Flere sammentræf af uheld
Godt nok snakkede Jakob Blicher om hønen og ægget lige før og gav mig et indtryk af, at forskerne på nogle måder stadig er på bar bund, når det gælder ALS – på trods af enkelte landvindinger for meget små patientgrupper med sjældne former for sygdommen.
Så jeg er simpelthen nødt til at spørge ham, om han selv har en teori om, hvad ALS er.
”Ja, det har jeg,” svarer han selvsikkert.
Og så følger der en ret nørdet forklaring og en masse forbehold – men hæng på.
”Overordnet set er min hypotese, at der for det første skal flere ting til – man kan ikke få ALS af én årsag, for så havde vi fundet ud af det. Der skal være flere sammentræf af uheldige omstændigheder til stede – og måske ligger de som sagt mange år, før man ender på et sygehus,” begynder han.
ALS handler åbenbart – ifølge Jakob Blicher og flere andre – om et misforhold i hjernen mellem det energiforbrug, hjernen har brug for, og den energi, der bliver leveret til hjernen. Forklaring følger.
Puslespil med millioner af brikker
Forestil dig, at du skal løfte en karton mælk fra spisebordet. Din hjerne har – uden at du er bevidst om det – regnet sig frem til, at mælken må være næsten fyldt.
Men da du løfter mælken, og der pludselig er mælk ud over hele bordet, finder du ud af, at din hjerne tog fejl: Mælken var kun halvt fyldt, og den mængde kræfter, du brugte på at løfte den, var både unødvendige og uhensigtsmæssige.
Det samme – ikke helt det samme, men lad os gå med metaforen – kan ske i hjernen, hvis man har ALS; Hjernen stiller konstant krav til nogle af sine hjerneceller om at løfte tungere mælkekartoner, end der er brug for og altså sende mere energi end nødvendigt.
Man ved endnu ikke helt, hvorfor hjernecellerne kræver mere energi end nødvendigt, men man ved, at de hjerneceller, som af en eller anden grund ikke kan leve op til kravet, dør. De bliver simpelthen trætte af for lang tids overaktivitet.
”Hvis nogle af ens hjerneceller er dårlige til at levere energi til resten af hjernen, vil det give anledning til, at de involverede hjerneceller bliver skadet, hvilket kan sprede sig i hjernen, uden at vi lige nu kan stoppe det,” siger Jakob Blicher.
Men hvorfor er nogle af hjernecellerne blevet dårlige til at levere energi i første omgang?, spørger jeg.
”Der er alle mulige hypoteser om det, men vi ved det reelt ikke. Vi har teorier om, at det kan være en kombination af forgiftninger, nogle særlige gener, men også rygning og generelt vores miljø og alt, hvad vi udsætter os selv for gennem livet,” svarer han.
Med andre ord: Jakob Blicher og hans kolleger forsøger at lægge et puslespil med mange millioner brikker. Og halvdelen af dem kan de ikke engang skelne fra hinanden endnu.
Del din mening
Eller login med din email
Relateret indhold
Forskning: En tsunami af behandlinger skyller over os
Tocifret millionbeløb til forskning i muskelsvind
Preben Steen: “Det virker – og ingen skal røre min medicin!
Preben Steen: Hvor meget er mit funktionsniveau værd?
Preben Steen: Min første dosis medicin
Preben Steen: Skal to skide point virkelig definere mit liv?
Håbet om en medicin der virker
”Vi står foran en sand behandlingsrevolution”
Camilla Hakala – støttemodtager
Guide: Hvordan går man fra celle til pille?
Ny serie følger to sjældne børn, som har fået ny genterapi
Anna Balslev: Del 1 – “Mit usynlige handicap er til tider min største fjende”
baggrundsartikels
blogs
debats
fjernsyns
fotoreportages
interviews
leders
lyds
nyheds
podcasts
politiks
portraets
qas
smaa-samtalers
storys
videos
posts
Ingen resultater