jeg var nødt til at tage på igen. Så godt nok havde jeg lige tabt mig, men det projekt blev lagt i graven til fordel for at få fedtet tilbage på røven.

To skridt frem og to tilbage

At tage på var en langt sjovere proces end at tabe sig, og i dag vejer jeg nogenlunde det samme som før. Men nu kan jeg sidde uden at føle, at jeg hviler direkte på mit skelet. Det var altså ægte to skridt frem og to tilbage. Og hvad kan man så lære af det?

Ja, hvis du overvejer en slankekur, så tænk dig om. Ikke alle vægttab er gode vægttab. Måske er det bedre bare at tage den med ro, droppe følelsen af at ville ændre sig selv og acceptere, at vi alle skal leve lidt – i januar og resten af året.

Simon Toftgaard Jespersen
Formand for Muskelsvindfonden